Skramlet folk pop med kant.
Sammen med bandet Sweetie Pie Wilbur udgav Jacob Faurholt i 2005 den anmelderroste plade Queen of Hope, hvorfra sangen ”Alone With You” nåede til tops på den eneste seriøse hitliste i Danmark, Det Elektriske Barometer. Siden har Jacob Faurholt sagt farvel til Sweetie Pie Wilbur og har netop udgivet Hurrah Hurrah hvor han blandt andet fik hjælp fra pigerne fra svenske Taxi Taxi.
Diskant: Kan du fortælle lidt om processen omkring Hurrah Hurrah?
Jacob Faurholt: Jeg havde brugt lang tid på at indspille en plade (med band), som skulle have været opfølgeren til Queen of Hope. Derigennem mødte jeg producer, guitarist m.m. Kristian Westergård og vi faldt hurtigt i snak om fælles inspirationskilder. Jeg spurgte derefter om han var interesseret i at hjælpe til med indspilningen af min nye plade, Hurrah Hurrah, hvilket han heldigvis var. Jeg trængte til at lave noget på egen hånd og få brugt nogle af de helt nye sange jeg havde skrevet. Derefter lavede jeg nogle forberedende indspilninger, som jeg sendte til Kristian. Planen var egentlig at gøre en lang proces ud af det og invitere et hav af gæster med, som med Queen of Hope, men da vi påbegyndte indspilningerne hos Kristian fandt vi hurtigt ud af, at der skulle skæres ind til benet så sangene blev det centrale. Så den oprindelige plan skød vi hurtigt i sænk. Pladen blev indspillet og mikset meget spontant i løbet af fem (ikke sammenhængende) dage og vi greb gerne ud efter hvad der var i nærheden i forhold til instrumentering. De eneste gæster udover Kristian og jeg blev Kasper Rønberg Schultz (ex-Sweetie Pie Wilbur) samt Johanna og Miriam E. Berhan fra svenske Taxi Taxi! Det var i det hele taget en rigtig glædelig proces.
Diskant: Du siger du brugte lang tid på at indspille med band. Vil det sige at der ligger en næsten færdig Sweetie Pie Wilbur plade?
Jacob Faurholt: Ja, der ligger faktisk en mere eller mindre færdig plade, som ikke ser dagens lys. Nogle af sangene overvejer jeg dog at bruge med henblik på senere indspilninger. Men i og med at vi ikke spiller sammen længere bliver indspilningerne ikke brugt til noget.
Diskant: Følte du at du mistede kontrollen ved at have mange forskellige folk inde over?
Jacob Faurholt: Det er klart at man i et band, som vi var blevet på godt og ondt, ikke har den fulde kontrol over hvor musikken er på vej hen, men det kan der selvfølgelig også komme noget godt ud af. Det gjorde der på mange måder også i vores tilfælde, men de mange konflikter overskyggede glæden ved at lave musik. Jeg mener vi trak i for mange forskellige retninger, og derfor er jeg glad for beslutningen om at gå hver til sit.
Diskant: Hvordan vil du selv karakterisere din musik?
Jacob Faurholt: Jeg lægger meget vægt på den gode melodi, derfor vil jeg vove pelsen og kalde mine sange for melodiske. På plade og ofte også live opstår der et ret ”skramlet” udtryk, og så er der jo noget folk/singer-songwriter. Jeg er overrasket over hvor i høj grad anmelderne har brugt udtrykket sadcore, tristesse osv. om denne plade, sådan opfatter jeg den ikke selv. Der er helt klart de mørke/melankolske øjeblikke, men også de mere naive og sågar uptempo sange er til stede. Jeg syntes det er lykkedes at lave en varieret og legende plade. Noget skramlet folk pop.
Diskant: Dækker du dig lidt ind under det skramlede således at dine sange ikke bliver for ”pæne” eller måske for blottede?
Jacob Faurholt: Nej, det mener jeg ikke. Jeg er nok bare så uskolet at det kommer til at lyde skramlet… Der er selvfølgelig også æstetiske overvejelser omkring lyden på de plader jeg laver. Jeg tænker meget over hvordan jeg gerne vil have det til at lyde, og har gerne et klart billede af pladen og artwork inde i hovedet meget tidligt i processen. Samtidig er jeg stor tilhænger af den naive, spontane og legende måde at indspille musik på, hvor man griber ud efter hvad man nu har i nærheden af instrumenter og lignende og hvor sangene ikke er gennemarrangerede på forhånd. Men jeg er da rigtignok ikke interesseret i at mine sange bliver klædt for pænt på. Der skal være noget kant.
Diskant: Hvilke forbilleder har du og hvor henter du din inspiration?
Jacob Faurholt: Jeg lytter til meget musik, også musik, som ikke umiddelbart har en relation til mit eget. Men nogle af de mere åbenlyse inspirationskilder kunne være Okkervil River, The Microphones, Will Oldham, Neil Young, Bright Eyes m.fl. Jeg har også plader stående med Devendra Banhart, CocoRosie, Animal Collective, Iron & Wine. Og så har jeg i øvrigt lige købt en plade kaldet Pride med en sangskriver, som kalder sig Phosphorescent. Den er jeg meget glad for og kan anbefales hvis man er til de overnævnte.
Diskant: Hvor og hvornår kan vi opleve dig live?
Jacob Faurholt: Jeg spillede søndag d. 2. december på Lades Kælder sammen med Evil Death Machine fra København. Det var faktisk den sidste koncert jeg havde på programmet i år, hvis der da ikke dukker noget pludseligt op! Men jeg arbejder på at komme ud at spille så meget som muligt i det nye år.
Diskant: Hvad er det for et publikum der kommer til dine koncerter?
Jacob Faurholt: Det er lidt svært at svare på, nu har jeg endnu ikke spillet så mange koncerter på egen hånd, men mit indtryk, når vi var ude at spille med bandet, var at det var de folk der normalt er opsøgende i forhold til musik af den lidt skævere slags der troppede op. Jeg tror i det hele taget at mange mennesker har taget den ”nye” folk godt til sig. Jeg gik eksempelvis forgæves sidst CocoRosie spillede i Århus, da der var udsolgt.
Med Hurrah Hurrah står Jacob Faurholt som én af de fornemste eksponenter for dansk neo-folk.
Sangen ”Young Mothers” fra Hurrah Hurrah bliver i denne uge testet på Det Elektriske Barometer. Det bliver så spændende om den danske (alternative) ungdom er klar til at tage Jacob Faurholts skramlede folk pop til sig.
