Genopstanden støjrock
På trods af at der er gået adskillige år siden Speaker Bite Me indspillede et album. På trods af at det er deres første turné sammen i cirka lige så mange år (de har dog spillet enkelte koncerter her og der). På trods af at Lille Vegas lørdagspublikum var lidt for højrøstet, så leverede Speaker Bite Me varerne og viste, at de er tilbage med fornyet styrke og masser af rutine, muligvis som kongerne og dronningen af dansk støjrock?
Opvarmningsakten, Heidi Mortenson, prøvede energisk at sparke gang i publikum med sit eklektiske human-beatbox-sprechteil-meister-Chicks on Speed-inspirerede-show, hvor der blandt andet blev delt stjernekastere ud til publikum. Allerede her var det som om en del af publikum havde travlt med noget andet og Heidi Mortensons ellers udmærkede og vanvittige show fik måske ikke den opmærksomhed, hun havde fortjent. Der gik ikke lang tid, fra hun gik af scenen med ordene om, at Speaker Bite Me ville gå på om lidt, til en del af publikum begyndte at stimle sammen oppe foran. De fleste lå i en aldersgruppe, der indikerede, at de var klar til at møde Speaker Bite Me – igen, som et gammelt bekendtskab, mens der også var en del, der formentlig har været lidt for unge til at have oplevet Speaker Bite Me’s første “storhedsperiode” i slutningen af 1990’erne.
Speaker Bite Me gik på scenen med store smil og udstrålede generelt en glæde over at spille sammen igen efter en længere pause og forskellige medlemmers solokarrierer. De lagde ud med indledningsnummeret fra If Love is missing It Must Be Imposed, “UH-AH”. Ifølge Signe Høirup Wille-Jørgensen føltes det rigtigt at starte sådan, endnu en indikator på at bandet er tilbage. Men Speaker Bite Me er ikke kun tilbage på den danske scene for at lire deres gamle “hitparade” af, hvis der altså nogensinde har været tale om deciderede hits. Dette understregede de ved at spille en række af nye og ganske anderledes numre; en stil, der allerede blev lagt fra andet nummer, “Just Stop “.
De to dominerende figurer i Speaker Bite Me, guitaristerne og sangerne Martin Ryum (i charmeklud) og Signe Høirup Wille-Jørgensen (røde støvler, røde bukser og rød guitar) var placeret til hver sin side på scenen med bassist Kasper Deurell i midten. På den måde havde de to guitarister fri adgang til at skabe deres lydkollager af feedback og dissonans ved at føre deres skarpladte guitarer hen imod og væk fra højtalerne, samt bestyre deres virvar af pedaler – vigtige ingredienser når man spiller støjrock. Selvom dette er en stor del af Speaker Bite Me’s udtryk, viste de bredde og komplementerede de støjende guitarbaserede sange med mere minimalistiske og mindre støjende numre. Således tilbragte Ryum lidt under halvdelen af koncerten bag tangenterne, der også blev frekventeret et par gange af Wille-Jørgensen og en enkelt gang af Deurell. Enkelte numre var decideret uden guitarer og blev bygget op omkring simple rytmer fra keyboards, bas og Emil Landgreens tighte trommespil. På et tidspunkt byttede Wille-Jørgensen desuden guitaren ud med et par trommestikker til at slå på mikrofonstativet og forskellige dele af Vega med.
At Speaker Bite Me er midt i en proces med at skrive numre til den lovede plade i 2007 blev blandt andet illustreret ved at Ryum introducerede et nummer med titlen “Grasshopper”, men Wille-Jørgensen skyndte sig at tilføje, at det altså kun var den foreløbige titel. Ud fra det udsnit af nye numre, de valgte at spille, glæder jeg mig personligt, ligegyldigt hvad numrene kommer til at hedde. Blandt de nye numre var min favorit det mareridtsagtige “Bali”. Nummeret var baseret på en vanvittig rytme og to keyboards og det lød som en bizar kabaret-møder-Sonic Youth udgave af Speaker Bite Me.
Et par enkelte gange opstod der småfejl, der kan tilskrives gruppens lange pause. Blandt andet måtte Ryum starte et nummer forfra, Deurell skulle have lidt instruktioner fra Wille-Jørgensen og de to sangeres ellers glimrende vokaler stødte sammen og medførte latter i den tekstrige og tempofyldte “Lights & Buildings”. Disse fejl kan dog ikke tillægges større betydning og overskyggedes af bandets intensitet på scenen.
Nogle af Speaker Bite Me’s numre bygges stille op hen imod mere støjende passager, men desværre valgte dele af publikum ikke at respektere dette. En gang måtte Wille-Jørgensen oplyse, at nummeret altså var gået i gang og både Ryum og Wille-Jørgensen var lidt uforstående overfor en mand, der valgte at stille sig helt op foran scenen for at tale i mobiltelefon. Dette er formentlig, hvad der sker lørdag aften på Vega, der straks efter koncerten omdannes til natklub. Dog skulle Speaker Bite Me først intenst og koncentreret have støjet, sunget, danset, hvæset, grinet og skreget sig igennem et fornemt sammensat set på 15 numre, der varede lidt over en time. Settet tilgodeså både de dele af publikum, der ville høre gamle numre, de der ville høre noget nyt, de der søgte forvrængede distortion-lyde og dem med hang til Speaker Bite Me’s mere poppede og vokalbaserede sange.
Speaker Bite Me viste, at de slet ikke er færdige med at spille og at deres musik ikke er blevet mindre relevant i dag efter 5 års fravær. På trods af at det har været 5 år, hvor den danske alternative musikscene har blomstret med en række forskellige udtryk, mener jeg, at Speaker Bite Me konsoliderede deres status indenfor den danske støjrockscene lørdag aften i København. En god del af Vegas publikum er formentlig enig med mig efter bifaldet at dømme. Speaker Bite Me er tilbage.
Set-liste:
UH-AH
Just Stop
Value of an Hour
When I wish
Grasshopper
AHA
Lights & Buildings
Starcake
Teach Me Tiger
Bali
Crackwhore
Landscapes
You Lost It
——-
Lesson One
Punk the Pam