Spraglet album fra Burns og Convertino
Calexico har tidligere proklameret, at Garden Ruin ville blive et lettere tilgængeligt og mere poppet album end deres fire forrige. Dette er ramt meget godt, men samtidig er albummet også langt mere rodet. Det er som om Joey Burns og John Convertino ikke har vidst, hvilket ben de har skullet stå på, hvilket har resulteret i 11 numre, der helt mangler sammenhængskraft.
Det er ikke længere mariachi-guitarerne, trompeterne eller steelguitaren, der dominerer i Calexico’s lydbillede. Instrumenterne findes stadig på de fleste af albummets 11 numre, men omdrejningspunktet har flyttet fokus til Joey Burns’ sarte vokal. Turene ud i de åbne landskaber i Tucson, Arizona, som Calexico tidligere inviterede sine lyttere med på er blevet skiftet ud med et mere bakket landskab, hvor det går op og ned mellem genrer, og hvor indtrykkene hele tiden skifter.
Der er små popnumre som de irriterende og Josh Rouse-lignende ”Bisbee Blues” og ”Lucky Dime”, der er den hviskende ”Smash” og der er den rockede afslutter ”All Systems Red”. Men der er heldigvis også klassisk Calexico med numrene ”Roka” og til dels åbneren og første single ”Cruel”. De rent instrumentale numre er røget i det skarpe sving Calexico har taget ned af den mere tilgængelige vej. En vej primært belagt med asfalt, der ikke støver nær så meget som den mere grusede vej Calexico tidligere har kørt på.
Garden Ruin er ikke Calexico i topform. Det er et spraglet album sat sammen af farver, der på ingen måde matcher – og så hjælper det ikke af nogen af farverne rent faktisk er ganske kønne.
