Elektronisk lir – selvfedt og poleret
Synthersizersound med rockguitar, scenen på Lille Vega badet i et rødt røglys, fire skygger på lige linje tonede frem gennem belysningen. Det så sejt ud, rigtig sejt og helt strømlinet, hvilket må være denne lørdag aftens kodeord, for under den lange ukendte intro, satte Spleen United temaet på plads: Elektronisk lir – selvfedt og poleret.
Da maskerne faldt, blev silhuetterne til fem mænd iklædt sort tøj, mørkt hår og skæg. De bevægede sig ud i den seneste single ”Spleen United”, selvfedt – og med et touch af den selvsikkerhed, der betoner, hvem de er, forenet med en fantastisk lyd og en forsikring om, at ”I får kærlighed i Spleen United”. Som publikum glædede vi os til at blive forkælet!
Spleen united er et band af få ord, og de fortsatte da også deres fortælling med ”Into The Future”. Forsanger Bjarke Niemanns stemme, som var perfekt både i falsetten, men også i dybden, og som blev fuldendt helt af Kasper Nørlunds diskant (over)-stemme. Sammen gav de de få ord dybde og klang, men for dem, som ikke kendte teksterne i forvejen, var det svært at danne sig et indtryk af lyrikken – så bliver sangen nærmest et instrument i den elektroniske sound. Og herfra en kritik. Hvis Spleen United virkelig vil fortælle os som publikum noget, forbliver det lidt for meget i musikken og på scenen. Kort sagt formåede de denne aften ikke at komme ud over scenekanten og ud til publikum.
Det understreges af, at der først med nummeret ”She Falls In Love With Machines” kom lidt gang i publikum, som indtil videre blot havde rocket lidt med med anerkendende nik med hovedet.
Senere på aftenen introducerede bandet et nyt nummer med samme gennemgående tema som på debutalbummet – hvorefter de fortsatte over i ”In Peak Fitness Condition”, – og førte publikum tilbage i de nikkende, anerkendende hoveder. Hoppen og klappen var der ikke spor af, måske meget naturligt set i forhold til Spleen Uniteds sceneshow, hvor bandets medlemmer stod på akkurat samme måde – meget indadvendt og med hovederne bøjet over deres instrumenter og med lukkede øjne.
Efter kun 45 minutter var det slut. Publikum klappede og viste begejstring – og igen i selvfedhedens tegn gik Spleen United ikke engang ud og ind igen, før de fortsatte med ekstranummeret ”Heroin Unltd” og derefter titelnummeret på deres debut Godspeed Into The Mainstream. Publikum accepterede, at det var slut efter en times tid, men der blev ikke for alvor klappet igennem for at få flere ekstranumre – måske fordi Spleen United havde spillet alt, de havde – og kan man forlange mere af et band, der kun har udgivet en gang?
Den time, koncerten tog, viste Spleen United som en samling musikalsk dygtige fyre, og der var ingen tvivl om, at de spiller godt, men det var for poleret og for meget som deres debutalbum. Det beskrives bedst som en melankolsk trance, der er indadvendt og dermed ikke når ud til publikum.
Lidt hårdt sagt var det en middelmådig koncert. Musikken var lækkerier af elektronisk lir, men scenen lukkede sig omkring Spleen United i deres eget lille univers, mens publikum fandt sig selv efterladt i den virkelige verden – fjernt fra musikkens.
