Det bliver hele tiden bedre
Lige siden hun fĂžrste gang lod hĂžre fra sig har jeg beundret Tina Dickow og hendes naturlige tilgang til at skrive sange. Men jeg har ogsĂ„ hele tiden haft et lille forbehold for hendes ligesĂ„ generte mĂ„de at optrĂŠde pĂ„ â bĂ„de pĂ„ scenen, i interviews og pĂ„ hendes albums. Det har vĂŠret som om, at hun er slĂ„et igennem fĂžr hun var klar til det, og at hun derfor har mĂ„ttet vokse med opgaven, mens karrieren har udviklet sig. MĂ„ske er det derfor, at jeg ogsĂ„ har siddet med fornemmelsen af, at det er sangene, der har styret Tina Dickow â og ikke omvendt.
Det er glÊdeligt at notere sig, at alle disse forhold er Êndret pÄ Count To Ten, der derfor fremstÄr som det klart bedste Tina Dickow-album til dato. Hun har hele tiden vÊret en udtryksfuld sangerinde, men pÄ det nye album er det hende selv, der skaber udtrykket og former sangene, i stedet for hendes sange, der skaber hendes udtryk.
Det er en hĂ„rfin nuance, som dog er meget betydningsfuld, sĂ„dan som jeg hĂžrer Tina Dickow. Hun virker nemlig langt mere Ă„ben og imĂždekommende pĂ„ Count To Ten, mens hun stadig holder fast i de eminente sange, som hun har et sjĂŠldent set talent for at skrive. Og sĂ„ er det meget afvekslende, men alligevel sammenhĂŠngende, pĂ„ det nye album, hvor der bĂ„de er melankoli og mere lyse stemninger. Min favorit er âSacre Coeurâ, der sĂ„ fint beskriver skellet mellem det unge og spontane liv â og det mere etablerede liv, der selvom det bliver, som man har drĂžmt om, kan synes lidt kedeligt og forudsigeligt.
Tina Dickow har hele tiden vÊret pÄ rette kurs i sin karrieres udvikling, og den fÞlger hun i en sÄdan grad, at det bliver mere og mere vanskeligt ikke at give sig helt hen til hendes sange. Count To Ten har stort set ingen skÞnhedspletter, og det er sjÊldent at hÞre et sÄ fint album fra en danske solist.
