Enestående M. Ward
Selvsikkert som en løve på savannen indtog M. Ward tirsdag aften Lille Vega, og gav publikum en åbenbaring de fleste af os sent vil glemme, og som gav Wards samtidige singer-songwritere noget at tænke over. For til trods for, at M. Ward på sit nyeste album, Post-War, for første gang er omgivet af et helt band, var han denne aften helt alene på scenen sammen med sin akustiske guitar, sit klaver og mundharmonikaen, der dog ikke blev så flittigt benyttet – og det fungerede!
Det var bestemt ikke kedeligt, hvad den amerikanske musiker kunne få ud af den sparsomme instrumentering. Vandrende rundt på scenen åbnede Matt Ward koncerten med et langt instrumentalt nummer spillet på den akustiske guitar, for derefter at give sig i kast med et af de mange gode numre fra Post-War, ”Chinese Translation”. Nummeret blev efterfulgt af ”Requiem”, og det og utallige andre af numrene fra aftenens playliste fik slået godt og grundigt fast, at Ward er en fremragende guitarist og en af de vigtigste troubadourer vi har lige nu. Især ”Vincent O’Brien” fra Transfiguration of Vincent (2003), hvor M. Ward siddende bag klaveret forsøgte at finde ud af hvad man gør når ens sande elskede forlader en, var en fornøjelse ud over de sædvanlige.
På trods af, at der i M. Wards bagkatalog er gode numre nok til en mange timers musikalsk underholdning, var der også tid til at hylde den feterede og misforståede kunstner Daniel Johnston med numrene ”Story of an Artist” og ”To Go Home”. Især førstnævnte er et oplagt hit i hænderne på en følsom sanger som Matt Ward, der med sin tidløse lyd og sprøde og tørre røst gør, at man føler sig hensat til et sted udenfor tid og rum.
Matt Ward er ikke af den snakkesalige og historiefortællende slags, men det gør absolut intet. Sangene taler for sig selv. Og i den nøgne indpakning de blev leveret i denne aften, var det en fryd at kunne lytte sig helt ind til essensen af sangene.
