Duoen The Kills leverede varen uden pÄ nogen mÄde at tippe Lille Vega ud af kurs
Alison Mosshart og Jamie Hince har siden albumdebuten Keep on your Mean Side fra 2003 arbejdet sig godt og grundigt op fra undergrunden og mod et mere bredtfavnende fundament. Deres minimalistiske garagerock har over deres tre album bevĂŠget sig fra det mere kantede og punk/blues-agtige og mod den mere glatte, kĂŠlne sound, der er dominerende pĂ„ det nyeste â og pĂ„ alle mĂ„der fremragende â album, Midnight Boom . Og som sĂ„dan er der en veldrejet linje mellem duoens fĂžrste mere skramlede og kantede sange og sĂ„ til de nye mere afslebne og lidt mere electro-prĂŠgede kompositioner.
Aftenens koncert pĂ„ Vega bĂžd pĂ„ omkring halvfjerds minutters sammenkog fra duoens tre album. Men hvor der trods alt er en lille udvikling at spore pĂ„ The Kills’ udgivelser, der flĂžd numrene en hel del sammen til koncerten pĂ„ Vega. Flere af sangenes smĂ„, men vĂŠsentlige, nuancer forsvandt, hvilket resulterede i et alt for ensartet lydende set, hvor der en del for anstrengt blev holdt pĂ„ skematikken og den ydre form. FĂžrst under aftenens to ekstranumre, hvor teknikken (trommemaskinen) voldte nogle problemer, lĂžsnede duoen ligesom op og fandt ind til et mere direkte udtryk. Her etablerede duoen et langt mere medrivende og energisk drive, der i hĂžj grad er nĂždvendigt, nĂ„r man skal servere en nĂŠrgĂ„ende omgang rock’n’roll.
Men The Kills er ogsĂ„ exceptionel meget form. Stilen og iscenesĂŠttelsen er vigtig â og den kan de. Alison Mossharts trashede vamp-figur og Jamie Hinces kĂŠkke, dandy-agtige fremstilling af en rockguitarist klĂŠder hinanden og skaber en effektiv symbiose pĂ„ scenen. Men den lidt for konstante spillen pĂ„ disse figurer bliver altsĂ„ bare en smule anstrengende. Det var ikke mindst nĂ„r de slap skuespillet og gav den mere uforbeholdent gas, at det rykkede og trykkede. Men det gjorde duoen for sjĂŠldent.
Ikke desto mindre var det fedt at hĂžre sange som eksempelvis âNo Wowâ, âURA Feverâ og âLove Is a Deserterâ. NĂ„r The Kills fik deres minimalistiske garagerock op i gear, sĂ„ var det sgu uimodstĂ„eligt. Men desvĂŠrre blev koncerten aldrig den oplevelse, den kunne have vĂŠret. Og det noget matte mandagspublikum gjorde sĂ„ heller ikke deres til, at The Kills mĂ„ske lige kunne have fĂ„et det tiltrĂŠngte spark, der kunne have lĂžftet koncerten op fra god til rigtig god eller mĂ„ske endda enestĂ„ende.
