Sigøjnernes sejr
The Rock i København er oftest et sted, hvor de koncertaktuelle bands hører til den hårde ende i musikken, men i går kom der nye boller på den musikalske suppe, da det dansk-serbiske band, Tako Lako spillede op til en ordentlig gang glad sigøjnerrock.
Inden Tako Lako gik på var der opvarmning i form af det rumænske band, Danger. Man må virkelig undre sig over hvem der havde booket dette band som opvarmning, men muligvis har det været en person der troede at dette band også spillede balkanmusik, nu hvor de var for Rumænien, men så tog denne grueligt fejl! Bandet spillede en form for hård rock blandet med lidt goth-elementer, og tja… Det kunne have været interessant, for især trommeslageren gjorde et habilt stykke arbejde, og alle medlemmer performede ganske godt, men musikken var oftest ensformig, og blev trukket en del ned af to kvindelige, meget monotone og kedelige vokaler. Man glædede sig nu til at forhåbentligt få et energitilskud fra Tako Lako.
Og fik man så det? Uden tvivl: Bandet (hvis navn er serbisk og betyder noget lignende ” Så let er det”) består af traditionelle balkaninstrumeneter som violin, harmonika, perkussion og klarinet, og en forsanger der var i topform med en vokal der strakte sig over flere oktaver, og genrer tillige. De lagde ud med et instrumentalt nummer, hvor især violinisten viste stort talent. Da nummeret havde varet nogle minutter, opstod en slags stilhed før stormen, og pludselig kommer forsangeren ind på scenen til publikums store jubel. En jublen der var fuldt ud forståelig, da man hørte forsangeren, den kun 19-årige Ognjen Curcic, folde sig ud: Vokalen i de forskellige sange var både flot og dyb, men skiftede så til brøl og råb på ægte sigøjnermanér, og som publikum var man helt revet med af denne østlige stemning. Desuden er han ikke blot en fantastisk sanger, men også en dygtig entertainer, således at den energifyldte musik, med sange der var et mix af traditionel balkanfolk, og en mere moderne og rockpræget lyd, blev ledsaget af en masser af humor, hvilket blot gjorde helhedsoplevelsen af bandet endnu bedre. Et godt eksempel herpå var da Curcic bekendtgjorde, at han havde skrevet en operette dedikeret afdøde Papparotti, og så ellers begyndte at synge skalaer helt uhæmmet, så selv bandets guitarist kom til at trække på smilebåndet.
Nu skal det jo også nævnes, at det ikke kun er forsangeren i Tako Lako der viste talent; hele bandet formåede virkelig at yde deres bedste og var med til at skabe en dejlig, glad og autentisk balkanstemning på The Rock denne torsdag aften, sådan at man ikke kunne lade være med at gå der fra med et smil på læben og en stor, og for Danmarks musikscene, meget unik oplevelse.
Tako Lako er et temmelig nyt og ungt band, men de har bestemt et kæmpe potentiale, og de ønskes al held og lykke fra denne anmelder.
