Diskant.dk har mødt Adam West
Til en koncert med svenske The Peepshows på Stengade 30 i 2003, var undertegnede en af 3 betalende gæster. Pinligt for bandet, spillestedet, publikum og hele Danmark. Var rocken helt død i Danmark? I November 2005 havde jeg heldigvis fortrængt ovenstående oplevelse og var draget på Loppen i København, hvor en af undergrunds-rockens store skikkelser skulle spille. Der var tale om punk-rock bandet Adam West fra Washington D.C., der har mere end 10 år på bagen plus adskillige udgivelser. De var i landet i forbindelse med en tour for deres nyeste udspil Power to the People.
Da jeg og min følgesvend trådte ind på Loppen 21.30 var de eneste i lokalet garderobe-pigen, bartenderne og bandet. Da bandet gik på, var vi vel godt 15 tilhørere (barpersonalet inklusive), men Adam West lod sig ikke kue. De spillede røven ud af buskerne, som havde de den mission, at banke noget rock ind i skallen på det ellers rock-tamme Danmark. Det blev en meget intim koncert, og derfor var det oplagt at tage en snak med forsanger Jake og bassist Steve om situationen lige nu inden for rock, politik og vinyl.
Jake: Ingen af os kan gå på scenen, og så bare stå der. Vores type musik kræver, at vi er proffessionelle når vi går på scenen uanset hvor trætte, syge eller sure vi er. Det sætter vi en ære i, for der er mange folk, der ikke kan det her.
Steve: Det er blevet en hel besættelse nu.
Diskant: Men i har spillet i det her band i så mange år…
Steve: Lad være med at få os til at virke gamle (griner, red.)
Diskant: Men i er jo gamle!
Steve: Nej, jeg er kun 18, ha ha.
Diskant: Men bliver i aldrig så trætte, at i ville ønske i kunne sige ”I aften orker vi ikke!”?
Steve: Jeg er gået på scenen med brækkede fingre før, og Jake…
Jake: Jeg har kastet op hver aften før koncerten og efter koncerten. For 3 uger siden var 3 af os så syge, at vi nærmest sked i bukserne på scenen.
Steve: Det er bare ikke en mulighed at lade være. Folk er kommet til koncerten, og vi værdsætter, at de er dukket op. Det er sådan at folk takker os, men vi føler det omvendt, vi takker dem. Uden support fra fans, er vi ikke noget.
Jake: Forstå mig ret, det er ikke nemt, at gå på scenen, når man har det ad helvede til, men det er ikke en mulighed at lade være. Det er jo en kombination af besættelse, talent og erfaring. Jeg har jo gjort det her ret længe.
Steve: Talent ved jeg nu ikke med, ha ha…..
Jake: Nej bestemt ikke talent.
Tilbage til rødderne
Der har gennem de sidste 10 år været tale om den her retro-bølge, med bands som The Hives, Jet, Datsuns, men som Adam West vel også er en del af. Og forsanger Jake mener, at der et band som samlede hele scenen.
Jake: Jeg mener, at der i hver generation er nogle grupper rundt om i verden, der har noget tilfælles. Og nogle gange mødes de her personer. Bands som The New Bomb Turks og The Devildogs begyndte at komme til Europa i slutningen af 80’erne, men der var ikke på det tidspunkt en egentlig rock’n’roll-scene på verdensplan. Hvis der var et band, som virkelig satte det hele i perspektiv, så var det The Hellacopters. De har af en eller anden grund den her ”mass-appeal”. Folk i Australien, Brasilien og Japan kendte til Hellacopters. Også i Californien, Washington DC og her i Danmark. Så det er kun i de seneste 10 år, der har været en verdensomspændende rock-scene. Jeg elsker The Hellacopters, men de har en eller anden magisk kvalitet, som har samlet scenen.
Diskant: Jeg har på fornemmelsen, at rock’n’roll-scenen er som en stor familie.
Jake: Det er præcis det jeg taler om. Vi kunne flyve til Melbourne i Australien lige nu, og jeg kunne ringe til The Powder Monkeys, og sige ”Hey, det er Adam West, og vi er i byen”, og så ville vi bo hos dem. Det er en stor rock’n’roll-familie.
Diskant: Men er rock’n’roll på den måde i spiller det stort i USA?
Steve: Der er virkelig en fed undergrunds-scene. Der er bands som The Bellrays og B-Movie Rats, men det er alt sammen undergrund. De to eneste rock-bands, der har succes, er Queens of the Stone Age og Foo Fighters. Det er bands, som er på store selskaber, og som spiller store arenaer.
Diskant: Hvad med et band som Monster Magnet.
Jake: Monster Magnet er ikke store i USA, overhovedet. De ville spille, hvad der svarer til Loppen derhjemme. Herovre er de hovednavne på festivaler. Vi elsker Monster Magnet, men de gik hurtigt fra at være meget store til at være et mindre band.
Steve: En af mine drømme er at få Dave Wyndorff (Monster Magnet frontfigur, red.) til at producere et af vores albums. Så hvis i møder ham, må i gerne sige det til ham, ha ha…
Diskant: Det skal vi gøre, men hvordan adskiller det at spille i USA fra det at spille i Europa?
