Josh Ritter charmerede sig ind i hjertet på publikum
Der var dømt hygge denne fredag aften i Lille Vega. Josh Ritter var nemlig blevet booket til at give koncert som hovednavn. Sidst han var i Danmark var han solo på scenen med sin akustiske guitar som opvarmer for Damien Rice. Allerede dengang fik man et godt indblik i de små fine Ritter’ske melodier i almindelighed og hans overvældende charme i særdeleshed. Stille hygge var altså hvad man kunne forvente af denne aften.
Og hyggeligt blev det. Præcis klokken 22 entrerede en storsmilende Josh Ritter scenen sammen med sit tre mand lille band – en på keyboard, en på bas og en bag trommerne. Smilet forblev på Ritter’s læber hele aftenen og forplantede sig langsomt til de mange kvindelige publikummer, der ligesom den mandlige del måtte overgive sig til den krølhårede lille mands charme.
Musikken var som man kunne forvente det. Harmløst og melodisk lagde det sig tæt op af den amerikanske sanger- og sangskrivertradition, hvor den akustiske guitar spiller en central rolle. Ikke synderligt originalt, men Josh Ritter har trods alt flere gode numre at byde på end de fleste udøvere af denne genre. Tag for eksempel ”Harrisburg”, ”Golden Age of Radio”, ”Me & Jiggs” og ”Lillian” – numre der for de flestes vedkommende blev bedre live. Bare ikke ”Harrisburg”, der blev ødelagt ved midtvejs at blive afbrudt af The Temptations’ ”Papa Was a Rolling Stone”, der blev halvt rappet halvt sunget af bassisten. Synd at et af de numre, der skulle have været blandt aftenens højdepunkter blev ødelagt på den måde.
Josh Ritter var i godt humør og talte ofte ud til publikum. Især historien, om hvordan man, med hjælp fra et kassettebånd med ”Denmarks finest artist Lionel Richie” og en bil, kan score sig en pæn pige, vakte latter. Historien indledte selvsagt Ritter’s hyldest til ”Kathleen”.
Blander man Josh Ritter’s sange, der med ”Me & Jiggs” i spidsen, ofte bringer ens tanker hen på lejrbål, med hans charme, kan man næsten ikke andet end at blive underholdt. Og det til trods for, at Ritter stadig ikke har 16 rigtig gode numre.
Sætliste:
1. Other Side
2. Monster Ballads
3. Good Man
4. Me & Jiggs
5. Wolves
6. Harrisburg
7. Girl in the War
8. Hotel Song
9. Lillian
10. Kathleen
11. Thin Blue Flame
12. Golden Age of Radio
13. Snow Is Gone
—
14. California
15. Come and Find Me
16. Such a Night (med Nicolai Dunger)