Lilyphone – Nyt navn, men er alt andet ved det gamle?
Diskant har talt med Marie Keis Uhre, der er sangskriver og forsanger i det danske band Lilyphone. Bandet tilhører den ulmende undergrund i Danmark, men er blevet fantastisk modtaget i USA og skal snart derover for 3. gang.
Lilyphone består af Jacob Thomhav på guitar, norske Thomas Bang på bas, Thomas Steen-Hansen på trommer og Marie Keis Uhre på guitar og vokal. Alle mand synger desuden kor. Stilen kan bedst betegnes som et vellykket møde mellem klassisk singer/songwriter, alternativ pop og bluegrass. Vi ville gerne høre lidt om deres USA-eventyr og hvad de har af fremtidsplaner. Blandt andet går der rygter om at stjerner som Al Perkins og Jerry Douglas (“verdens bedste dobrospiller”, red.) skal gæste på deres snarlige debutplade.
Diskant: Sidste år skiftede I navn fra Marie Keis Uhre & Ekko til Lilyphone. Hvorfor det? Og hvorfor Lilyphone? – Hvad betyder det?
Marie: Det gamle navn klingede aldrig helt rigtigt i vores ører, og jeg synes personligt, at det klæder os med en etikette, vi alle kan gå ind under. En fælles betegnelse for vores samlede lyd, som er en cocktail af os alle fire. Vi har også rykket os meget fra det første udgangspunkt, som vi havde i tidernes morgen, da bandet opstod. Navnet ’Lilyphone’ passer godt til hvem vi er i dag.
Diskant: Om 3 uger er I så på vej til Nashville for 3. gang indenfor et års tid. Fortæl lidt om hvad I har oplevet, og hvad der har gjort det interessant at vende tilbage? Hvad forventer I jer af dette 3. besøg?
Marie: I Nashville har vi fået meget overvældende respons på vores sange, som i amerikanernes ører har et nordisk præg, der gør det lidt fremmed og eksotisk. Vi mødte en masse producere og musikere, der brugte rørende meget tid på at skaffe flere jobs til os og endda fik sat en masse møder op for os med pladeselskaber. Vi spillede derfor helt akustisk foran snuden på diverse A&R-koordinatorer i mødelokaler. Det virkede rigtig godt, og de selskaber, vi spillede for, blev begejstrede. I Danmark har vi ironisk nok aldrig fået mulighed for at spille live for pladeselskaberne, og de ser helst ikke at man skaber en upassende trend ved at troppe op i deres reception for at spille intimkoncert. Det er utroligt pudsigt at tilgangen til de amerikanske selskaber har været nemmere i en by, hvor der hvert år kommer 30.000 nye håbefulde sangere og sangskrivere, der prøver lykken. Dette faktum sætter det hele lidt i perspektiv.
Vores amerikanske producer, Rogers Masson har befundet sig nonstop bag en mixerpult i Danmark det meste af januar for at få pladen klar til 3. Nashville-tur. Han har arbejdet gratis, og vi føler os meget privilegerede og heldige. Rogers holder kontakt til diverse plade-selskaber og publishing-bureauer, og vi kan næsten ikke undgå at have høje forventninger til næste tur. Det ved vi godt er farligt, og man har gennem sin forholdsvis korte karriere bitterligt lært, at man vil se før man tør tro. Men hvad end der sker, har vi en plade, som vi kan være stolte af, i hænderne.
Diskant: Du nævner at I har indspillet plade her i Danmark med den amerikanske producer Rogers Masson. Hvordan var det at arbejde med ham, og hvad kan han, som en dansk producer ikke kan?
Marie: Det har været fantastisk, udfordrende, spændende og svært på én gang. Han har været meget professionel og dygtig til at se, hvordan man kan gøre et nummer stærkere. Han har et helt andet klarsyn, end vi har, og vi er ikke rigtig i stand til at se det udefra. Det er hårdt at skulle gå på kompromis, men det er også nødvendigt. Jeg har skullet kæmpe meget med at finde den rette balancegang. Hvornår skal man sige fra, og hvornår må man indse, at der skal gives afkald på sine darlings? Vi har endnu ikke hørt det færdige mix af pladen, fordi Rogers i skrivende stund er i fuld gang med at lægge det sidste touch på indspilningen. Pedal steel-spilleren Al Perkins og dobrospilleren Jerry Douglas skal muligvis spille på et par numre. Rogers’ forbindelser til musikere og sangskrivere har givet os den slags frynsegoder med i købet, og vi har bl.a. indspillet et enkelt covernummer blandt vores egne sange, som countrystjernen Keith Urban har skrevet. Sangen har aldrig været udgivet eller indspillet før.
Diskant: Du deltog selv i Dansk Melodi Grand Prix i 2005. Er det en oplevelse du kan bruge til noget i forbindelse med den musik du selv skriver? Og er det på nuværende tidspunkt en hjælp eller en hindring for dig at du var med?
Marie: Melodi Grand Prix var en stor oplevelse, som har givet mig hår på brystet, da det virkelig krævede en masse mod at stille sig op på nationalt tv, velvidende at omkring to millioner danskere sad derhjemme i stuerne og forbandt dig med den præstation, du leverede. Der var ikke plads til mange fejltrin. Jeg havde ikke selv skrevet sangen, og melodi grand prix er en genre for sig. Derfor er der nok ikke så mange elementer heraf i min sangskrivning.
Diskant: Jeg har hørt rygter om en fyr I mødte, som havde købt nogle Queen-råbånd, som I fik lov til at høre?! Hvad handler det om?
Marie: Det var faktisk Rogers som var i besiddelse af samtlige original-spor til Marvin Gayes ”Ain’t No Mountain” og Queens ”Bohemian Rhapsody ”. Helt vild at høre på den måde…Wooow… Det er vist nok lidt hemmeligt…
Diskant: Kom I nogensinde til Palæstina og spille? (Turen der oprindeligt blev aflyst, da den lå midt i den opblussende Muhammedkonflikt).
Marie: Nej desværre, men turen ligger stadig og ulmer under overfladen og hvem ved.. Måske lykkes det os at komme afsted. Det vil vi meget gerne en gang i fremtiden, og arrangørerne i Palæstina vil gerne arrangere en ny
tur.
Diskant: Hvornår kan vi forvente en udgivelse af den plade, I netop har færdigindspillet, og hvad er succeskriterierne for en sådan plade?
Marie: Vi kan nok ikke sætte en dato endnu, men den er snart grydeklar og det kan kun gå for langsomt. Vi håber selvfølgelig på, at den både kunne sælge lidt i Norden og USA. Vi har planlagt at udgive pladen uafhængigt af det amerikanske marked herhjemme, og det glæder jeg mig utrolig meget til.
Diskant: Satser I så på et internationalt gennembrud og hvad er egentlig jeres fremtidsplaner?
Marie: Lige nu satser vi jo internationalt, men det er jo knald eller fald. Vi satser med liv og lemmer, for det skal der til nu om dage. Vi kommer nok til at skulle bruge en masse tid og penge i Staterne, og måske er det først på syvende Nashville-tur, at vi har noget helt konkret at rive i.. Hvem ved.. Vi er så spændte på, hvad fremtiden bringer os. Vi kunne også godt tænke os at spille meget mere på den danske scene i fremtiden.
