Cellostrengene piber og krymper så tonerne ikke er til at styre i den islandske kulde. Iceland Airwaves er i gang, på ottende sæson, og ikke engang vejret har en chance for at slå benene væk under den velkomponerede festival.
Årets program er som altid bugnende med det nyeste indenfor den alternative indie-scene. Sidste år var det Clap Your Hands Say Yeah man kunne blære sig med, før bandet endnu havde udgivet debuten. Snakken går hvad dette års højdepunkt bliver – The Whitest Boy Alive? Tilly and the Wall? Wolf Parade? Islands? The Go! Team? Jens Lekman? Eller Kaiser Chiefs monstro?
Men som forrige år er udvalget af lokale islandske navne mindst lige så imponerende som de internationale man har fløjet over denne forlængede weekend, og det er her interessen ligger for de mange udenlandske gæster, ligesom for undertegnede.
Islandske attraktioner
Allerede første aften byder på et semi-hemmeligt show med Mugison og hans nye band på den smalleste bar i byen. I øjenhøjde spiller han numre fra Mugimama og nye bluesy toner, der er fulgt i slipstrømmen på hans soundtrack til A Little Trip to Heaven. Mugisons nye materiale følger alle genrekonventioner, og alt han nu tilføjer er sin sprøde, skæve vokal og personlighed, mens alle andre særheder såsom elektronik og sampler er væk. Bandet og barmusikken bliver opslugt af den tætpakkede flok, og i stedet tager flere nye bands i programmet opmærksomheden. Múgsefjun spiller altern-country på islandsk. Men endnu større beherskere af de islandske strofer er det underholdende nye band Sprengjuhöllin. De lægger modigt ud med deres eneste kendte sang, der i sandhed er et hit, af na-na na sing-a-long slagsen. Den så vidt jeg ved banale tekst om at leve i hundrede år bliver spyttet ud som et kækt manifest, og Beatles-inspirerede højtsiddende bas og guitarer minder om de tidlige 60’eres begejstring for den nye lyd: rock’n’roll.
Af andre islandske navne der allerede har fået spalteplads her på siden er Jakobínarína og Apparat Organ Quartet. Begge bands leverer endnu en gang solide shows, om attituden så kommer fra staccato guitarer eller gamle knirkende orgler.
Rökkurró er et nyt ungt band med musikskole-konnotationer, på den gode måde. Velspillet folk med en klar kvinde-vokal, der blander sig med cello, harmonika og xylofon. Postrockerne par excellence, Kimono, vælger personligt at holde sig væk fra scenen og i stedet sende familiemedlemmer, nærmere betegnet små børn, der spiller en enkelt befriende fri improvisation på guitarer større end dem selv. Denne excentriske performance ville selvfølglig ikke have gået på festivalens 7 store scener. Dertil har man de mange officielle off-venues rundt omkring i byens gader – hele 14 forskellige i år, blandt dem musikbutikker, byens bedste barer og cafeer, en tøjbutik, en biograf, og en kirke.
Alternative toner
Jóhann Jóhannsson får Fríkirkjan helt for sig selv, til en særligt arrangeret koncert. Kirken har flere gange dannet lokalitet for den mere alternative musikscene, i løbet af det seneste år blandt andet Antony and the Johnsons, Joanna Newsom, Smog, og Sufjan Stevens er på vej til november. Jóhannsson og strygerkvartetten samt Matthias Hemstock på percussion og programmering spiller flere ældre numre, men hovedattraktionen er de nyeste kompositioner fra hans nyudgivne plade IBM 1401, A User’s Manual, der giver nostalgi for teknologien en dybere mening.
En koncert som denne er et sjældent syn i et program domineret af mere traditionelle acts fra rock/pop genren. Men Airwaves har udviklet sig og er modnet en del gennem de seneste år, hvilket giver plads for flere overraskende alternative genre-inputs.
