Udmærket, men mangelfuld biografi om den danske rock poet
Det var noget desillusioneret jeg efter endt læsning lagde Niels Martinovs biografi om Carsten Valentin Jørgensen fra mig. Den person som i stort set hele mit ’musikalske’ liv har stået som den største sanger og sangskriver er slet ikke som jeg havde forestillet mig. Hvis man skal tro Martinov og hans kilder er C.V. Jørgensen temperamentsfuld, humørsvingende og til tider direkte ondskabsfuld. Det er ikke lige det indtryk man får når C.V. Jørgensen for en sjælden gangs skyld giver et interview – her virker han snarere ydmyg og venlig.
I bogen hører vi om de magtkampe, der nærmest per definition opstår når C.V. Jørgensen er i studiet. Særligt magtkampene mellem C.V. Jørgensen og guitarist Ivan Horn, der var krumtap i ’det ganske lille band’. En magtkamp, der efter indlemmelsen af Ivan Horns kone resulterer i, at C.V. Jørgensen forlader det band, der bærer hans initialer. Men også om magtkampen mellem C.V. og Billy Cross, der har betydet at de to ikke tåler synet af hinanden i dag – ikke engang tale om hinanden kan de. Billy Cross – der tidligere har spillet med C.V. Jørgensens store idol Bob Dylan – blev hentet ind som guitarist og producer på Tidens Tern (1980). Et samarbejde med perspektiv i, og albummet blev da også med 120.000 solgte eksemplarer C.V.s bedst sælgende til dato og er siden hen blevet indlemmet i kulturkanonen. C.V. Jørgensen ærgrede sig dog over, at pladen lød så kommerciel og tildelte Billy Cross skylden for dette. Derudover skulle Billy Cross også have været den primære årsag til, at albummet blev udgivet på pladeselskabet Medley og ikke Better Day, som C.V. Jørgensen var en del af. Ifølge forfatteren har dette kostet C.V. Jørgensen et millionbeløb.
I sin research til biografien har Niels Martinov læst hvad der er at læse om C.V. Jørgensen samt talt med en lang række af personerne fra C.V. Jørgensens musikalske inderkreds. Men hverken C.V. selv eller hans elskede kone Annemarie har fundet vej til bogen. Dette er selvfølgelig en skam, men det betyder også, at bogens forfatter ikke har behøvet at lefle for den danske sanger og sangskriver, hvilket egentligt er ganske befriende. Så må C.V. Jørgensen give svar på tiltale i den selvbiografi, som med stor sandsynlighed aldrig kommer. Det kan dog undre, at der er så få signifikante personer fra de seneste 10-15 år, der deltager i bogen. Hvor er eksempelvis Steen Jørgensen og ikke mindst Kasper Winding henne? På grund af mangelen på medvirkende fra ’nyere’ tid er fokus i bogen også helt naturligt lagt på første halvdel af C.V. Jørgensens karriere.
C.V. Jørgensen – en biografi om den danske rockpoet er velskrevet og langt hen af vejen en fornøjelse at læse. Bogen bevæger sig kronologisk frem, og når den passerer en pladeudgivelse leverer Niels Martinov en anmeldelse af det pågældende album. Disse anmeldelser en ligeledes velskrevne, men har det desværre med at fokusere lige rigeligt på teksterne og lader dermed musikken noget i stikken – og så benytter forfatteren sig af det irriterende kneb det er, at strikke tekstcitater ind, så de fremstår som en naturlig del af selve anmeldelsen.
Alt i alt er denne første biografi om landets største sangskriver ganske vellykket. Man sidder dog tilbage med en masse spørgsmål. Hvorfor har der altid været sådan lidt tys-tys om C.V.s sukkersyge, og hvad har sygdommen betydet for ham? Hvorfor skiftet fra at beskæftige sig med den ydre verden til rent tekstmæssigt i højere grad at kigge indad? Hvad bunder alle de konflikter han angiveligt har haft med de personer, der har været tæt på ham egentligt i? Hvorfor er han så sky over for offentligheden? Hvorfor så lang tid mellem albumudgivelserne?
C.V. Jørgensen har altid stået som den musiker jeg helst har villet møde – ja, vel egentligt den eneste. Det er han stadig, men mit billede af ham er noget anderledes nu end det var inden jeg gav mig i kast med Nils Matinovs udmærkede C.V. Jørgensen – en biografi om den danske rockpoet.