Kunst der kunne nyde godt af et strejf begrænsningens kunst
Det kalder på en vis beundring, når en musiker konsistent viser sig villig til at udfordre grænserne for sin kunst. Til denne gruppe hører Tori Amos, der med American Doll Posse har kastet sig ud i et storstilet eksperiment i form og ikke mindst i koncept. Det kræver mod, men desværre bevirker eksperimenterne, at det næsten firs minutter lange album stritter i så mange retninger, at det er svært at se det som rigtig vellykket. Albummet er opbygget omkring forskellige aspekter af Toris skizofrene kvindevæsen, som kommer til orde gennem hver deres sange. Konceptet virker svært gennemskueligt og fortænkt men skader dog ikke i sig selv albummet, hvis man vælger at fokusere på de enkelte sanges kvaliteter i stedet.
Skadelig er til gengæld albummets længde i mangel på en stærk rød tråd. De 79 minutter byder på adskillige musikalske lyspunkter, men de er iblandet alt for mange middelmådigheder, til at de for alvor løfter albummet. Toris intelligente sangskrivning er overordnet set som altid imponerende, men American Doll Posse byder kun på ganske lidt af den fængslende inderlighed, som Tori besidder, når hun er bedst. Der er bestemt lyspunkter som den legesyge “Velvet Revolution”, og den uhørt catchy “Bouncing Off Clouds” hvor Toris stemme formår at rumme ekstrem skrøbelighed og alligevel i samme sang at være himmelstræbende triumferende.
Tori Amos beviste med Scarlet’s Walk, at hun formåede at skabe et musikalsk værk, der udnyttede cd-mediet til sit fulde, uden at tabe tråden undervejs. Desværre kunne hun ikke leve op til samme høje standard med efterfølgende The Beekeeper, og endnu værre står det til med American Doll Posse. Fans af Tori vil finde masser af spredte godbidder i American Doll Posse, som gør albummet værd at investere i, men for alle andre er der mange bedre albums at bruge pengene på. Personligt kan jeg blot håbe, at næste album fra femininitetens fremmeste musikalske opdagelsesrejsende bliver en mere koncentreret og intens affære.
