Behagelig og balstyrisk bossa
Sangerinderne MĂ©lanie Pain og Phoebe Killdeer komplementerede hinanden i Nouvelle Vagues charmerende og overskridende fortolkninger af post-punk og New Wave-klassikere.
Efter sigende var det pladeselskabsmanden Seymour Stein, der i 1970’erne kom pĂ„ betegnelsen New Wave, da han skulle karakterisere bandet Talking Heads’ musik, fordi han her fandt en energi, en umiddelbarhed og en modstand mod det etablerede, som han mente, kunne sĂŠttes i relation til 1960ernes franske nybĂžlgefilm, Nouvelle Vague. Her eksperimenterede man ogsĂ„ med formsproget og forholdt sig kritisk til bĂ„de den omkringliggende verden og kunstneriske traditioner og konventioner.
New Wave blev efterhĂ„nden en samlebetegnelse for bands, der bĂ„de musikalsk, stilistisk og lyrisk reagerede mod bl.a. 70’ernes overproducerede musikalske diskofeber og overfladefokuserede mainstream-pop. I slut-70’erne og start-80’erne var bands som Joy Division, The Dead Kennedys, Blondie og Depeche Mode med til at definere genren med deres post-punk og ofte dystre tekster. Det er bl.a. klassiske hits fra disse bands, som Nouvelle Vagues to ankermĂŠnd Marc Collin og Olivier Libeaux behandler kĂŠrligt-ironisk i deres genfortolkninger.
Originale transformationer
I Nouvelle Vagues versioner af New Wave-klassikerne udsÊttes de mÞrke sange meget originalt for en transformation til en umiddelbart lys og let bossa nova, der imidlertid ogsÄ har en melankolsk karakter. Samtidig bliver kanterne naturligvis ogsÄ slebet af til fordel for en mere poleret lyd. Og som det blev tydeligt ved koncerten pÄ Loppen, kan det dermed tendere mod at ende i en distanceret og overfladisk musik som den, New Wave var i opposition til.
Nouvelle Vague viste sig imidlertid som et velspillende live-band, med dygtige musikere, der mestrede deres bossa nova, reggae og rumba til fulde, og de formĂ„ede at holde tungen lige i munden i deres bud pĂ„ klassikere som bl.a. PiLs âThis Is Not A Love Songâ, Soft Cells âTainted Loveâ og Depeche Modes âJust Can’t Get Enoughâ.
Anakronisme og dekadence
Ved koncerten blev det tydeliggjort, at noget af det interessante ved Nouvelle Vagues projekt er, at deres musik skaber sit helt eget univers i en slags tidslomme, hvor fortid, nutid og altid synes at eksistere sammen. Det anakronistiske sprang ogsĂ„ i Ăžjnene ved den blotte fremtoning af bandet: Med Collin og Libeauxs coole attituder med kasket og six pence ved deres keyboard og guitar, bassistens halv-flamboyante 70’er skjorte med kalvekrĂžs samt de to sangerinder MĂ©lanie Pain og Phoebe Killdeer, der udstrĂ„lede hhv. skrĂžbelig 1920’er-dekadence i underkjole med snoreryg og paillethĂ„rbĂ„nd og dramatisk natklub-femme fatale med sort kjole og skarpt skĂ„ret pandehĂ„r.
Mild sĂždme og dramatisk performance
Fokus samlede sig helt naturligt omkring netop MĂ©lanie Pain og Phoebe Killdeer, der komplementerede hinanden godt pga. deres forskelligartede stemmer og udtryk. En forskellighed, der ogsĂ„ blev dyrket intenst under koncerten, hvor Pains sĂždmefulde, douce lille-pige vokal isĂŠr kom til sin ret i de enkle arrangementer, som f.eks. bossa-versionen af The Smiths’ âSweet And Tender Hooliganâ, fremfĂžrt af kun hende og guitaristen Libeaux. Ligesom det var de to, der stod for den ultra-melankolske udgave af âLove Will Tear Us Apartâ, hvor bossaen her blandede sig med lyden af en Bergman-film.
I modsĂŠtning til den milde og skrĂžbelige Pain, var Phoebe Killdeer med sin vampede udstrĂ„ling et noget mere dramatisk bekendtskab med en del flere facetter at byde pĂ„, som hun twangede, hviskede og ja, performede sig gennem koncertens latinamerikanske og caribiske numre med hĂžj formidlings- og underholdningsvĂŠrdi i sin gestik og ansigtsmimik. I numre som den svedige rock’n’rumba version af The Cramps’ âHuman Flyâ, der var en halv-uhyggelig affĂŠre, hvor Killdeer desuden overraskede med en heftig solo pĂ„ kazoo (!), og senere i koncerten, hvor hun stĂžnnede og croonede sig gennem âHeart of Glassâ, viste hun sig som fuldblods entertainer, med hang til bĂ„de whisky og dramatik. Og her var ironien og distancen til at tage og fĂžle pĂ„.
Easy-listening og excess
Det var ikke mindst pga. Phoebe Killdeers optrÊden, at koncerten fik fremdrift og udfordrede og samtidig bibeholdt nogle af de fandenivoldske og overskridende kvaliteter, der ligger i de originale musikalske forlÊg. PÄ den mÄde blev bÄde musik og koncert reddet fra at falde i den easy-listening-fÊlde, som sÊrligt Mélanie Pains neddÊmpede fortolkninger ind i mellem tangerede. Koncerten var dermed bÄde et charmerende og temperamentsfuldt mÞde med sÄvel Nouvelle Vague som New Wave.
