Vi kunne godt have brugt dem pĂĄ Tape
“Det var enormt ærligt, det mĂĄ man gi’ dem,” lød det fra en pige ved garderoben. Jeg spurgte hende, hvordan hun ville anmelde en sĂĄdan koncert. “Kunne du lide det, du hørte?” spurgte hun – “Anmeld det, du hørte… sĂĄ enkelt er det vel…”
Men at det ikke er enkelt, er sĂĄ en anden sag. Jeg stod og samlede mit tøj lidt over elleve, koncerten var gĂĄet i gang 35 minutter tidligere for at blive afbrudt efter første nummer – verdens korteste sæt. Efter fem lange minutters pause gik I Got You On Tape igen pĂĄ og gav endnu tre numre, før forsanger Jacob Bellens proklamerede: “Tak for i aften, det bliver ikke til mere i aften, for jeg er funckin’ udkørt. Vi mĂĄ lige spille for jer en anden gang”. Derfor er det ikke enkelt – og ikke kun derfor, for jeg mĂĄ tilstĂĄ, at jeg var fanget og draget af musikken, men en ikke-tilstedeværende forsanger gør det svært for et band at gøre et uudsletteligt indtryk pĂĄ Ă©n i koncertøjemed. I Got You On Tape gjorde indtryk, men pĂĄ negativ vis – eller overraskende vis er vel bedre ord for det, mit livs korteste koncert.
Forventningerne var ellers skruet op. I Got You On Tape har igennem længere tid haft singlen “Pins And Needles” pĂĄ P3s Elektriske Barometer, og blandt publikum var bĂĄde Peter Sommer med kæresten Lise Westzynthius og Nikolaj Nørlund, hvis pladeselskab Auditorium har signet I Got You On Tape. Dørene var blevet ĂĄbnet klokken ni pĂĄ trods af, at koncerten var proklameret til at starte netop der. For mig at se, mĂĄ Rust til at bestemme sig – enten gør man som alle andre spillesteder og ĂĄbner dørene en time før den koncertsatte tid, ellers proklamerer man, at koncerten først starter halv elleve. Alt andet er irriterende.
Tilbage til koncerten gik det københavnerbaserede I Got You On Tape pĂĄ 22.35. Bandet er blevet karakteriseret som “et møde mellem art rock, Velvet Underground og Pulp”. I aften var der ikke meget Pulp over dem, men nærmere et mere afdæmpet dansk udtryk for amerikanske Interpol. Lydbilledet pĂĄ første track var meget massivt med en indtrængende stortromme og synthlignende guitarlyd. Bellens’ vokal var afdæmpet, hæs og ligetil pĂĄ en meget elegant mĂĄde. I det hele taget kunne man godt se, at Bellens ikke havde den bedste aften, han var meget stiv og ubevægelig og virkede en anelse forvirret, selvom det ikke brændte igennem pĂĄ sangene, hvor hans vokal snarere imponerede.
Efter de allerede omtalte fem minutters break, som fulgte første nummer, entrerede Bellens scenen med et “Drama! Drama! Drama!”, en meget selvironisk kommentar, som løsnede stemningen en anelse. SĂĄ sprang I Got you On Tape ud i endnu et meget Interpol-inspireret nummer, hvor tydelige konstante guitarriffs bar melodien, mens Rune Kielsgaard pĂĄ trommer holdt takten og i det hele taget udviste excellent trommespil. Bifaldet var ogsĂĄ derefter, hvilket dog ikke ændrede pĂĄ den rastløse manĂ©r hos Bellens. Tredje nummer startede pĂĄ ren vokal og guitar, og bĂĄde det og fjerde nummer gav anelser til gamle David Bowie-hits. En ting, jeg især nĂĄede at hæfte mig ved, var teksterne pĂĄ sangene – de var gode (for at være godt fordumsfuld kan man sige, at der ogsĂĄ skal noget til tekstuelt for at ende pĂĄ Det Elektriske Barometers førsteplads flere uger i træk), et enkelt eksempel af den mere banale slags fra fjerde nummer: “Because you don’t know where to hide / You break down crying on the inside / Because you don’t know where to turn”.
Jacob Bellens vidste ikke, hvad han skulle gøre af sig selv. Og dĂ©r sluttede aftenen sĂĄ. Potentialet til topkarakterer lĂĄ der, men at bedømme et band ud fra fire sange og en aften, hvor forsangeren ifølge rygterne fik et ildebefindende, synes ikke fair for mig. De var ærlige, det mĂĄ vi gi’ dem – og jeg kunne lide det, jeg hørte, men enkelt var det ikke.
