Lækker, men ved det ikke
Iført sort pels, høj hat og med en enorm lygte i hænderne, hvis lyskegle hun overlegent lader feje henover publikum, minder Roisin Murphy mest om en excentrisk avantgardeudgave af Cruella de Ville, da hun indtager scenen på Kesselhaus denne mandag aften i Berlin. Molokos karismatiske forsanger er tilbage. Denne gang solo, ser man bort fra det kraftfulde, seks mand høje orkester, hun har med sig, og som hun skiftevis flirter med og (kærligt) skælder ud på alt efter, hvor planmæssigt showet forløber. For det er et show, Murphy disker op med, og hun er dets ubestridte ankermand. Og om end det netop ikke synes at forløbe helt efter planen – et minuts tid må Murphy blotte sin 32-årige, men ikke desto mindre nydelige bagdel for at en lydmand kan ordne hendes mikrofon, der netop er fastgjort her – har stemmen fra Moloko publikum med sig hele vejen. Ikke blot forstår hun at gøre en entré, hun leverer varen koncerten igennem på en sjældent charmerende og uprætentiøs vis. Lækker, men ved det ikke, kunne man fristes til at sige, selvom man nok må erkende, at Murphy godt ved, hun er lækker. Men så er hun ligeglad. Eller så meget mere end lækker. Den fjerprydede indianerhat, hun i koncertens andet akt dukker op med, lader hun gang på gang skødesløst falde ned over øjnene, mens hun fylder scenen på en vis, der umiskendeligt kruser mundvigene i opadgående retning. Stilfuld og samtidig komplet uforfinet.
I musikken hører man tydeligt arven fra Moloko, selvom Ruby Blue, divaens solodebutalbum fra juni dette år også synes at bære et særligt Murphy’sk præg. Et præg, der er blevet til i samarbejde med den Londonske jazz-elektroniker, Matthew Herbert, og som finder udtryk i en række personlige, følelsesladede tekster. Numre som “Through Time” , “Sow Into You” og “Ramalama (Bang Bang)” er nævneværdige og kalder på mere end blot et ekstra lyt. Sørgeligt, at Moloko efter deres sidste album Statues fra 2003 gik i opløsning, ville nogen mene. Andre ville derimod mene, at hvem der oplevede Roisin Murphy i Kesselhaus denne novemberaften ikke et øjeblik savnede Moloko. Murphy fyldte mildest talt tomrummet ud.