Dyster skønhed i mørket.
Kitty Wu lyder som en skrøbelig ældre dame, der bor i en forfalden lejlighed i Chinatown i en hvilken som helst storby. Men nej, det fire mand store band, der gemmer sig bag navnet, virker alt andet end skrøbelige. Det er fire voksne mænd, der har fundet noget ulmende frem i deres musik. En skjult skønhed i et dystert lydunivers, der flyder som en feminin understrøm i et meget maskulint hav. Et univers, hvor kontrasterne dyrkes og udnyttes.
En tom scene i et halvfyldt Lille Vega. Insisterende industrial-techno-agtig lyd akkompagneret af strobelys, der kunne få selv den mildeste form for epilepsi til at bryde ud i vulkaniske proportioner. Sådan startede aftenen, råt og usødet, til de første akkorder blev slået an til “Tonight It’s On” fra septemberalbummet Knives and Daggers. Delikat og hårdt, som resten af aftenen var det.
Det er sjældent, man ser et band, hvor medlemmerne virker så forskellige som i Kitty Wu. Robert Lund på vokal optrådte med en cool distance, var sexet og elegant i sort fra top til tå, mens Allan Schøneberg på guitar og keyboard mindede om en bjørn i et bur, og han så ret faretruende ud i sin indlevelse i musikken. Samuel Helles på bas var øjensynligt lige hoppet ud af Euroman og ind på scenen i stramt læderjakkesæt og tilbagestrøget hår, mens kvartettens sidste mand, Claus Bergmann på trommer, forblev en smule anonym. På forunderlig vis komplimenterer de fire herrer hinanden og trækker på forskellighederne til at skabe intensitet, snarere end det holder dem tilbage. Således gled aftenen ind i fortiden med et par numre fra Rules of Transportation. En eksplosiv og medrivende “Rule nr. 9” kastede sig over et tilbagetrukket publikum, der overgav sig lidt efter lidt, til Robert Lund i slutningen af koncerten kunne få et brølende respons ved blot en lille håndbevægelse. En sådan tilstedeværelse er sgu imponerende.
Det blev også til en lille overraskelse i form af en gæst. Nemlig en gammel ven ved navn Kasper Eistrup, som gav en hjælpende guitar i bl.a. “You’re not the Driver”. For det modtog han et kærligt kindkys og en krammer fra en glad Robert Lund, der også gav en hæsblæsende “This Building is on Fire” til publikum. Jubel og dans var takken for en aften med svulstige og enkle melodier, der til tider blev lidt monotone, men aldrig kedelige at lytte til.
