For få eksperimenter på Adems andet soloudspil
Adem Ilhan er med Love and Other Planets klar med sit andet soloalbum siden han og Kieran Hebden i 2001 udgav det sidste album med bandet Fridge. De elektroniske elementer er delvist bevaret, men de er, som på debuten Homesongs fra 2004, nu blevet blandet godt og grundigt med Adems umiskendelige hang til singer-songwriter genren.
Hvor Homesongs tilbage i 2004 lød frisk og velkomponeret, er det som om Love and Other Planets i al sin pænhed går hen og bliver lidt kedelig at lytte til inden Cd’en har nået at snurre ret mange gange. Melodierne er egentligt ganske gode og velkomponerede, men det er som om der er gjort lidt for meget for at få det hele til at glide så let ned muligt. Overraskelserne mangler simpelthen i den noget nedtrykkede stemning, der må siges at være Adems varemærke. Albummets tema synes i øvrigt at være noget så flyvsk som kærlighed beskrevet med hjælp fra astronomiens terminologi.
Der er dog sange, der stikker ud af mængden og udmærker sig som ganske udmærkede små folktronica numre. Deriblandt er ”Something’s Going to Come”, der med sit ’naa-naa-na-na-na-naa’-omkvæd og behagelige akustiske guitar løfter nummeret fra at være kedeligt til at være dejligt afvekslende. ”Launch Yourself” blander fint den organiske lyd med den uorganiske og fremstår med sine små indie-klap ganske friskt og er sammen med det Coldplay-lignende ”These Lights are Meaningfull” albummets mest oplagte bud på en ørehænger.
Love and Other Planets vil givetvis behage en stor del af dem, der holdt af Homesongs, men ønsker man noget lidt mere eksperimenterende skal man nok vælge en anden indenfor genren. Må jeg foreslå Tunng, Merz eller Loney, dear, der alle har udgivet albums i år.