Glitter og glamour i en blandet fornøjelse
Nu har Valbyhallen aldrig været det mest charmerende spillested, men når der står rock med glamour på programmet, så passer rammerne ganske godt. Desværre var der ikke udsolgt denne torsdag aften, hvor The Darkness besøgte Danmark med endnu et album i bagagen og endnu et hit. Med sig havde de The Ark, som følger bandet på deres tur igennem Skandinavien. Kort sagt – det blev en meget blandet aften.
Koncerten i koncerten – The Ark
Karakter: 8/10
Kvart over otte gik svenske The Ark på scenen. Det var lige på og hårdt med ”Clamour For Glamour”, som i nogen tid har været at finde på P3’s playlister. Forsanger Ola Salo var iført stramme sorte bukser på den ganske ucharmerende måde med sort skindjakke med stor pelskrave – og så ellers intet indenunder. Men det var gennemført – og det show, som udspillede sig på scenen foran én, kunne ikke andet end at tage publikum med storm. Der var oplagt snakken fra Salo, guitarsoloer og adskillige numre, som virkede velkendte. Og så var der et publikum, der velvilligt sang med – mere velvilligt end under hovedkoncerten med The Darkness. At opleve Salo på vej ud over scenen med ”Let Your Body Decide” var et af højdepunkterne, hans ”Am I straight or am I gay?” i samme sang sagde det, som vi alle tænkte. Men det var herligt – direkte herligt – og det var umuligt ikke at smile. Det virkede på daværende tidspunkt som det mest geniale opvarmningsband til netop The Darkness.
”It Takes A Fool To Remain Sane”, som jeg personligt havde glædet mig meget til, blev desværre ødelagt af en distorted guitar, samt ukoncentreret spil – og (ifølge min ledsager) manglende backingvokal. The Ark sluttede af med ”One Of Us Is Gonna Die Young” – og publikum sluttede af med at synge omkvædet igen og igen mod scenen – selv efter, at The Ark gik af, og lyset blev tændt.
Uindfriede forventninger – The Darkness
Karakter: 4/10
Efter godt en halv times pause blev lyset igen dæmpet. Nu var det The Darkness, som er kendt for glamour, perler og pels (og rock selvfølgelig), der skulle på scenen. Publikum var oplagt – og det startede da også fremragende. Røg på scenen, atmosfærisk musik, og så lyset, der blev tændt punktvist. Først på nok bedste mand på scenen for The Darkness denne aften, trommeslager Ed Graham, derefter på bassist Richie Edwards, så guitarist Dan Hawkins – og til sidst forsanger Justin Hawkins, som simpelthen floppede i sammenligningen med The Arks Salo. Han var i sort/hvide bukser med snørelukning – lige så ucharmerende som Salo, men det var som om, at glamourdelen er gået af The Darkness, som i stedet forsøger sig med rock på den voksne måde, men uden at det giver den store mening. Allerede som andet track hev The Darkness ”One Way Ticket” frem, som blev givet i en fin udgave, men det var nu nok for tidligt, fordi der ikke var så meget mere i posen – selvom både ”Black Shuck” og ”Girlfriend” kom godt igennem.
Men der var noget, det manglede denne aften. Efter ca. ti numre og en irriterende lang jamsession blev lyset dæmpet, keyboardet fundet frem – og Justin gav første vers af Stevie Wonders ”I Just Called To Say I Love You” – spøjs oplevelse. Og så var det, at vi egentlig bestemte os for at gå. Det var for tyndt kort sagt, der var ikke nok bid, ikke nok kant. I foyeren var der jævnt fyldt, hvilket understregede, at vi ikke var de eneste, der var skuffede. Og det samme gjaldt på Ellebjerg Station, hvor aftenen sluttede med en tur hjem med DSB i nattekulden.
