En hård, men smuk død
Selvom As I Lay Dying allerede har udgivet flere albums, er det ikke den store kendskab folk har til dem i Danmark. Det kan man kun håbe der bliver lavet om på med deres nye udspil An Ocean Between Us. Ved første lyt kan bandet godt lyde som mange andre bands i hardcore metal genren, men man skal dog blot høre et par numre for at opdage, at de har masser af andre aspekter i deres musik. Og ofte nogle ret flotte og spændende aspekter.
Lydbilledet hos As I Lay Dying har som sagt elementer af hardcore, og det er nok det mest fremtrædende i musikken, men dog er der også elementer fra nu-metal, punk og klassisk heavy, en ret speciel blanding kunne man mene, men det fungerer faktisk ganske godt for bandet. Titelnumret og sangen “Nothing Left” har begge nogle meget fængende guitar-riffs og nogle fantastisk energiske trommer, spillet af den hårdtslående, dygtige trommeslager, Jordan Mancino. De to numre kunne næsten have noget hit-potentiale over sig, selvom genren nok er for hård til Boogielisten. Forhåbentligt.
Andre bemærkelsesværdige, og endnu bedre, numre finder man lidt senere på albummet, fx den mere stille og meget melodiske “I Never Wanted”. Starten på nummeret får undertegnede til at tænke på Deftones, men senere bliver lyden dog en del tungere end den nu-metal, som de er kendt for. Der er noget nærmest pompøst over omkvædet, som mikset med forsanger Tim Lambesis’ skiftevis dybe growl og rene vokal, giver en helt speciel stemning, og et smukt nummer. Og også hér spiller trommerne en vigtig rolle, og den spiller de godt.
I det store hele er der mange gode sange på An Ocean Between Us, og ikke alt for mange smuttere, og et sidste der hér skal fremhæves må være “Wrath Upon Ourselves” der i den grad omfavner hardcore-genren på bedste vis i versene, og igen går over i den storslåede, flotte lyd i omkvædet, pyntet med en sprød heavyguitar.
Hvis man ligger døende, som bandets navn indikerer så fint, så er An Ocean Between Us et hårdt, men yderst flot soundtrack dertil, og med deres genremiks fra metallens forskellige sider, kan de sagtens falde i manges smag. De har i hvert fald imponeret undertegnede, der normalt ikke lytter meget til hardcore. Og en musikalsk åbenbaring er vel aldrig at foragte?
