En noget tynd festival-suppe
Under den internationale Film Festival i Berlin (Berlinalen) i februar, havde undertegnede mulighed for at se Julian Temples (bl.a. The Filth and the Fury â A Sex Pistols Film) nyeste film Glastonbury, der som titlen sĂ„ klart pĂ„peger handler om den legendariske britiske festival, der foregĂ„r i byen Glastonbury. Med hĂ„bet om at kunne drĂžmme mig vĂŠk fra Berlins kolde vinter-gader og til sol og sommer i festivalens tegn, tog jeg plads i sĂŠdet i Babylon-biografen i det tidligere Ăst-Berlin.
Filmen starter i sort med lyden af fĂždder, der vader gennem mudder. Alle, der har besĂžgt  Roskilde Festivalen under regnvejr kender til âsmattenâ (der jo ogsĂ„ findes pĂ„ andre festivaler, som denne film antyder), og ved hjĂŠlp af et simpelt lydspor fĂ„r Julian Temple festivalstemningen op i sit  publikum. Vi ser derefter en rĂŠkke hjemmevideo-optagelser fra mandlige og kvindelige festivalgĂŠngere, der er ved at pakke til Glastonbury, og filmen er i gang. Som indgang fĂ„r vi et kort historisk overblik over omrĂ„det og selve festivalen, og sĂ„ drĂžner filmen ellers derudaf med det ene arkiv-klip efter det andet.
Filmen veksler skiftevis mellem optagelser fra festivalgĂŠngere, interviews foretaget af Julian Temple selv samt koncert-optagelser fra Glastonbury gennem Ă„rene.
Noget af det mest underholdende i filmen, er optagelser fra 70’erne med byens indbyggere, der bestemt ikke er glade for, at festivalen tiltrĂŠkker flere tusinde âhippiesâ. De lever jo efter devisen: Sex, drugs og rock’n’roll, for pokker.
Koncert-klippene er en sand skattekiste for musik-elskere af alle genrer. Der er optagelser med bl.a. Björk, Nick Cave, Chemichal Brothers, Coldplay (billedet), Baby Shambles, Stereo MC’s, Blur, Pulp, David Bowie, Radiohead, Levellers, Cypress Hill, Primal Scream, Orbital, Morrisey, Prodigy…ja, jeg kunne blive ved. Koncerterne fĂ„r heldigvis lov til at dvĂŠle lidt, sĂ„ man nogenlunde fĂ„r mulighed for at leve sig ind i festivalstemningen.
Gennem hele filmen vender vi af og til tilbage til drengene og pigerne fra starten af filmen, men det bliver aldrig brugt til noget fornuftigt. Til sidst rejser personerne hjem igen, og filmen slutter 2 timer og 18 minutter efter den begyndte. Jeg kan lige sÄ godt slÄ fast med det samme, at det er alt for lang tid for denne film. Filmen kunne uden problem vÊre en time kortere, og det ville ikke have den store indvirkning. TvÊrtimod, sÄ ville man ikke nÄ at blive trÊt af at se de samme situationer blive opfÞrt igen og igen pÄ nye mÄder. Ja, det er vel nÊppe nÞdvendigt at se 20 forskellige former for gadeteater, for at man fanger pointen.
Julien Temple udtalte efter screeningen, at han havde haft adgang til over 900 timers optagelser. Jeg kan ikke begribe, at man pÄ nogen som helst mÄde kan overskue sÄ meget billedmateriale, og jeg synes da ogsÄ Glastonbury bÊrer prÊg af, at Julien Temple heller ikke besidder dette overblik. Filmens kaotiske karakter gÞr, at det er svÊrt at finde hoved eller hale i intentionen med filmen. Producenten fortalte os, at filmen oprindeligt blev bestilt efter man byggede et kÊmpe hegn omkring festivalomrÄdet. ArrangÞrerne frygtede, at festivalen ville dÞ, og de ville derfor gerne have den dokumenteret. Hegnet fÄr derfor en underlig central rolle i filmen, uden man nogensinde bliver klar over hvorfor.
Da jeg forlod Babylon-biografen var det ikke i festival-stemning, men snarere med en noget dĂžsig fĂžlelse i kroppen. Jeg havde vĂŠret vidne til et noget kedeligt stykke festivalhistorie, der nĂŠppe bliver set af undertegnede igen.
Om filmen bliver tilgÊngelig i Danmark vides endnu ikke, men den skulle fÄ premiere i England i april. En DVD-version bliver vel efterfÞlgende udgivet, mÄ man formode.
