Cellostrengene piber og krymper sÄ tonerne ikke er til at styre i den islandske kulde. Iceland Airwaves er i gang, pÄ ottende sÊson, og ikke engang vejret har en chance for at slÄ benene vÊk under den velkomponerede festival.
Ă rets program er som altid bugnende med det nyeste indenfor den alternative indie-scene. Sidste Ă„r var det Clap Your Hands Say Yeah man kunne blĂŠre sig med, fĂžr bandet endnu havde udgivet debuten. Snakken gĂ„r hvad dette Ă„rs hĂžjdepunkt bliver â The Whitest Boy Alive? Tilly and the Wall? Wolf Parade? Islands? The Go! Team? Jens Lekman? Eller Kaiser Chiefs monstro?
Men som forrige Är er udvalget af lokale islandske navne mindst lige sÄ imponerende som de internationale man har flÞjet over denne forlÊngede weekend, og det er her interessen ligger for de mange udenlandske gÊster, ligesom for undertegnede.
Islandske attraktioner
Allerede fĂžrste aften byder pĂ„ et semi-hemmeligt show med Mugison og hans nye band pĂ„ den smalleste bar i byen. I ĂžjenhĂžjde spiller han numre fra Mugimama og nye bluesy toner, der er fulgt i slipstrĂžmmen pĂ„ hans soundtrack til A Little Trip to Heaven. Mugisons nye materiale fĂžlger alle genrekonventioner, og alt han nu tilfĂžjer er sin sprĂžde, skĂŠve vokal og personlighed, mens alle andre sĂŠrheder sĂ„som elektronik og sampler er vĂŠk. Bandet og barmusikken bliver opslugt af den tĂŠtpakkede flok, og i stedet tager flere nye bands i programmet opmĂŠrksomheden. MĂșgsefjun spiller altern-country pĂ„ islandsk. Men endnu stĂžrre beherskere af de islandske strofer er det underholdende nye band Sprengjuhöllin. De lĂŠgger modigt ud med deres eneste kendte sang, der i sandhed er et hit, af na-na na sing-a-long slagsen. Den sĂ„ vidt jeg ved banale tekst om at leve i hundrede Ă„r bliver spyttet ud som et kĂŠkt manifest, og Beatles-inspirerede hĂžjtsiddende bas og guitarer minder om de tidlige 60’eres begejstring for den nye lyd: rock’n’roll.
Af andre islandske navne der allerede har fĂ„et spalteplads her pĂ„ siden er JakobĂnarĂna og Apparat Organ Quartet. Begge bands leverer endnu en gang solide shows, om attituden sĂ„ kommer fra staccato guitarer eller gamle knirkende orgler.
RökkurrĂł er et nyt ungt band med musikskole-konnotationer, pĂ„ den gode mĂ„de. Velspillet folk med en klar kvinde-vokal, der blander sig med cello, harmonika og xylofon. Postrockerne par excellence, Kimono, vĂŠlger personligt at holde sig vĂŠk fra scenen og i stedet sende familiemedlemmer, nĂŠrmere betegnet smĂ„ bĂžrn, der spiller en enkelt befriende fri improvisation pĂ„ guitarer stĂžrre end dem selv. Denne excentriske performance ville selvfĂžlglig ikke have gĂ„et pĂ„ festivalens 7 store scener. Dertil har man de mange officielle off-venues rundt omkring i byens gader â hele 14 forskellige i Ă„r, blandt dem musikbutikker, byens bedste barer og cafeer, en tĂžjbutik, en biograf, og en kirke.
Alternative toner
JĂłhann JĂłhannsson fĂ„r FrĂkirkjan helt for sig selv, til en sĂŠrligt arrangeret koncert. Kirken har flere gange dannet lokalitet for den mere alternative musikscene, i lĂžbet af det seneste Ă„r blandt andet Antony and the Johnsons, Joanna Newsom, Smog, og Sufjan Stevens er pĂ„ vej til november. JĂłhannsson og strygerkvartetten samt Matthias Hemstock pĂ„ percussion og programmering spiller flere ĂŠldre numre, men hovedattraktionen er de nyeste kompositioner fra hans nyudgivne plade IBM 1401, A User’s Manual, der giver nostalgi for teknologien en dybere mening.
En koncert som denne er et sjĂŠldent syn i et program domineret af mere traditionelle acts fra rock/pop genren. Men Airwaves har udviklet sig og er modnet en del gennem de seneste Ă„r, hvilket giver plads for flere overraskende alternative genre-inputs.
