12.11.06 – Sufjan Stevens – Store Vega

sufjanstevens-presse2005-565x350

Veloplagt Sufjan Stevens indtog Store Vega

Søndag aften blev et for længst udsolgt Store Vega indtaget af en af tidens hotteste sangere og sangskrivere. Sufjan Stevens og hans ni mand store band, der ligesom Sufjan Stevens, havde fået store sommerfuglelignende vinger klistret på ryggen, indtog scenen præcist klokken 21, og derefter blev den ene skønne sang efter den anden leveret med en sikkerhed, der sjældent er set lignende.

Men inden vi var nået så langt havde det 23-årige bandmedlem Annie Clark under kunstnernavnet St. Vincent, givet en halv times fornem opvarmning. Alene på scenen skiftende mellem den akustiske guitar og pianoet leverede St. Vincent en intens og underholdende koncert, der garanteret stadig vil stå klart i de fleste af publikums hukommelse – et publikum, der i øvrigt var blevet placeret på stole i Store Vegas sal. Et godt træk, der gjorde at man undgik et småsnakkende publikum, der ofte kan ødelægge en ellers kompetent opvarmning. De varmeste anbefalinger herfra til hendes kommende album, der ifølge min sidekvinde er sat til at udkomme til februar.

Sidst Sufjan Stevens var i Danmark leverede han en intim koncert i Lille Vega som opvarmning for David Eugene Edwards (16 Horsepower, Woven Hands). Dengang havde han netop udgivet sit fjerde album, Sewen Swans (2004). Et album, der primært var båret frem af banjoen og de semireligiøse tekster, hvilket også gav sig udtryk i Sufjan Stevens’ solokoncert. Nu, to år senere, har han med Illinois og The Avalanche fuldendt andet kapitel i den utopiske vision om at tilegne et helt album til hver og en af de 50 amerikanske stater. Albummene er fuldt orkestreret, og med Illinois er den 31-årige amerikaners popularitet nærmest eksploderet. Derfor er det også muligt for Sufjan Stevens at bringe et stort band med på sin europæiske tour.

Udover det store band var der bagerst på scenen et stort lærred, hvor der konstant kørte små film til hvert enkelt nummer. Film der både bestod af levende billeder såvel som små farverige animationer. Forrest var den ene del af scenen fyldt op med 10 oppustelige supermænd, der blev kastet ud til publikum under den fremragende og anarkistiske udførelse af ”The Man of Metropolis Steals Our Hearts”. Den anden side af scenen var fyldt op med 30-40 julemænd, der blev kastet ud under det nye nummer ”That Was the Worst Christmas Ever” og som lystigt sprang og dansede fra publikummer til publikummer indtil de havnede hos en, der forståeligt nok valgte at bevare en af de signerede julemænd som evigt minde. ”That Was the Worst Christmas Ever” er i øvrigt at finde på den 5-disc juleboks Sufjan Stevens udsender senere på måneden – et nummer der bestemt ikke gør ventetiden kortere.

På de knap to timer koncerten varede kom Sufjan Stevens vidt omkring sine fire seneste albums. Flere af de gamle numre var blevet let omarrangeret, så de passede ind i de nye omgivelser, og nye numre blev holdt tæt op af originalerne. Det hele fungerede flot og gamle og nye numre flettede sig ind i hinanden, så det ikke var umiddelbart genkendeligt hvornår der var tale om hvad. Bedst fungerede det på de mere afdæmpede numre hvor Sufjan Stevens skrøbelige og fantastisk flotte vokal kom til sin ret, og der blev holdt lidt igen med den til tider lidt for dominerende orkestrering. Især numre som ”Casimir Pulaski Day”, ”John Wayne Gacy, Jr.” og ”Concerning the UFO Sighting Near Highland, IL” fra Illinois og ”Sewen Swans” og ”The Dress Looks Nice on You” fra Sewen Swans, stod som små glimtende juveler på en kold novemberaften.

Alt i alt leverede en veloplagt Sujan Stevens varen. En intens koncert, der flot vekslede mellem det storladne og det nærmest minimalistiske – og gerne indenfor det enkelte nummer.

More from Carsten Fjølner
The Decemberists udgiver ep
Selvom The Decemberists tidligere på året udgav deres sjette fuldlængde album, The...
Read More
0 replies on “12.11.06 – Sufjan Stevens – Store Vega”