En noget tynd festival-suppe
Under den internationale Film Festival i Berlin (Berlinalen) i februar, havde undertegnede mulighed for at se Julian Temples (bl.a. The Filth and the Fury – A Sex Pistols Film) nyeste film Glastonbury, der som titlen så klart påpeger handler om den legendariske britiske festival, der foregår i byen Glastonbury. Med håbet om at kunne drømme mig væk fra Berlins kolde vinter-gader og til sol og sommer i festivalens tegn, tog jeg plads i sædet i Babylon-biografen i det tidligere Øst-Berlin.
Filmen starter i sort med lyden af fødder, der vader gennem mudder. Alle, der har besøgt Roskilde Festivalen under regnvejr kender til ”smatten” (der jo også findes på andre festivaler, som denne film antyder), og ved hjælp af et simpelt lydspor får Julian Temple festivalstemningen op i sit publikum. Vi ser derefter en række hjemmevideo-optagelser fra mandlige og kvindelige festivalgængere, der er ved at pakke til Glastonbury, og filmen er i gang. Som indgang får vi et kort historisk overblik over området og selve festivalen, og så drøner filmen ellers derudaf med det ene arkiv-klip efter det andet.
Filmen veksler skiftevis mellem optagelser fra festivalgængere, interviews foretaget af Julian Temple selv samt koncert-optagelser fra Glastonbury gennem årene.
Noget af det mest underholdende i filmen, er optagelser fra 70’erne med byens indbyggere, der bestemt ikke er glade for, at festivalen tiltrækker flere tusinde ”hippies”. De lever jo efter devisen: Sex, drugs og rock’n’roll, for pokker.
Koncert-klippene er en sand skattekiste for musik-elskere af alle genrer. Der er optagelser med bl.a. Björk, Nick Cave, Chemichal Brothers, Coldplay (billedet), Baby Shambles, Stereo MC’s, Blur, Pulp, David Bowie, Radiohead, Levellers, Cypress Hill, Primal Scream, Orbital, Morrisey, Prodigy…ja, jeg kunne blive ved. Koncerterne får heldigvis lov til at dvæle lidt, så man nogenlunde får mulighed for at leve sig ind i festivalstemningen.
Gennem hele filmen vender vi af og til tilbage til drengene og pigerne fra starten af filmen, men det bliver aldrig brugt til noget fornuftigt. Til sidst rejser personerne hjem igen, og filmen slutter 2 timer og 18 minutter efter den begyndte. Jeg kan lige så godt slå fast med det samme, at det er alt for lang tid for denne film. Filmen kunne uden problem være en time kortere, og det ville ikke have den store indvirkning. Tværtimod, så ville man ikke nå at blive træt af at se de samme situationer blive opført igen og igen på nye måder. Ja, det er vel næppe nødvendigt at se 20 forskellige former for gadeteater, for at man fanger pointen.
Julien Temple udtalte efter screeningen, at han havde haft adgang til over 900 timers optagelser. Jeg kan ikke begribe, at man på nogen som helst måde kan overskue så meget billedmateriale, og jeg synes da også Glastonbury bærer præg af, at Julien Temple heller ikke besidder dette overblik. Filmens kaotiske karakter gør, at det er svært at finde hoved eller hale i intentionen med filmen. Producenten fortalte os, at filmen oprindeligt blev bestilt efter man byggede et kæmpe hegn omkring festivalområdet. Arrangørerne frygtede, at festivalen ville dø, og de ville derfor gerne have den dokumenteret. Hegnet får derfor en underlig central rolle i filmen, uden man nogensinde bliver klar over hvorfor.
Da jeg forlod Babylon-biografen var det ikke i festival-stemning, men snarere med en noget døsig følelse i kroppen. Jeg havde været vidne til et noget kedeligt stykke festivalhistorie, der næppe bliver set af undertegnede igen.
Om filmen bliver tilgængelig i Danmark vides endnu ikke, men den skulle få premiere i England i april. En DVD-version bliver vel efterfølgende udgivet, må man formode.
