“Can I hear a howl?”
Da Sarah Hepburn forsigtigt indtager scenen på Rust en helt almindelig torsdag, er der ikke mange der bemærker det. Et par forsigtige klap høres, et enkelt woohoo, men ingen samlet respons. “We’re gonna start off nice and slow. And just give you what we can”, siger Sarah, og giver sig til at stemme guitaren. Længe. Hun virker lidt nervøs, men får startet på den første sang, “Last Words” fra hendes solo-debut-album Stars and Haze, kun med hendes stemme, guitar, en bassist og en cellist. Sangen drukner nærmest i den dårlige lyd, men smukt er det – om end meget stille. Allerede på næste nummer, “To Come Home”, opfordrer hun os til en sing-along. Faktisk skal publikum messe en linie gennem hele sangen. Og det er smukt, nærmest overjordisk smukt! Sarah står næsten ubevægelig på scenen med lukkede øjne, og synger fantastisk, selvom hun er godt forkølet og har kæmpet med en hæs stemme de sidste par dage.
Og så var vi solgt herefter. Der var formentlig ikke en person i lokalet, som ikke havde opmærksomheden rettet mod den sortklædte pige, som kunne skabe magi på scenen. Og i næsten hvilken som helst stilart, som hun beviste da Christian Hjelm fra The Figurines kom på scenen til et par dejlige folk-numre, og beviste at deres stemmer passer fantastisk til hinanden, og måske endda til The Grand Ole Opry i Nashville!
Til det femte nummer kom den fulde bandkonstellation på scenen. Op til nu var der små udskiftninger, og deraf følgende pauser, men resten af koncerten foregik med fuldt band. Sarah fik bl.a. selskab af Jan Johansen fra hendes andet band, Glorybox, og den tunge lyd klædte sangene. Især numrene fra solo-albummet fik en klædelig tyngde og mange af numrene denne aften nåede nærmest symfoniske højder. Især “The Terror”, der også er smukt på pladen, var spektakulært – lige så det gav gåsehud, med fuld desperation i omkvædet, nonchalance i versene og et stærkt og voldsomt instrumental-stykke. “Can I hear a howl?”, sagde Sarah efter nummeret. Og det behøver hun ikke spørge længe efter. Hun havde simpelthen publikum i sin hule hånd.
Og netop som man begynder lidt at savne det eksperimentelle kommer nummeret “Door of my Heart”, en gammel traditional, som Bonnie Prince Billy også har lavet et cover af. Jan og Sarahs stemmer lød intet mindre end perfekte til dette fantastiske nummer, som måske nok er en religiøs lovprisning, men som i denne version blev smuk, kraftfuld og nærmest ond. Helt ubeskrivelig.
Live fornemmer man Glorybox-siden af Sarah meget mere end på pladen, og som sagt klæder det numrene. Vi fik da også et enkelt Glorybox-nummer, nemlig den lækre “Honey & Lemon”. Den fungerede godt nok ikke optimalt denne aften, igen på grund af lyden, men det er et virkeligt smukt nummer. Og interessant, at det ikke stod specielt meget ud fra de andre numre i settet, selvom der er ret så mange mil mellem et Glorybox-album og Stars and Haze .
På trods af forkølelsen gav Sarah alt hvad hun kunne. Men efter “Blue Jeans” mærkedes det at stemmen var slidt. Hittet “Hey…OK?” blev jublende modtaget af publikum, men rykkede ikke. Det blev en trist og ukoncentreret version, som det lød som om bandet blot ville have overstået, eller allerhelst, startet forfra. Men selv hvis nogle blandt publikum kun var kommet for at høre hittet denne aften, så gik de alligevel ikke forgæves. Hvad de fik var en fantastisk koncert, i hvert fald de første 15 numre. Et velspillende, eksperimenterende band, et utal af instrumenter, en dygtig, dygtig sangerinde og nogle virkeligt stærke numre, fik i hvert fald mig overbevist om at Sarah Hepburn er et navn man bør holde øje med. Og for alt i verden gå ind og se næste gang hun spiller – det er turen værd!
Setliste:
Last Words
To Come Home
Sad + Lonely
Thrown Through Arrows
From This Darkness
Suspicious Minds
For Slow Learners
Ebinger Drive
All Through The Night
The Terror
Sad Song
Door of my Heart
Honey & Lemon
Drive Me To Ohio
Blue Jeans
Hey…OK?
Shake it!
Ekstra:
Lowell Avenue
Break Another Day
