Post Orgasmic Chill på Skinsk manér
Aftenen stod i Skunk Anansies tegn. Forstået på den måde, at den koncert som tidligere Skunk-forsangerinde Skin gav i Lille Vega denne fredag aften, viste klare tegn på en bevægelse tilbage mod der, hun er kommet fra. Måske en reaktion på, at Fleshwounds, hvor Skin udleverede sig selv med meget følsomme, inderlige sange, ikke blev modtaget så vel af publikum.
Koncerten pÃ¥ Vega var del af en prætour, hvis man kan kalde det noget sÃ¥dan. I marts udkommer Fake Chemical State, Skins andet soloalbum. Allerede nu er singlen “Alone In My Room” til at finde pÃ¥ nettet. Ved første lyt af den var jeg ellers ikke syndeligt positiv, men at opleve Skin live med selv samme nummer var en oplevelse, som kun sent vil blive glemt.
Aftenen startede med to nye numre, hvor Skin – iført sort/hvid-stribet bluse, stramme jeans, slips og mørk hue hoppede rundt pÃ¥ scenen, som var hun høj. Energiudladningen var total, sÃ¥ man nærmest mistede pusten foran scenen og lod stemningen indtage én. Herefter fulgte en fabelagtig version af “Faithfullness” fra Fleshwounds, der i aftenens anledning var mere rockpræget, men stadig med samme inderlighed, som jeg personligt syntes var dybt fascinerende pÃ¥ albummet. Gode gamle “Weak” fra Paranoid & Sunburnt, Skunk Anansies første album, blev i modsætning hertil hevet ned i tempo og leveret af en Skin badet i rødt lys. Fascinerende.
For mig var det første møde med sangerinden efter mange Ã¥rs glæde ved bÃ¥de Skunk og Skin. Jeg havde en idyliseret forestilling om den feminine sag, som hun fremstilles som pÃ¥ Fleshwounds, men aftenens koncert overraskede mig – oplevelsen af Skin som en lille trold med udstÃ¥ende øjne, en voldsom energisk rastløshed. Det var en ganske anden Skin end den, jeg indeni havde dannet mig et billede af.
Aftenen fortsatte i det gamle og det nyes tegn. Der blev bÃ¥de plads til “Trashed” fra første soloalbum og til flere af de gamle Skunk Anansie-numre, “Charlie Big Patatoe” fra Post Orgasmic Chill, “Hedonism” fra Stoosh og en fremragende “I Can Dream” som sidste nummer fra Paranoid & Sunburnt.
Det imponerede mig, at Skin brændte igennem med en setliste, der var så præget af nye sange, men det var den velplanlagte vekslen mellem det gamle og det nye, der i den grad virkede. Ikke bare på mig, men på det bølgende publikum, der tydeligvis ikke havde noget imod at slippe og forsvinde i Skunk/Skin-world.
Det var en aften, der kort sagt var helt vild. Skin lagde ud med et – pÃ¥ bedste britisk – “You really look fucking fuckable”, stagedivede af to omgange til en securitymands store bekymring, havde publikum pÃ¥ scenen flere gange, blandt andet en ung fyr i en selvfabrikeret “I Love Skin”-bluse. Og sÃ¥ var der den konstante flirt med, ikke bare hele publikum, men med musikken og bandet.
Det var en aften i perfektionens tegn, som kun havde én enkelt fejl – at den var for kort. Og det var absolut ikke Skins skyld, for hun gav sig fuldt og nÃ¥ede op et sted mellem 12 og 15 numre, hvilket er yderst passende, men jeg er sikker pÃ¥, at alle blandt publikum godt kunne have klaret mere. Velkommen tilbage Skin – vi glæder os til det nye album.
