OH YES!!
Med krøllet hår og koklokker, Ghostbusters og Bob Dylan leverede jyske Oh No Ono prog-pop festen der ikke måtte ende.
Lørdag aften kl. 22.45 skete der noget højst usædvanligt på Rust. Politiet leder stadig efter spor i sagen om fem fyre fra Aalborg, der indtog den rustikke scene nær Skt. Hans Torv og nådesløst saboterede folks forventninger til dansk popmusik, og efter alt at dømme også slap væk med diverse uerstatteligheder i form af publikums uforbeholdne opmærksomhed og endeløse kærlighed. Vidner efterlyses.
Magen til frækhed skal man altså lede længe efter. Her har man passet sig selv i den gode tro at dansk popmusik hverken kan være uforudsigeligt, spændende eller sjovt for den sags skyld. Denne påstand blev dog på det kraftigste skudt i sænk, da København fik sig et dusin yderst appetitvækkende smagsprøver fra det bizarre broderskab, der kalder sig selv Oh No Ono.
Med en blanding af syv spritnye numre fra det kommende debutalbum, samt fire gamle sange fra den enestående EP Now You Know og sågar et hysterisk cover af Bob Dylans ”Subterranean Homesick Blues”, havde Oh No Ono det tætpakkede Rust i deres hule hånd. Lyden var ikke bare upåklagelig. Den var enestående. Lyde der normalt gør sig bedst på CD, så som flerstemmede vokalharmonier, elektroniske trommer, vildniset af lyde fra Kristian Olsens synthesizer og keyboard, var denne aften krystalklare og perfekt mixet, således at Malthe Fischers flabede vokal kunne få frit spillerum.
Den ellers så stilfærdige trommeslager, Kristoffer Rom, transformerede sig til intet mindre end en Hulk på trommerne, der blev nådesløst gennemtævet med undtagelse af få pauser, hvor han i stedet foldede sig ud i en ekvilibristisk omgang koklokke og elektroniske trommer. Flankeret af to yderst veloplagte baggrundssyngende krøltoppe Aske Zidore på guitar og nytilkomne friske pust, bassisten Nis Svoldgård, lignede Malthe og resten af Oh No Ono dermed det danske svar på de ligeledes progressivt tænkende afroer i The Mars Volta.
Jeg har ikke været i Jylland i meget lang tid og har aldrig været i Canada. Men mit billede af de to steder er efterhånden meget ens: Utopier hvor alle de talentfulde bands render nøgne rundt, hånd i hånd, med blomster i håret og skaber banebrydende musik for kræsne ører. Jylland er altså det nye Canada. Et stort kunstnerisk kollektiv af unikke bands der støtter hinanden, hvilket også var tilfældet denne lørdag aften, hvor medlemmer fra Junior Senior, Figurines, The Blue Van og selvfølgelig Thomas Troelsen – hvis Deltalab Studios blev brugt til at indspille Oh No Onos nye album – var dukket op for at være vidne til Oh No Onos vellykkede Coup De Musique.
En gammel favorit, den Mr. Bungle-agtige ”Fat Simon Says”, blev spillet i en ny udgave, der gjorde den mærkelige sang om end mere bizar end før. Opfindsomhed var ingenlunde en mangelvare denne aften, hvor Oh No Ono smeltede new wave, poppunk, funk og indie sammen til et ægte overflødigheds (guld) horn af glæde. Højdepunktet var dog det sidste nummer før rock n’ roll klichéen ”the encore” (eller ekstranummeret), nemlig den usandsynlig space-funky ”Practical Money Skills for Life”, der vil være en oplagt singlekandidat med samme kult- og dansepotentiale som Junior Seniors ”Move your Feet”. Der var dømt firser, men endnu mere fremtid. Selvom Ghostbustertemaet til tider synes at lure i Oh No Onos lækre lydcollager, så var det endnu mere fremtidens lyd vi hørte denne aften. Og de næste mange år ser usandsynlig lyse for de fem unge knægte.
Vidner siger at drengene blev spottet blandt pøblen senere på aften, og de virkede efter sigende upåvirket af deres heroiske (eller uanstændige ifølge musikpolitiet) handlinger tidligere på aften.
Hvis V er for Vendetta, så må O være bogstavet for den danske musikrevolution, vi forhåbentligt vil være vidne til d. 28 august i år, når debutalbummet Yes er på gaden. Lørdag aften på Rust gav de fem umaskerede banditter dog mere end blot en smagsprøve på denne skæbnedag; de leverede en all- you-can-eat buffet af velkomponeret, opfindsomt og iørefaldende musik, der appellerede ligeledes til teknisk begavede musiknørder som til danseglade teenagepiger.
Oh No Ono lukkede og slukkede med sangen ”Always the Same”, men lørdag aften varslede ironisk nok om nye tider inden for dansk populærmusik – med Oh No Ono i spidsen selvfølgelig. På Rust måtte vi derfor bøje os ærbødigt i sandhedens støv og erkende at dansk pop aldrig har lydt så idérigt. Bravo!
