Heksemester Unmack
En yderst selvsikker Jens Unmack formåede lørdag aften at holde Vega tryllebundet i op mod to timer. Mixturen bød på Love Shop-nostalgi, politisk galle, usvigelig sikre præstationer fra Unmack og band og et gensyn, der må have fået det til at løbe koldt ned af ryggen på ikke kun inkarnerede Love Shop fans men på alle, der er til gamle venskaber og mundharpesoli.
Klokken tyve over otte lørdag aften var Vega mindre end halvt fuldt. Solen skinnede klart ind gennem vinduerne ude i baren, og de unge fyre i opvarmningsbandet 1 2 3 4 spankulerede lettere sceneuvant rundt til deres collegerockede udladninger. Det er ikke et band, som jeg tror vil nå det store gennembrud lige med det samme, men forsangeren, Rune Hedeman, iklædt strikket cardigan og hvid skjorte, formåede at kejte og krukke sig igennem sangene på en måde, så de forreste rækker alligevel fattede sympati for bandet. Især det, at Hedeman i mellem to numre reciterede et lille smædevers om Morten Messerschmidt, bragte lykke: ”Morten Messerschmidt, mister Besserwisser / gør som en schæfer, men er kun en tæppetisser” . Udmærket fundet på, men knapt så fint, at det ikke er Hedeman men Per Vers, der har skrevet det – og at Hedeman ikke kvitterede med et tak for lån. (rating: 5/10)
Efter en halv times tid gik 1 2 3 4 af scenen og efter endnu en halv time gik Heksemester Unmack og Slagterne på. Det nu talstærke publikum blev mødt af et lysshow, hvor bandet i det første nummer, ”Film vi har set”, stod som silhuetter på scenen. Tre numre fra Aftenland Ekspress blev det til, før Unmack talte til os, og de tre koncertåbnere blev spillet ud i en noget mere rocket og larmende form end den, der skinner igennem Nikolaj Nørlunds produktion.
Et stykke inde i koncerten ”advarede” Unmack os om, at det ville blive en lang aften, men så vidt jeg kunne fornemme, var der absolut ingen, der kedede sig i løbet af den 20 numre lange koncert. Dampen blev holdt oppe og den rockede rungende lyd bragede igennem fra start til slut. Der er en verden til forskel på at opleve Unmack live og at høre hans to soloplader derhjemme i privaten. På cd’erne er det drømmende og afrundede dominerende i lyden, mens livelyden er langt mere metallisk og rungende. Dette, sammen med Unmacks intensitet fra scenekanten hvor han på én gang udstrålede rundet varme og dæmonisk skarphed, udgjorde en noget nær perfekt formidling af kampen mellem de gode og de onde kræfter – den kamp, som mange af Unmacks tekster elegant kredser om.
Efter tredje nummer fortalte Unmack, at han ikke havde spillet i København siden november sidste år. Det var i det hedengangne Ungdomshuset. De få sætninger han lod kredse om Ungeren, hvis rydning han tydeligvis er dybt berørt af, lod han fungere som indledning til ”Happy Endings” fra solodebuten. Efter nummeret kvitterede han med en hilsen til Ritt ”fucking” Bjerregård, som han kaldte hende. I dette øjeblik var det ligegyldigt, at undertegnede ikke har samme blødende hjerte for matriklen på Jagtvej. Unmack formåede at servere sin harme på en måde, så det gav kuldegysninger. Det, at han, og givet vis en god portion af publikum, har den stærke følelser for Ungeren. Det var det, der betød noget denne aften.
Et andet højdepunkt nåede koncerten, da ingen ringere end Henrik Hall trådte ind på scenen og lod sin mundharpe komme til orde i Love Shops ”Fremmedlegionær”. Det var simpelthen magisk – godt hjulpet på vej af stemningen fra et kogende Vega, der taktfast klappede til genforeningen af de to gamle venner. I anden omgang ekstranumre kom Hall igen og spillede til ”Alle har en drøm at befri”. Og så var det slut. Koncerten tonede stille og roligt ud til ”Vejen hjem fra Rocknroll”, men jeg tror, at det var de færreste af Vegas gæster, der tog hjem lige med det samme. Nej, hvem kunne sove nu? Det var lørdag aften, og nu skulle turen gå ud i det København, som Unmack så smukt og så ofte har besunget.
