02.02.07 – The Kissaway Trail – Rust

thekissawaytrail-presse2008-565x377

Underligt uvedkommende nærkoncert

Fredagskoncerter på Rust har altid været lidt af en godbid med dæmpet belysning, mange gæster og en vedkommende stemning, hvor bands får lov til at komme helt tæt på deres publikum. Denne fredag var det debutanterne fra The Kissaway Trail, som skulle stå for underholdningen – som hverken blev vedkommende eller gjorde indtryk.

Og det på trods af et stort potentiale. For fynske Kissaway Trail leverer en god gedigen omgang indie med reference til Mew og Psycked Up Janis. Deres attitude er storbyagtig med et touch af boheme. De to forsangere har vokaler, der er både kraftfulde og særprægede. Deres charme er drenget og let genert, mens de lidt kejtede forsøger at spille hårde. Musikken er velkomponeret og kompakt. Men men men – måske er det netop det faktum, at alt fungerer, der gør, at det samlet set falder igennem? Svaret ligger ikke lige for.

En anke kunne være, at der kun blev tid til en lille times koncert. De første fem minutter gik med at få teknikken til at virke, mens alle bandets medlemmer stod med ryggen til et publikum, der ellers var parate. Det virkede lidt som et antiklimaks – og det var direkte synd for bandet, at de ikke kunne gå på og fyre den af fra start. Men det gjorde drengene godt ved at lægge ud med fællessang på ”Forever Turned Out To Be To Long”. Stemningen var næsten kirkelig og lagde op til mere, end aftenen kunne holde.

For selvom der blev spillet på alle tangenter inden for debutalbummets rammer, var det ikke meget – i alt 10 numre. Der var heller ikke megen kontakt til publikum, kun lidt mumlen mellem numrene – og et enkelt: ”Vi er fra Fyn” (lettere malplaceret). Så vidste man det. Og man klappede pligtskyldigt med, klappede med, når bandet bad om det. Men det var ikke af iver eller lyst – jo, måske da kendingstracket ”Smother + Evil = Hurt” stilfuldt og meget rutinemæssigt for et urutineret band faldt. Men ellers ikke.

Måske er tamt det rette ord. I al fald stod man tilbage med en underlig uvedkommende fornemmelse, da bandet gik af efter et enkelt ekstranummer. Og da man stod ude i vinterkulden foran Rust forsvandt indtrykket ret hurtigt, lidt for hurtigt – og blev erstattet af en undren over, at så meget kan føre til så lidt.

Written By
More from Pernille Yding
Powersolo: BloodSkinBones
Det er svært at tage Powersolo alvorligt, men på den anden side...
Read More
0 replies on “02.02.07 – The Kissaway Trail – Rust”