Jake: Hvis jeg aldrig skulle spille på en amerikansk scene igen, ville det være ok med mig. Jeg er ligeglad.
Steve: Den største forskel er, at vi i USA takker folk for at komme til vores koncerter, mens europæere takker os for at spille. Det er en totalt anderledes holdning til tingene, hvilket gør det beærende at spille her. Folk værdsætter, at vi spiller for dem. I staterne er det nærmere: ”Well, jeg havde ikke andet at lave, så derfor er jeg her!”. Vi har fans i USA, men det er en helt anden holdning.
Ind til benet
Diskant: Hvordan har Adam West udviklet sig musikalsk? Min opfattelse er, at i er gået lidt væk fra punk’en, og er blevet mere rock’ede med tiden.
Jake: Da jeg og min high school ven startede bandet, ville vi spille midt-60’er-agtig musik i stil med The Kinks, The Who eller The Yardbirds. Og det var sådan set vores udgangspunkt. Da Steve kom ind i bandet i 1994, var jeg mere inde i den hårde musik som Soundgarden og Monster Magnet. Det var min tidligere guitarist ikke, men det var Steve heldigvis. Så vi startede med at lave sange i den genre, men det er jo bare hård rock. Rock ‘n’ roll. Noget af det er punk-rock, noget er mere 70’er, men det hele er ligesom i den samme båd.
Steve:Vi laver bare musik vi kan li’.
Jake: Ja, om en sang er virkelig hurtig eller langsom, så lyder den stadig som Adam West.
Og Adam West lyder ikke bare kun som Adam West. De lyder simpelthen som rockens primal-skrig – rock når man skærer ind til benet. Adam West er et af de bands, der kommer tættest på kernen af rock’n’roll i deres musikalske udtryk.
Jake: Der er tre ord, jeg vil klistre på Adam West, og det kan godt være, det lyder lidt prætentiøst. Det ene er ”oprindelig”, dvs, det går lige til kernen. Det andet er ”følbart”, du kan virkelig føle det. Som et slag i ansigtet – meget sanseligt. Det sidste er ”Seksuelt”, for rock n roll handler om sex.
Steve: Det kommer fra blues’en, der udelukkende handler om sex.
Jake: Så når du putter ”oprindelig”, ”følbart” og ”seksuelt” sammen, får du kernen af rock ‘n’ roll. Det er der Adam West kommer fra.
Diskant: Nu du nævner sex Steve, så har i jo nogle ret sexede plade-covers.
Steve: Vi elsker kvinder.
Diskant: …og åbenbart kvinder fra 60’erne, som pryder de her covers.
Jake: Jeg kan godt lide kvinder fra alle årtier.
Steve: Så længe de har bryster og ikke nogen pik….det er nogenlunde det.
Diskant: Det lader jo også til, at i elsker at udgive plader. Er det ikke en plade, så er det singler, splits. compilations, opsamlinger etc.
Jake: Jeg samler på vinyl, og har gjort det siden jeg var dreng. Jeg elsker konceptet bag en 7-tommer single, hvor sangene på singlen ikke nødvendigvis er på en plade. Det er nok samleren i mig. Det er også en af grundene til, jeg startede Fandango Records, og da vi skriver sange hele tiden, er det helt naturligt at udgive så meget. Det var simpelthen sådan, at hver gang et pladeselskab spurgte os, om vi ville lave en single, så gjorde vi det. Pludselig har vi 30 vinyl-singler ude, og næsten alle sangene derfra er ikke udgivet på nogen plade.
Diskant: På mange af de her singler er der en del cover-numre. Alt fra Kiss til Mensen. Men hvis I skulle lave et cover-nummer lige nu, hvilket nummer skulle det så være?
Steve: Jeg ville nok vælge et Rose Tattoo-nummer, Men vi har alle forskellige cover-numre vi gerne ville lave. Jim (trommeslager, red.) vil f.eks. gerne lave et Disneyland After Dark-cover.
Jake: Yeah D.A.D…et dansk band.
Jake: Der er et australsk band fra 60’erne, som hedder Easy Beats, som jeg virkelig holder af, og dem ville jeg gerne indspille et nummer med. Jeg synes covers er fede.
Steve: Og det er jo en måde at vise respekt for de personer, der har inspireret os. Man kan ikke vise respekt ved at kopiere. Ja det er vel næsten fornærmende. Derfor laver vi vores egen version.
Diskant: I forlængelse af det, ville det være oplagt at høre, hvor i henter jeres inspiration fra?
Steve: Vi bliver inspireret af stort set alle genrer. Vi lyttede til Curtis Mayfield i går. Det var ”Superfly”-soundtracket. Vi bliver inspireret af store bands som Kiss, men også af bands som f.eks. Mensen. I USA er der ingen, der kender Mensen, men det er jo et godt band. Vi laver også mere obskure ting, som f.eks. vores seneste cover, som er af et band, der hedder Tygers of Pan Tang.
