Sympatisk uspoleret
Det er et halvt fyldt Store Vega, der lørdag aften står klar til at modtage de ålborgensiske danmarksstjerner Oh No Ono. Mens den mere modne del af publikum har indtaget baren og de omkringstående sofaer, samler en stadig større gruppe teenagere sig foran scenen. De fleste af dem er iført stramme bukser og har store tørklæder svinget nonchalant om halsen.
Baggrundsmusikken stopper. Teenagegruppen foran scenen hujer. Jubler. Et sted lidt til højre for midten stiger en række sæbebobler sløvt mod salens høje lofter – uden tvivl en bevidst reference til coveret til debutalbummet Yes, hvor lignende bobler svæver rundt foran de uniformsklædte drenge. Der er lagt an, og Oh No Ono indtager scenen.
Setlisten byder på det hele. Lige fra den stille ”Talking Lyndie England”, hvor Malthe Fischer bevæger sig rundt blandt publikum med en mikrofon og en lommelygte, kun forfulgt af et par fotografer og en lille gruppe unge piger, der vil sikre sig et foto af deres idol, til hvad der efterhånden kan kaldes superhittet ”Practical Money Skills for Life”. Sidstnævnte sætter salen i bevægelse som én stor bølgende masse, og udgør uden tvivl koncertens højdepunkt. Fischers Mickey Mouse-inspirerede vokal kalder på kommentarer, og ingen kan fornægte, at vi har med en gruppe usandsynligt dygtige sangskrivere og musikere at gøre. En gruppe, der tillige har formået at forny den danske popscene som ingen har formået det længe. Deres musik er blevet kaldt DAMP-pop og kan vel med en diskant-kollegas ord bedst beskrives som en ”sammensmeltning af new wave, poppunk, funk og indie”. Med en reminiscens af Bowie, disco og 80er-pop. Og så er det uden tvivl noget af det bedste, den danske musikscene længe har set. Alligevel er det, som om Oh No Ono ikke får den helt op at ringe denne aften i Store Vega. Et bud på en årsag kunne være den knap halvt fyldte sal, der vidner om, at koncerten måske burde være henlagt til Lille Vega. Musikalsk er der i hvert fald ikke noget at sætte fingeren på.
Kvintetten har haft travlt de sidste dage. De er netop hjemvendt fra England, hvor de har givet tre koncerter i London og to på Brighton-festivalen The Great Escape. Og det kan ses. Ikke blot har de fået nye kostumer; det er, som om de nyskabende talenter er blevet en tand mere scenevante og gamle i gårde. Ikke desto mindre ligner Malthe Fischer stadig en lille dreng, og de nye højtaljede bukser med skriggrønne seler får ham til at syne endnu mindre. Og bandet er stadig sympatisk uspoleret af succesen. Således bliver vi introduceret til alle i Oh No Onos bagland – lige fra designeren bag de nye outfits til Mikkel, roadien, der sørger for at Fischer får den guitar, han skal bruge på scenen.
Mere end syv stjerner bliver det ikke til i aften. Men at det karakteristiske femkløver med den uskyldsrene forsanger og de iørefaldende musikalske bestsellere har potentiale til ti, kan ikke anfægtes.
