Behagelig og balstyrisk bossa
Sangerinderne Mélanie Pain og Phoebe Killdeer komplementerede hinanden i Nouvelle Vagues charmerende og overskridende fortolkninger af post-punk og New Wave-klassikere.
Efter sigende var det pladeselskabsmanden Seymour Stein, der i 1970’erne kom på betegnelsen New Wave, da han skulle karakterisere bandet Talking Heads’ musik, fordi han her fandt en energi, en umiddelbarhed og en modstand mod det etablerede, som han mente, kunne sættes i relation til 1960ernes franske nybølgefilm, Nouvelle Vague. Her eksperimenterede man også med formsproget og forholdt sig kritisk til både den omkringliggende verden og kunstneriske traditioner og konventioner.
New Wave blev efterhånden en samlebetegnelse for bands, der både musikalsk, stilistisk og lyrisk reagerede mod bl.a. 70’ernes overproducerede musikalske diskofeber og overfladefokuserede mainstream-pop. I slut-70’erne og start-80’erne var bands som Joy Division, The Dead Kennedys, Blondie og Depeche Mode med til at definere genren med deres post-punk og ofte dystre tekster. Det er bl.a. klassiske hits fra disse bands, som Nouvelle Vagues to ankermænd Marc Collin og Olivier Libeaux behandler kærligt-ironisk i deres genfortolkninger.
Originale transformationer
I Nouvelle Vagues versioner af New Wave-klassikerne udsættes de mørke sange meget originalt for en transformation til en umiddelbart lys og let bossa nova, der imidlertid også har en melankolsk karakter. Samtidig bliver kanterne naturligvis også slebet af til fordel for en mere poleret lyd. Og som det blev tydeligt ved koncerten på Loppen, kan det dermed tendere mod at ende i en distanceret og overfladisk musik som den, New Wave var i opposition til.
Nouvelle Vague viste sig imidlertid som et velspillende live-band, med dygtige musikere, der mestrede deres bossa nova, reggae og rumba til fulde, og de formåede at holde tungen lige i munden i deres bud på klassikere som bl.a. PiLs ”This Is Not A Love Song”, Soft Cells ”Tainted Love” og Depeche Modes ”Just Can’t Get Enough”.
Anakronisme og dekadence
Ved koncerten blev det tydeliggjort, at noget af det interessante ved Nouvelle Vagues projekt er, at deres musik skaber sit helt eget univers i en slags tidslomme, hvor fortid, nutid og altid synes at eksistere sammen. Det anakronistiske sprang også i øjnene ved den blotte fremtoning af bandet: Med Collin og Libeauxs coole attituder med kasket og six pence ved deres keyboard og guitar, bassistens halv-flamboyante 70’er skjorte med kalvekrøs samt de to sangerinder Mélanie Pain og Phoebe Killdeer, der udstrålede hhv. skrøbelig 1920’er-dekadence i underkjole med snoreryg og paillethårbånd og dramatisk natklub-femme fatale med sort kjole og skarpt skåret pandehår.
Mild sødme og dramatisk performance
Fokus samlede sig helt naturligt omkring netop Mélanie Pain og Phoebe Killdeer, der komplementerede hinanden godt pga. deres forskelligartede stemmer og udtryk. En forskellighed, der også blev dyrket intenst under koncerten, hvor Pains sødmefulde, douce lille-pige vokal især kom til sin ret i de enkle arrangementer, som f.eks. bossa-versionen af The Smiths’ ”Sweet And Tender Hooligan”, fremført af kun hende og guitaristen Libeaux. Ligesom det var de to, der stod for den ultra-melankolske udgave af ”Love Will Tear Us Apart”, hvor bossaen her blandede sig med lyden af en Bergman-film.
I modsætning til den milde og skrøbelige Pain, var Phoebe Killdeer med sin vampede udstråling et noget mere dramatisk bekendtskab med en del flere facetter at byde på, som hun twangede, hviskede og ja, performede sig gennem koncertens latinamerikanske og caribiske numre med høj formidlings- og underholdningsværdi i sin gestik og ansigtsmimik. I numre som den svedige rock’n’rumba version af The Cramps’ ”Human Fly”, der var en halv-uhyggelig affære, hvor Killdeer desuden overraskede med en heftig solo på kazoo (!), og senere i koncerten, hvor hun stønnede og croonede sig gennem ”Heart of Glass”, viste hun sig som fuldblods entertainer, med hang til både whisky og dramatik. Og her var ironien og distancen til at tage og føle på.
Easy-listening og excess
Det var ikke mindst pga. Phoebe Killdeers optræden, at koncerten fik fremdrift og udfordrede og samtidig bibeholdt nogle af de fandenivoldske og overskridende kvaliteter, der ligger i de originale musikalske forlæg. På den måde blev både musik og koncert reddet fra at falde i den easy-listening-fælde, som særligt Mélanie Pains neddæmpede fortolkninger ind i mellem tangerede. Koncerten var dermed både et charmerende og temperamentsfuldt møde med såvel Nouvelle Vague som New Wave.