Adam West som folkets røst?
Diskant: Jeres nye album hedder Power to the People . Hvorfor den titel?
Jake: Det startede på en måde sidste år. Vi var på tour i Tyskland under præsident-valgkampen i USA. Vi kørte fra Aachen til Darmstadt, og fandt ud af, at Bush var blevet genvalgt. Det var et knusende slag for os. Efter fire år med alt det lort, var vi overbeviste om, at det ikke ville ske igen.
Steve: Vi troede ikke amerikanere kunne være så dumme.
Jake: Vi var totalt fortvivlede den aften, og jeg tænkte, hvordan jeg skulle kunne gå på scenen. Jeg har været træt, syg og sur, men har aldrig haft det på den måde før. Vi følte, at vores sjæl var blevet trådt på. Vi ringede hjem, og talte med vores venner, og alle, ja hele verden, var fortvivlede. Bortset fra 51% af amerikanerne.
Steve: Det var faktisk færre. Der er stadig en smule tvivl omkring valgmaskinerne.
Jake: Den aften kom titlen ”Power to the People” bare til mig, og jeg startede med at skrive tekster omkring hvordan jeg havde det. Jeg skrev stort set det meste af pladen på denne aften. Ja det skrev nærmest sig selv. Titlen er lidt dobbelt-tydig. Vi er meget til 70’erne og jeg eksler blaxploitation film, og font’en på coveret er fra filmen The Shaft , og ”Power to the People” var et Black Panther statement. Vi ville give folket magten tilbage, så den ikke kun er forbeholdt disse rige hvide røvhuller, der styrer Amerika og resten af verden. Give magten tilbage til folket.
Diskant: De/den der styrer USA, er jo ikke lige populær i hele verden, så er det at være amerikaner noget i kan være stolte af?
Jake: Jeg elsker Amerika, og jeg er stolt af at være amerikaner, men jeg kan ikke lide styret, og jeg kan ikke lide udenrigspolitiken. Men jeg kan ikke forstå, hvordan det at være amerikaner skulle gøre, at man ikke værdsætter andre kulturer.
Steve: Der er jeg lidt uenig. At være stolt over, hvor man kommer fra, er et fremmed koncept for mig. Jeg er bare tilfældigvis født der. Jeg mener ikke Amerika er bedre end andre lande. Alle lande er bare forskellige. Intet land er bedre end et andet. Nogle gange er jeg stolt af at være amerikaner, og andre gange er jeg det ikke
Jake: De fleste amerikanere har aldrig været uden for USA. De har ikke studeret sprog, og er ikke interesserede i det der foregår uden for landet.
Steve: De fleste amerikanere har faktisk aldrig forladt deres egen by eller stat. Det er det, der er problemet. Amerika er så isoleret. Det er det her enorme land, hvorimod i Europa hvor alle disse lande og kulturer er så tæt på hinanden. I vokser op med en forståelse for jeres naboer, mens amerikanerne er meget isolerede. Amerika er bygget op på immigration og burde være en smeltedigel, men mange mener, at taler man ikke engelsk, så kan man bare skride. ”Helt ærligt, hvad med for halvtreds år siden, da din familie kom hertil?”. Det er fuck’ed up.
Dan O’ (guitarist, fra sidelinien, red.): Man kan jo også være stolt af sit land uden at være stolt af de folk, der bor der.
Jake: Det er præcis min pointe. Jeg er stolt af at være amerikaner. Der er mange muligheder i at være amerikaner.
Steve: Der er helt klart en ånd i USA, som bush-styret prøver på at dræbe.
Diskant: I Hvilken retning bevæger Adam West sig fremover?
Steve: Til hotellet (griner, red.), Vi har den samme tilgang til musikken som AC/DC. Vi laver bare musik vi elsker. Vi optager det. Hvis du kan lide det, så fedt. Hvis du ikke kan, så er det bare ærgeligt. Men det her er hvad vi laver. Vi vil fortsætte med at lave musik, som vi kan li’, og forhåbentligt vil andre også synes om det.
Diskant: Nu har publikums-tallet i aften forhåbentligt ikke fået jer til at undgå Danmark på en kommende tour, men er der mulighed for at genopleve jeres live-energi på DVD?
Jake: Faktisk, så optager svensk P3 vores koncert i Stockholm. Der har de ”Gear-fest” engang om måneden, så det bliver stort. Vi håber der bliver udsolgt.
Steve: Det siger vi nu, men der kommer nok ingen (griner, red.)
Jake: Ja, det bliver Loppen om igen. Nej, der kommer 2 kameraer på koncerten i Stockholm, og måske bliver det til en DVD.
Det er blevet tid til, at Adam West må bevæge sig mod Sverige, og interviewet får sin naturlige afslutning. Jeg håber Adam West ikke lader sig skræmme af danskernes mangel på dannelse inden for rock’n’roll, og vender tilbage ganske snart. Og lad os så til den tid vise dem, at vi ikke er håbløst bagud (hvis man kan bruge det udtryk ifht. denne type musik!)…
