Fremragende Ignite leverede varen
To guitarister, en bassist, en trommeslager, en sanger og en fandens masse rock n’ roll var hvad Ignite havde taget med over Atlanten til et skuffende tomt The Rock. Det var dog alt rigeligt, og de der havde trodset regnen og var mødt op fik en fornem opvisning i hvordan musik ovre i den mere melodiøse ende af den californiske hardcore punk skal formidles.
Allerede fra aftenens første nummer var scenen sat. Med en eksplosiv energi lagde Ignite fra land med ”Poverty for All”, der fra de første toner satte gang i den lille dedikerede skare af ‘slam dancers’, som havde taget plads lige foran scenen. Ignite holdt energien højt under hele koncerten og kun to gange blev tempoet sat så meget ned, at folket i ‘mosh pitten’ kunne få sig en tiltrængt og fortjent pause. Den ene gang med det akustiske nummer ”Live for Better Days”, der ligesom på cd heller ikke rammer plet i live-sammenhæng.
Ignite leverede – som genren nærmest dikterer – ikke den mest varierede form for musik, og sanger Zoli Teglas viste også, at han ikke er i besiddelse af den mest varierede stemme man kan forestille sig. Men musikken sparkede røv fra start til slut og Zoli Teglas demonstrerede, at man godt kan have en stor vokal uden at bringe den på overarbejde i høje og lave tonelejer.
Koncerten nåede ikke at runde en time inden Ignite atter forlod scenen. Men med sine korte ‘direkte i ansigtet’ numre var det rigelig med tid til at bandet, med den primære fokus på deres nyeste album Our Darkest Days, kunne nå at bevise, at de tilhører superligaen indenfor den melodiske hardcore.