Mangler lige det sidste til at spille Store Vega op.
Det var med forventningerne siddende uden på tøjet og en lystig lille sommerfugl baskende rundt inde i maven, at denne anmelder begav sig af sted mod Store Vega for at opleve et af dette års største kunstnere – Antony Hegarty med sin backinggruppe The Johnsons. Efter at have lyttet til I Am a Bird Now og den selvbetitlede debut et utal af gange (helt bogstaveligt ment) dette år, kom endelig aftenen, hvor Antony skulle bevise sit værd på en stor scene foran et udsolgt Store Vega – en koncert, der oprindeligt var henlagt til Lille Vega.
Lidt over 21 var tiden så inde… The Johnsons entrerede scenen efterfulgt af Antony, der faktisk allerede havde været på scenen til to af numrene under guitaristen fra The Johnsons opvarmningstjans. Stille satte Antony sig ved klaviaturet og påbegyndte aftenens første nummer, “A Ladys Story”, jo, stemmen var ikke til at tage fejl af – det var den androgyne Antony, der var kommet for at indtage København. Desværre kunne stemmen ikke overvinde de problemer, der var med mikrofonen på de første 3 numre. Frustrationen begyndte at brede sig hos publikum og Antony, der trods alt tog det hele så afslappet, som det nu var muligt.
Mikrofonen blev der altså rettet op på… Det gjorde der desværre ikke med lyden, der var alt for lav – og blev ved med at være det. Havde man håbet på at blive suget ind i musikken, lyrikken og Antonys smukke vokal, stod det hurtigt klart, at det ikke ville blive denne aften. Når Antony med band forsøgte at fyre lidt op under kedlerne og lave lidt larm, fungerede det derfor ikke rigtigt. Kun på aftenens måske bedste nummer, “Fistful of Love”, fungerede det mere larmende og Antonys stemme optimalt.
Det var en afslappet Antony, der var mødt op og tilråb fra publikum blev friskt besvaret, ligesom der også var plads til at par historier, blandt andet om Antonys danske ex-kæreste, Bo, fra 2. klasse i Hollland og om en kat hvis killinger blev ædt. Sidstnævnte historie var der blevet en sang med titlen “Trust Your Mother” ud af. En sang, der rent lyrisk var som taget ud af Devendra Banharts freakede univers, og slet ikke passede ind i Antonys normalt så følelsesmæssige og medrivende tekster. Musikalsk mindede den om noget, der ikke var blevet plads til på Paul Simon’s “Graceland”. Første tanke var, at det måtte være en joke, hvilket det skulle vise sig ikke at være. Sangen blev taget op flere gange. Til sidst i en version hvor det mandlige og kvindelige publikum skulle nynne to forskellige toner, hvilket rent faktisk fungerede overraskende godt.
Koncertens mangler til trods, var det alligevel en yderst positiv oplevelse at se Antony i levende live. Udover et nummer som “Hitler In My Heart”, som var savnet, var de der stort set alle, med “Frankenstein”, “Fistful of Love” og “Fell in Love With a Dead Boy” som de klarest skinnende stjerner.
Aftenen sluttede med en flot version af Lou Reed-nummeret “Candy Says”. En aften, der nok ikke skaffede Antony and The Johnsons mange nye fans, men hvor de allerede dedikerede fik en helt klart godkendt præstation… En præstation, der uden tvivl havde virket bedre, hvis koncerten bare var blevet fasthold til afholdelse i det mere intime Lille Vega.