Jarvis the Entertainer
Jarvis er tilbage! Forventningens glæde var tydelig i Store Vega, hvor godtfolk, ældrefolk og småfolk var mødt op for at se Englands cooleste mand efter The Jarvis Cocker Record fra 2006 har genintroduceret musikverdenen til dette to meter høje geni og hans mærkværdigt lange fingre, som min sidekvinde havde glædet sig hele aftenen til at se. Og hun blev ikke skuffet, der blev gestikuleret, peget og poseret til glæde for alle.
Men inden vi alle skulle forenes i glæden ved underspillet humor, ironi, sociale kommentarer og smuk musik, skulle der varmes op ved det usignede danske band Superautomaticdog. De så lidt ud som om de var faldet ned fra månen, og i stedet for at lande i deres trygge øvelokale nu lige pludselig befandt sig på scenen i Store Vega. Det er ikke ethvert demoband forundt at blive specielt udvalgt af hr. Cocker via MySpace til at spille et sådant gig, og ved et hurtigt lyt på bandets MySpace-side havde jeg da også fået indtryk af, at der var lagt i ovnen til noget underfundigt, skægt og skævt… At det så ikke helt var tilfældet er jo hvad der kan ske: I hvert fald underholdt den meget automatiske hund med ca. 10 numre med forskellige (små) variationer af sydstatsrock tilsat diverse woohoos, og simple tekster. Alt i alt noget af en skuffende oplevelse. Men interessant, simpelthen på grund af måden de var blevet udvalgt på. Hurra for demokratiseringen, men mindre hurra for lige præcis dette udfald af den.
Men alt var glemt da aftenens helt trĂĄdte ind pĂĄ scenen med et brag – ĂĄbningsnummeret ”Fat Children” bragede ud over salen, og publikum tog taknemmeligt imod. Her var helten, sprællemanden, levemanden, entertaineren Jarvis i levende live, og det var altsĂĄ ikke til at se pĂĄ ham, at han har turneret Europa tyndt det sidste stykke tid. Og det med kun et album i bagagen. Alt andet lige mĂĄ det da være en smule ensformigt, men Jarvis lever pĂĄ scenen. Hvordan han har kunnet holde sig væk sĂĄ længe er i sandhed et mysterium.
MĂĄske er materialet begrænset, men koncerten fik en passende længde grundet Jarvis’ smĂĄ samtaler med og til publikum, bĂĄde om hans foruroligende store vielsesring, Langebro, HC Andersen og Roger Daltrey. Det er stadig en sand nydelse at lytte til denne tørre, tørre humor og ironiske stiff upper lip . I teorien kunne Jarvis have stillet sig pĂĄ scenen og spillet hvad som helst, og det ville stadig have været en fantastisk oplevelse at se ham, men nu er det altsĂĄ sĂĄdan at han har et virkeligt fedt album med i bagagen. Og derfor blev dette en ret fænomenal oplevelse i glimt.
På ”I Will Kill Again” måtte man overgive sig til det nær-guddommelige, og blev endnu engang mindet om at man står overfor manden med de samme initialer som Jesus, mens musik, performance og lys gik op i en højere enhed. Og på ”Black Magic” var glæden uendelig. Både hos publikum og hos Jarvis, som endnu en gang satte en ekstra streg under den nationale arv fra Ministry of Silly Walks – men ingen udøver det dog så stilfuldt som han.
Som det sig vist hør og bør til Jarvis-koncerter, sĂĄ var ”Running the World” første ekstranummer. Og blev vel modtaget. Det hørtes at publikum havde øvet sig pĂĄ pladen og frejdigt sang med, men ingen steder nĂĄede fællessangen større højder, end pĂĄ linien ”The cunts are still running the world” – Jarvis havde os i sin hule hĂĄnd, og med rette. Selvom der aldrig udvikledes et decideret mosh pit foran scenen, sĂĄ var der en udbredt god stemning og glad dans, og pĂĄ dette nummer var der endog optræk til lidt hopperi – om end det aldrig rigtigt blev til noget. MĂĄske var publikums gennemsnitsalder steget tilstrækkeligt til at det ikke var nødvendigt for dem at vise begejstringen vha. skub og mas. I stedet var der en udpræget ordentlig, men begejstret stemning.
Sidste ekstranummer var lidt af en kuriositet, nemlig Bruce Springsteens ”State Trooper” – og her blev vi så præsenteret for en ordentlig gang røvballerock. Selvfølgelig i sofistikeret form, det er trods alt en Jarvis koncert, men alligevel stod man lidt og tænkte hvad det egentlig var der foregik. Til gengæld trak det nogle linier tilbage til Superautomaticdog… Og på den måde dannede røvballerocken en interessant ramme omkring denne koncert med et af britpoppens allerstørste koryfæer.
Det var pĂĄ forhĂĄnd givet at der ikke bliver spillet Pulp pĂĄ denne tour. Dette er Jarvis’ One Man Show . Og hvorfor ikke? Ulempen for ham vil være at han har et bagkatalog med Pulp som nærmer sig det fænomenale, som folk formentlig altid vil ønske at høre igen. Men dette er Jarvis alene, og skal bedømmes som sĂĄdan. Og han holder, karismaen er intakt, musikken bærer selvfølgelig præg af Pulpdagene, men er noget helt unikt. Jarvis er ikke skabt til at gĂĄ rundt i en lille fransk by og være tilnærmelsesvis almindelig. For ligegyldigt hvad vil han altid være noget særligt.
Setliste:
Fat Children
Don’t Let Him Waste Your Time
Heavy Weather
One Man Show (B-side)
I Will Kill Again
Tonite
From Auschwitz to Ipswich
Big Julie
Disney Time
Big Stuff (B-side)
Black Magic
Ekstra:
Running the World
State Trooper (Bruce Springsteen cover)
