Ny kampklar kandidat til tronen i dansk rock
Der stod indie og alternativ rock på menuen, da de tre ambitiøse upcomere I am Bones, Gravy og Veto spillede på Voxhall fredag aften. Det skal dog ikke være nogen hemmelighed, at aftenens største begivenhed og trækplaster var århusianske Veto. Det kunne i den grad mærkes på publikum, der i den første halvanden time opførte sig som en gruppe maraton-løbere, der netop havde passeret målstregen – her var absolut ingen energi tilstede. Lige indtil Veto trådte ind på scenen, og forvandlede aftenen til uforglemmelig koncertoplevelse, i en manifestering af, hvad der kan ligne et vendepunkt i dansk rockhistorie.
Manglende stilsikkerhed fra I Am Bones
I Am Bones, der også har ophav i Århus, var første band på scenen. Med tre guitarer og en bas i front var der dømt simplistisk tråd-rock for alle pengene. Alligevel var udtrykket ikke helt så stilsikkert, som man kunne have håbet på. Deres hit-single “Building Hospitals” befinder sig i et noget blødere område end bandets øvrige repertoire, der endte ud i tung og aggressiv råbe-rock med lidt for mange associationer til naiv ungdoms-rebelskhed og ungdomshuse. Forsanger Johannes Gammelbys vokal fungerede ikke optimalt, og slet ikke i kombination med bandets andenvokal Mads Hansen. Det tyder på, at I Am Bones mangler den mængde sceneerfaring og bevidsthed omkring deres livelyd, der kræves, hvis de vil have formidlet deres, ofte velskrevne, numre ordentligt på en scene.
Gravy uden særpræg
Efter en kort pause gik Gravy i gang. Med Nikolaj Grummesgårds karakteristiske, forkølede vokal i centrum for indie-kvintetten, spillede de sig igennem de bedste numre fra deres roste debut-plade, heriblandt “Meltdown”, “That Girl, Behind The Walls” og “Party In The Mens Room” . Gravy, der kredser omkring punk, garage, og lo-fi slacker-rock fungerer bedst når de lader inspirationskilderne fra 70’ernenes univers og country skinne igennem. Desværre var det ikke alle lyd-elementerne fra albummet, der trådte ordentligt frem live. Keyboardet kom til at stå for meget i baggrunden, og guitarerne havde ikke det særpræg, der kendetegner Gravy normalt. Lyden flød for meget sammen til en pærevælling uden plads til de enkelte instrumenter. Og hvorfor det er nødvendigt at have to trommeslagere til at spille synkront på hver deres trommesæt, må stå hen i det uvisse.
En helt anden liga
Publikum var efterhånden mast godt sammen foran Voxhall’s lille scene. I Am Bones og Gravy havde ikke just skruet op for forventningerne til det tredje band på programmet, og der var næppe mange, der havde forudset, at det musikalske niveau om få minutter ville blive trukket op i en hel anden liga. Men da Veto gik på, skete der noget med publikum. Fra første nummer havde de samtlige tilstedeværende i deres hule hånd. Det var en kombination af mange ting, der gjorde udslaget. Først og fremmest var det Troels Abrahamsen, der med sin blændende smukke vokal, som må siges at være Vetos fornemste instrument, fik alle til at spidse ører. Hans stemme rummer det hele; højde, dybde, kant, følelse og aggressivitet.
Men det er ikke kun Troels, der skal krediteres. Over hele linjen herskede en enorm musikalitet, præcis timing og rytmisk nøjagtighed, der dannede ramme om et yderst facetteret og komplekst lydbillede. Veto gjorde godt brug af elektroniske komponenter fra både laptops og keyboards. Rocklyden gik hånd i hånd med underliggende beats, og skabte en unik blanding af organisk og elektronisk lyd, med aftryk fra navne som Radiohead, The Cure og Bravery. Gåsehuden meldte sig konstant når Veto bevægede sig fra de helt voldsomme, dramatiske og aggressive udbrud over i de fintfølte, melankolske og rørende udtryk, i numre som ”Everything Else But Us Is Falling Apart”, ”You Are a Knife”, ”Cannibal” og ”from A to B”.
Veto spillede omtrent en time, og holdt publikum, heriblandt denne anmelder, fuldstændigt paralyseret fra start til slut. Veto har virkelig det hele i sig; det er originalt, det fyldt med ideer, det rykker og det rører – og så er det hamrende musikalsk. Hvis nogen påstår at Kashmir og Mew er de eneste der kæmper om tronen i dansk rockmusik er der hermed nedlagt Veto. Skal man vove et kig i krystalkuglen, så tror jeg, at folk om mange år vil se tilbage på Veto som bandet, der satte helt nye standarder for dansk rock. Og lad os bare få det på det rene – Veto fortjener 10 ud af 10 stjerner for aftenens præstation, og det kan hverken Gravy eller I Am Bones lave om på.
