Glimtvis enestående, men mestendels sådan lidt både og
Skotske Mogwai kigger med dette deres femte album nok mere bagud end fremad. Måske i erkendelse af, at bandets udgangsfundament er mere deres base end de mere tilbagelænede og mindre pågående lydflader, som de især har betrådt på deres sidste par udgivelser. Dette betyder på ingen måde, at nyeste Mr. Beast er ligeså konfronterende, aggressiv og støjrocket, som eksempelvis debutalbummet Young Team fra 1997, men en vis tilbagevenden til den hvide støj, det er der da tale om. Men en egentlig genopfindelse af sit oprindelige udtryk – som der meldes ud om flere steder – det synes jeg nu ikke.
Genopdagelsen af støjrocken og dens lydlige, æstetiske potentiale, er for mit vedkommende et meget velkomment skridt tilbage. Dog er det støjbaserede element ikke så markant fremtrædende, at dét alene er særligt betegnende for albummet. Som sådan er der mere tale om en meget overvejet og konstrueret tilgang, hvor det stemningsfulde får mere nuance og kant i og med, at det flere steder på Mr. Beast spilles op imod det mere skurrende. Den for det skotske band så velkendte formel, hvor sindrigt opbyggede numre udvikler sig frem mod massive og bidende elektriske lydbilleder, genkendes igen på Mr. Beast i Mogwai’s meget kompetente og stilsikre musik. Deres udgave af en på en gang farlig og behagelig postrock, rammer flere steder på albummet enestående plet, men der er også nogle tracks, der aldrig rigtigt folder sig ud. Nogle af kompositionerne fremstår statiske og noget uengagerende, og er, uden at være decideret dårlige, tæt på at opleves som fillers. Det er især omkring midten af albummet, at Mogwai’s figurer snor sig mere ind i sig selv end udad.
Derimod lægges der fornemt ud med en stribe tracks af høj kvalitet og inciterende kreativt niveau. Åbningsnummeret, den indeklemte ”Auto Rock”, starter i det stille med atmosfærisk piano, men afløses effektivt af toeren, den direkte, og for Mogwai ganske klassiske, ”Glasgow Mega-Snake”. Nummer tre, ”Acid Food”, byder på et af albummets mere iderige kompositioner, hvor mere typiske Mogwaiske tirader iklædes en eminent lapsteel guitar, der med følt atmosfærisk nerve på excellent og organisk facon, flyder ind i bandets stramt kontrollerede figurer. En rigtig god begyndelse på et album, der som sagt taber noget på midten, men så vinder noget af det tabte tilbage på albummets sidste tredjedel.
Faktisk er det lidt svært, at sætte en finger på, hvad det er helt præcist, der ikke helt fungerer på Mr. Beast. Da Mogwai er så pokkers dygtige til det, de gør, er det mest fornemmelsen af, at der ligesom mangler et eller andet, der efterlader et lidt rynket indtryk af Mr. Beast. Men når det fungerer bedst, så er det lige dele smukt, medrivende og pokkers solidt.