Munter jødisk spillemands-rock
Det er gået temmelig ubemærket hen, at Klezmofobia ligeså stille har solgt så mange Tantz!-plader, at det danske spillemandsorkester har fået sølv. 10.000 af slagsen er langet over disken i de danske Tiger-butikker, hvor albummet sælges for en flad 20’er, og det kan selvfølgelig være en af grundene til den salgsmæssige succes.
Men Klezmofobia skal ikke undervurderes på den baggrund. I stedet kan man glæde sig over, at Tiger-butikkernes musiktiltag gør det nemmere for et band som Klezmofobia at nå ud til et kræsent dansk publikum, der næppe ville give fuld pris for et album med østeuropæisk spillemandsmusik i den jødiske tradition.
Alle de mere end 10.000, der har sikret sig et eksemplar af albummet, vil formentlig have oplevet det samme som jeg. Nemlig en sprudlende og humørfuld flok sange, der viser at sydlandsk folkemusik har så meget mere energi og nerve at byde på, end dansk folkemusik. For mens de fleste musikere, der præsterer traditionel dansk folkemusik har utrolig svært ved at skabe variation og energi, så kommer det kun naturligt for Klezmofobia.
Måske fordi Klezmer-traditionen lægger op til det. Måske fordi Klezmofobia tør bryde traditionsbarrieren og tilsætte rockelementer. Det er lidt svært at sige, hvad det er – man kan bare konstatere, at Klezmofobia gør det, der skal til. Og enhver, der finder på at købe Tantz! vil utvivlsomt blive smittet med det brede smil, der kendetegner pladen, som i øvrigt har den velsagtens eneste danske klezmer-stjerne, Channe Nussbaum, med som gæstevokalist.