Det nystartede pladeselskab Bedroom Community får således sin egen aften. Amerikanske Nico Muhly er hovednavnet for mange, efter at han for få måneder siden udgav sin debutplade Speaks Volumes . Med en afslappet attitude spiller han foruroligende strikse klassiske kompositioner. Hans tunge detaljerige stykker finder man aldrig hvile i, især på grund af klaverspillet i sig selv. Den klassiske instrumentering har dissonanser som sit bærende fundament, mens islandske Valgeir tilføjer mere betryggende elektroniske lag. Valgeir er kendt for sit arbejde for Björk gennem tiden (ligesom Muhly spiller klaver på hendes ”Oceania”), og det er næsten synd at hans værker og elementer giver alt for åbenlyse associationer til Björks Selmasongs eller Vespertine, så man tror de er hendes egne. Valgeir giver efterfølgende en solokoncert, der dog er mindre inspirerende, men hans nye uafhængige pladeselskab er et vigtigt skridt for den islandske scene.
Uundgåeligt indie
På Airwaves kommer man ikke uden om den nyeste indie. Med The Whitest Boy Alive er Erlend Øye endelig tilbage, og hans lette lyttevenlighed er på ingen måde forstummet.
Patrick Watson spiller både off-venue og en sen nat. Sammen med sit band leverer han snørklede melodier, og hans vokal får en til at tro at Jeff Buckley er tilbage fra de døde. Lad ham nu hvile i fred. Hvis beslutningen skal tages, falder valget af Airwaves bedste indieband uden tvivl på Islands. Hvidklædte går det store orkester på scenen, med live-treats som strygere, sax, og en forsanger med blikket vendt mod himlen. De formår at bringe endnu mere liv og begejstring til deres album-materiale, og særligt et nummer som ”Rough Gem” fra deres seneste plade imponerer med de kækkeste to asiater på strygere. Klimakset kommer tilsidst med det 10 minutter lange elegante udbrud ”Swans”, der ingen ende vil ta’.
Endnu flere øboere
En anden aften er dedikeret til den islandske sammenkomst af musikere i Kitchen Motors. Nutidens unge troubadour Ólöf Arnalds har kompositioner og en stemme, der bringer tankerne hen på selveste Vashti Bunyans skønheder. Arnalds har spillet med múm, Skúli Sverrisson og mange andre etablerede islandske navne, og arbejder nu på sin solodebut. Med en gammel kending af en sang betitlet ”Shoo Ba Ba” er Borko en lidt overset gruppe, hvilket måske skyldes umiskendelige ligheder med múm og Sigur Rós. Sådanne associationer var der mange af gennem aftenen, men heldigvis er den islandske scene ved at få rystet den såkaldte ”krútt”-lyd af sig. Krútt kan vel lettest oversættes til cute, eller tuttenuttet på godt gammeldags dansk. Tuttenuttet er også den vildeste kontrast til aftenens næste act, det skræmmende nye Evil Madness, der endelig har sluppet deres uregerlige debutplade fra sig i selvsamme uge. Evil Madness har fået horrorsoundtracks á la 70’ernes Goblin galt i halsen, og onde melodier og diskante beats blander sig denne aften med melodiløse elektroniske eksperimenter og Hildur Gudnadóttirs smukke cellodroner. Den slags horror er det mest underholdende og interessante indslag overfor selvhøjtideligheden.
Airwaves har begrænset antallet af billetter i år, for at holde festivalen på den rette størrelse og undgå de evigt lange køer i efterårsnatten. Derfor kan Reykjavik netop rumme de hele 10 % bybefolkningen stiger med hvert år under festivalen. Samtidig tager de mange inspirerede off-venues en del af presset, udover at de selvfølgelig fungerer som en behagelig bufferzone mellem gårdsdagens tømmermænd og aftenens kommende rus. Her kan man samtidig igen i år opleve nogle af de mest underholdende optrædener. For eksempel improviserer en pirat en perfomance frem på sin medbragte kontrabas, mens lyset bliver slukket, glassene fyldt, og rockmusikken forsøgt rystet ud af øregangene for et øjeblik. Piraten, der normalt spiller i symfoniorkestret, synger denne eftermiddag en hyldest til tobakken, mens de fede strenge får en tur. Sådan et act gør Airwaves langt mere levende end nogen professionel booker kan præstere – og hvis strengene toner falske, så gir vi bare vejret skylden.