Det nystartede pladeselskab Bedroom Community fĂ„r sĂ„ledes sin egen aften. Amerikanske Nico Muhly er hovednavnet for mange, efter at han for fĂ„ mĂ„neder siden udgav sin debutplade Speaks Volumes . Med en afslappet attitude spiller han foruroligende strikse klassiske kompositioner. Hans tunge detaljerige stykker finder man aldrig hvile i, isĂŠr pĂ„ grund af klaverspillet i sig selv. Den klassiske instrumentering har dissonanser som sit bĂŠrende fundament, mens islandske Valgeir tilfĂžjer mere betryggende elektroniske lag. Valgeir er kendt for sit arbejde for Björk gennem tiden (ligesom Muhly spiller klaver pĂ„ hendes âOceaniaâ), og det er nĂŠsten synd at hans vĂŠrker og elementer giver alt for Ă„benlyse associationer til Björks Selmasongs eller Vespertine, sĂ„ man tror de er hendes egne. Valgeir giver efterfĂžlgende en solokoncert, der dog er mindre inspirerende, men hans nye uafhĂŠngige pladeselskab er et vigtigt skridt for den islandske scene.
UundgÄeligt indie
PĂ„ Airwaves kommer man ikke uden om den nyeste indie. Med The Whitest Boy Alive er Erlend Ăye endelig tilbage, og hans lette lyttevenlighed er pĂ„ ingen mĂ„de forstummet.
Patrick Watson spiller bĂ„de off-venue og en sen nat. Sammen med sit band leverer han snĂžrklede melodier, og hans vokal fĂ„r en til at tro at Jeff Buckley er tilbage fra de dĂžde. Lad ham nu hvile i fred. Hvis beslutningen skal tages, falder valget af Airwaves bedste indieband uden tvivl pĂ„ Islands. HvidklĂŠdte gĂ„r det store orkester pĂ„ scenen, med live-treats som strygere, sax, og en forsanger med blikket vendt mod himlen. De formĂ„r at bringe endnu mere liv og begejstring til deres album-materiale, og sĂŠrligt et nummer som âRough Gemâ fra deres seneste plade imponerer med de kĂŠkkeste to asiater pĂ„ strygere. Klimakset kommer tilsidst med det 10 minutter lange elegante udbrud âSwansâ, der ingen ende vil ta’.
Endnu flere Ăžboere
En anden aften er dedikeret til den islandske sammenkomst af musikere i Kitchen Motors. Nutidens unge troubadour Ălöf Arnalds har kompositioner og en stemme, der bringer tankerne hen pĂ„ selveste Vashti Bunyans skĂžnheder. Arnalds har spillet med mĂșm, SkĂșli Sverrisson og mange andre etablerede islandske navne, og arbejder nu pĂ„ sin solodebut. Med en gammel kending af en sang betitlet âShoo Ba Baâ er Borko en lidt overset gruppe, hvilket mĂ„ske skyldes umiskendelige ligheder med mĂșm og Sigur RĂłs. SĂ„danne associationer var der mange af gennem aftenen, men heldigvis er den islandske scene ved at fĂ„ rystet den sĂ„kaldte âkrĂșttâ-lyd af sig. KrĂștt kan vel lettest oversĂŠttes til cute, eller tuttenuttet pĂ„ godt gammeldags dansk. Tuttenuttet er ogsĂ„ den vildeste kontrast til aftenens nĂŠste act, det skrĂŠmmende nye Evil Madness, der endelig har sluppet deres uregerlige debutplade fra sig i selvsamme uge. Evil Madness har fĂ„et horrorsoundtracks ĂĄ la 70’ernes Goblin galt i halsen, og onde melodier og diskante beats blander sig denne aften med melodilĂžse elektroniske eksperimenter og Hildur GudnadĂłttirs smukke cellodroner. Den slags horror er det mest underholdende og interessante indslag overfor selvhĂžjtideligheden.
Airwaves har begrĂŠnset antallet af billetter i Ă„r, for at holde festivalen pĂ„ den rette stĂžrrelse og undgĂ„ de evigt lange kĂžer i efterĂ„rsnatten. Derfor kan Reykjavik netop rumme de hele 10 % bybefolkningen stiger med hvert Ă„r under festivalen. Samtidig tager de mange inspirerede off-venues en del af presset, udover at de selvfĂžlgelig fungerer som en behagelig bufferzone mellem gĂ„rdsdagens tĂžmmermĂŠnd og aftenens kommende rus. Her kan man samtidig igen i Ă„r opleve nogle af de mest underholdende optrĂŠdener. For eksempel improviserer en pirat en perfomance frem pĂ„ sin medbragte kontrabas, mens lyset bliver slukket, glassene fyldt, og rockmusikken forsĂžgt rystet ud af Ăžregangene for et Ăžjeblik. Piraten, der normalt spiller i symfoniorkestret, synger denne eftermiddag en hyldest til tobakken, mens de fede strenge fĂ„r en tur. SĂ„dan et act gĂžr Airwaves langt mere levende end nogen professionel booker kan prĂŠstere â og hvis strengene toner falske, sĂ„ gir vi bare vejret skylden.
