The Royal Highness-interview

Foto: Flash Studios
Foto: Flash Studios

Eksportvare Danish Deluxe

Her i marts drog en række danske bands til Austin, Texas, nærmere betegnet til den anerkendte branchefestival South By Southwest, der i år fejrede 20 års jubilæum. Diskant har netop interviewet både Sarah Hepburn og Veto, som er to af de udvalgte – et andet skud på stammen er The Royal Highness, som før de drog til festivalen kom med svar på tiltale, da Diskant stillede spørgsmålet: Er dansk musik en eksportvare?

Men først skal der være plads til lidt præsentation, for det er ikke mange, der kender The Royal Higness, som dog heller ikke har en debut på markedet endnu, men det er nu ikke grund til ikke at kende bandet. Det blev dannet i sommeren 2004 og på det halvandet år bandet har bag sig, er det blevet til sangskrivning med Alain Johannes og Natasha Shneider (Queens of the Stone Age, Chris Cornell m.m.), en kontrakt med EMI Music Publishing, erhvervelse af manager Jonathan Morley (Tina Dickow) – og koncerter i ikke blot Danmark, men også i lande som USA og Australien.

Men det siger jo ikke noget om musikken. Så jeg beder Thomas Broge-Starck, bassist i The Royal Highness, beskrive musikken for den ukendte lytter.

“Vi har set det som vores primære formål at putte ’the swing back in rock’. Vi mente, det var alt for sjældent, at man hørte rockmusik, der rent faktisk swingede, og alt det, vi i bandet hører, det være sig Zeppelin, AC/DC, Kiss, Creedence Clearwater Revival, det havde jo netop det. Men på den anden side syntes vi heller ikke, det var sjovt at prøve at efterligne dem. Så vi smed lidt punk oveni, en god gang stoner-rock, et dash af country, skruede lige lidt ekstra op for knappen med forvrængeren, og lidt ned for tempoet, og så… så blev det til The Royal Highness. Lidt groft sagt er vi det eneste fucking rockband i Danmark, der ikke enten tuder eller spiller tøseheavy..”

Det sidste leveres med et grin, men alligevel er der ikke tvivl om, at det er Thomas’ mening. Han fortsætter med at snakke lidt om baggrunden for The Royal Highness – og især sin egen vej til bandet.

“Ja, min vej til The Royal Highness er lang og kedelig. Jeg har spillet altid – og med rigtig mange, men milepælene er da The Royal Highness, Mad Parker som jeg spillede med i en del år, og naturligvis da jeg spillede blokfløjte til forårskoncerten i folkeren i 3. klasse. Men altså… for mit vedkommende har der aldrig rigtig været andet and musik. Jeg startede med at spille, da jeg var 6, og det er jeg så aldrig rigtig stoppet med. Jeg kan virkelig ikke andet. Jeg har ingen uddannelse, og jeg har aldrig beskæftiget mig med andet end musik.”

“Hvis man ser på The Royal Highness som band, så opstod vores musik, fordi vi alle tre (The Royal Highness var en trio det første års tid, red.) bare spillede præcis det, vi synes var fedt, på hvert vores instrument: Jeg er meget til stonerrock som Kyuss og Masters of Reality og naturligvis det gamle Black Sabbath. Mads (Valther, trommer, red.) har en kæmpe blues- og jazzbaggrund med fra sin familie. Han var jo nærmest tømret fast til trommestolen på Mojo, indtil vi fik ham brækket fri. Og derfor er det også faldet meget naturligt at have rocktrommer med bluesrødder i bandet. Dennis (Kasten, vokal og guitar, red.) har hørt alt 60er-70er rock, der findes, hvor sangeren kan skrige. Creedence, Zeppelin, osv… Så ja… You go figure…”

Humoren er tydelig. Som Thomas nævner, så startede The Royal Higness som en trio, indtil de i efteråret 2005 fik ex-span-guitaristen Joff Fridtjof Nilsen med. Dermed er The Royal Highness, som skrevet, et relativt ungt band, hvorfor det også kan undre mange, at bandet er kommet så langt allerede. Det er oplagt at spørge, hvordan det har kunnet lade sig gøre at nå så vidt på så kort tid?

“Fucking. Hårdt. Arbejde. Så let er det. Vi er 4 i bandet, og når vi ikke skriver eller øver, så laver vi IKKE andet end at bruge al vores tid på at få de SINDSYGESTE idéer, og så bagefter på at gennemføre dem, eller i hvert fald presse os selv til det yderste for at forsøge. Der er flere der tror, at vi har fået den famøse appelsin i turbanen, og den kan jeg roligt mane i jorden. Vi knokler, og vi knokler 24/7. Og alle, der arbejder mindre end det, kan godt skyde en pind efter alt, for det kræver det sgu. Den der med at øve 3 timer om ugen og spille en koncert om måneden og så det løse… det giver ikke noget som helst. Man må satse – og vi har givet det alt, vi har kunnet fra starten af.”

Og The Royal Highness er måske netop nået så vidt på grund af hårdt arbejde. Jeg spørger, om der er planer om et debutalbum?

“Vi signede med EMI meget tidligt i vores karriere, men ikke med pladeselskabet. Med forlaget. Vi havde lidt det dogme, at vi ikke ville udgive en plade, før vores livefollowing var fucking stort. Derfor fik vi i stedet en publisher (EMI, red.) og en manager (Jonathan Morley, red.), som kunne hjælpe os hen i mod det mål. Der er vi snart ved at være, og vi går også i gang med pladen, når vi kommer hjem fra Austin, men vi har stadig ikke skrevet under på en pladekontrakt.”

Naturligt glider det over i festivalen. Jeg spørger, om Thomas kan fortælle lidt om deres forventninger til turen. Det kommer mere til at handle om at spille i udlandet, som ikke er noget helt nyt for The Royal Higness.

“Det er fantastisk at spille meget i udlandet. I Austin, hvor South By Southwest finder sted, ligger der 68 dedikerede spillesteder, og Austin er altså mindre end København. Og sådan er der mange byer i USA, der er, så vores muligheder for at turnere er bare 1000 gange større, end hvis muligheden “kun” var de samme 15 steder i Danmark, som alle andre skiftes til at spille på. Vi elsker at spille i Danmark. Men i USA og England er
der bare en meget større og ældre tradition for at gå på rockklub og for at flippe fuldstændig ud. Det er sgu så cool.”

Og så er det, at vi når det spørgsmål, som det hele handler om. ”Betragter I jer som en eksportvare frem for alt?” spørger jeg og uddyber: ”Appellerer I mere til den nutidige udenlandske end den nutidige danske scene?”

“Haha, eksportvare… men ja 100%. For det første er vores musik meget mere populært i USA, England, Tyskland, Australien og de andre væsentlige markeder, end det er i Danmark. Og for det andet skal man jo bare kigge på vores følge: I USA/England, har vi 4 advokater, 1 manager, 3 agenter, 2 tourmanagere osv., som alle arbejder røven ud af bukserne for os. Herhjemme har vi jo knap nok en booker. Hele vores efterår er baseret på tur i Europa… så ja helt klart. Eksportvare!”

Written By
More from Pernille Yding
Sidste Ambulance: Det ville være uforskammet ikke at gøre det godt
Efter 30 minutter på scenen stod Sidste Ambulance pludselig med champagne og...
Read More
0 replies on “The Royal Highness-interview”