Veldisponeret bog om nyere danske sangskrivere
I tidens løb har vi her i Danmark været velsignet med folk som Eik Skaløe, Sebastian, C.V. Jørgensen, Steffen Brandt og Allan Olsen, der har bevist, at det er muligt at skrive vedkommende vers på modersmålet. Der har selvfølgelig også været andre, men hvis sandheden skal frem, så er det et fåtal af de musikere, der har kastet sig over det danske sprog, som virkelig har formået at gøre det vedkommende – de fleste er først og fremmest musikere, ikke lyrikere.
En nat bliver det sommer tager fat på den generation af danske sangskriver, der er fulgt efter ovennævnte. Mere præcist er der tale om Jens Unmack, Nikolaj Nørlund, Jokeren, Peter H. Olesen, Simon Kvamm, Peter Sommer, Mikael K, Mikael Simpson Tue West og Kenneth Thordal. Hvorfor skriver disse kunstnere deres tekster på dansk? Hvad synger de om? Hvilke værdier er på spil? Hvad har de til fælles med deres samtidige kollegaer? Hvad har de til fælles med deres forgængere? Hvad skiller dem ad? Hvordan er de kommet dertil, hvor de står nu? Det er den slags spørgsmål Jeppe Krogsgaard Christensen gennem samtaler med de enkelte kunstnere søger at nærme sig svar på.
Det er der blevet en velskrevet og velstruktureret bog ud af. Fokus holdes i alle interviewene og får bogen til at fremstå som en helhed og ikke blot som en række interviews, der er blevet samlet til lejligheden. Vi hører om musikernes opvækst, deres musikalske baggrund og deres inspirationskilder – inspirationskilder der overraskende nok i højere grad tilhøre lyrikken end musikken. Således kommer vi vidt omkring forfattere og digtere som Højholdt, Nordbrandt, Holberg, Blicher, Turéll, Aakjær og mange andre. Nogen af dem er nævnt af musikeren, mens andre af hevet frem af forfatteren i dennes tilgang til teksterne. I de fleste tilfælde virker sammenligningerne velvalgte, men hvad den franske postmodernist Jean-François Lyotard egentligt har at gøre med Simon Kvamm, og hvad sammenligningen mellem Jokeren og Søren Aabye Kierkegaard skal gøre godt for, stiller jeg mig uforstående overfor.
Jeppe Krogsgaard Christensen giver på fornem vis kunstnerne lov til at fortælle sine historier uden utidig indblanding. Alligevel er forfatteren hele tiden til stede til at binde hele herligheden sammen og for at holde kunstnerne på sporet. Særligt spændende er det at læse, hvad de interviewede synes om deres samtidige musikere. I Danmark er vi ikke, som eksempelvis i Storbritannien, vant til, at der er nogen, der langer ud efter andre. Dette ser blandt andre Simon Kvamm og Peter H. Olesen stort på. Simon Kvamm udtaler således følgende: ”Sådan noget som Magtens Korridorer er til at lukke op og skide i. En sang som ”Picnic (på Kastellet)” er bare så plat og flad i sproget. At nogen finder på at kalde dem for det nye Gasolin’, har jeg meget, meget svært ved at forstå, ligesom sådan et band som Sterling heller ikke imponerer med deres i mine ører uoprigtige og villede banaliteter” (s 105). Eller når Peter H. Olesen giver Tue West følgende bredside: ”Tue West er eksempelvis ganske god til at skrive popmelodier og har en skæv stemme, men hans tekster benytter nogle meget umusikalske ord, der virker ligeså kedelige, som han selv synes at være. Jeg læste et interview med ham for nylig, og han har jo intet at sige. Intet!” (s. 87). Interviewet med Peter H. Olesen hører i øvrigt sammen med det af Kenneth Thordal til blandt bogens stærkeste.
Man kan selvfølgelig diskutere om de udvalgte danske sangskrivere er de bedste eller mest interessante, eller om der er nogen andre der burde have været med i stedet. Man kan også kaste sig ud i en diskussion omkring, hvor kvinderne er henne. Findes der virkelig ikke nogen kvindelige sangskrivere, der kan gøre sig blandt de ovenfor nævnte og som har mindst to albums i bagkataloget, hvilket er et af forfatterens kriterier for at kunne være med i det fine selskab. Disse diskussioner vil jeg lade ligge her, for faktum er, at med En nat bliver det sommer har Jeppe Krogsgaard Christensen begået en velskrevet og velstruktureret bog, der er varmt anbefalelsesværdig.
