Nina Persson delte roser ud i mere end én forstand
Det er ikke alt fra Sverige vi danskere er helt vilde med. Inficerede fugle og fulde svenskere med hang til danske øl må de godt lade blive hjemme. Men når Cardigans, – deres musikalske stolthed numero uno, kommer på besøg, glemmer vi hurtigt alle fordomme, tager hatten af og bukker os i støvet. Det var i hvert fald, hvad godt femhundrede danskere gjorde i går aftes på Train.
To minutters kirkeklokker skulle indikere at dette ikke var en hvilken som helst hverdagsforestilling, men et højtideligt og dyrebart stjernebesøg. Forsøget på at skabe en næsten religiøs optakt blev dog en smule undermineret af de femhundrede gæsters summen, snakken og råben – der tilsammen bevægede sig et godt stykke op ad decibel-skalaen.
Nina, Peter, Magnus, Bengt og Lasse slog på den første tangent præcis kl. 21.00, og havde alles fulde opmærksomhed fra starten af.
En god blanding af nyt og gammelt
I halvfems minutter stod de fem veloplagte svenskere på scenen, og delte ud af deres velkomponerede retropop-numre fra de første plader, deres inderlige og melankolske kærlighedssange fra Long Gone Before Daylight, og deres nyeste rock-numre fra Super Extra Gravity. Alt i alt fik vi serveret sytten numre, hvoraf ti var fra deres nyeste album (heriblandt ”Little Black Cloud”, og deres nye hit ”I Need Some Fine Wine Wine And You, You Need To Be Nicer”) og de øvrige en god blanding af numre fra det forrige album (heriblandt ”Live and Learn”, og ”Communication”) og numre fra før Cardigans femårige pause.
Det var tydeligt at se, hvordan publikum blev begejstret, når de hørte de velkendte toner fra numre som ”Erase and Rewind” og ”My Favorite Game”. De mere stille numre fra Long Gone Before Daylight lagde mere op til intens lytning, og selv om folk ikke rørte meget på sig, var deres opmærksomhed konstant fokuseret på Nina Perssons karakteristiske hæse, men smukke vokal, og på hendes fire habile musikere. De rockede numre fra det nye album Super Extra Gravity var dog ikke nær så effektive til at få publikum med, på trods af en enorm energi-udladning og musikalsk overskud fra musikerne.
Mere rock end pop
Indimellem fungerede deres lidt tungere rockmusik dog godt, specielt når guitaristerne lod de skrigende guitar-soloer få frit løb, og fandt den indre vildskab frem, der gemmer sig i de to eks-heavy-freaks Peter Svennson (guitar) og Magnus Sveningson (bassist). Bortset fra et par enkelte smuttere fungerede Nina Perssons vokal godt. Hun fremstår stadig som bandets varemærke, og det er hovedsageligt hende, der giver lyden dens særlige, originale karakter.
Der var en god dialog mellem publikum og musikerne, ikke mindst da Nina Persson kastede en hel buket roser ud til publikum, og fik dem kastet tilbage igen – for derefter at placere en af roserne i sin kavalergang og synge videre. Jo, den charmerende Nina Persson delte roser ud denne aften, i mere end én forstand…
Det indtryk, der havde printet sig fast hos mig efter koncerten, var at have oplevet et band i harmoni med sig selv, med en uudslukkelig spillelyst, og en musikalsk stil og attitude, der var langt mere rocket end poppet. De har dog ikke haft ligeså meget held med sangskrivningen på det nye album som med det foregående, men måske skal vi lige give dem tid til at vænne sig til deres nye identitet som rockband – hvis det altså er denne linje de vil fortsætte.
Der var i hvert fald ingen tvivl om, at publikum havde en fantastisk torsdag aften i selskab med Cardigans. Deres reaktion da bandet sagde farvel efter ekstranumrene, var som en baby der fjernes fra dens moder – det ellers rolige publikum skreg nu i vilden sky indtil Nina forbarmede sig, og atter kom ind og beroligede masserne med den smukke sang ”Communication”.
Der er vist noget om, at man ikke ved hvad man har, før man mister det.
