Stærke sange, dygtig sangerinde
Den danske sangerinde Annemarie Zimakoff debuterer som solist med albummet Ivory. Det sker efter at hun ellers havde lagt solist-rollen på hylden til fordel for det meget lovende band Quiet Light Tide, men selv i bandsammenhæng var Zimakoff i kraft af sin smukke og intense vokal det altdominerende element, så udviklingen er på ingen måde ulogisk.
På Ivory er det ligesom i Annemarie Zimakoffs tidligere musikalske sammenhænge de fine akustisk baserede popsange, der er drivkraften, og vokalen er fortsat den helt store styrke på de 12 sange, der kan kategoriseres som moden popmusik.
Det er personligt og intimt, men jeg kunne savne lidt mere dybde i produktionen. Intensiteten i sangene er nemlig så høj, at den synes svær at udtrykke i den lidt sparsomme produktion, men det ændrer ikke ved, at Zimakoff skaber et stærkt udtryk med sin lyse, rene og udtryksfulde vokal, der til tider dog kan virke en tand for skinger, hvilket nok først og fremmest bunder i førnævnte produktion.
Titelnummeret er en fin og blød indgang til albummet, der tekstmæssigt passer perfekt til det vokalmæssige udtryk. Bittersøde sange om kærlighed, der på ”Undefined Distance” får lidt mere tempo, og som på ”In Cellophane” når helt ind under huden.
Et af de melodiske højdepunkter findes på ”Sitting in a Lukewarm Room”, mens hitpotentialet findes i ”Memories”, der med sit iørefaldende omkvæd er lidt lettere tilgængelig, omend Zimakoff holder fast i sit bittersøde udtryk. ”Memories” er iøvrigt en genganger fra Quiet Light Tide’s 2007-demo, og det samme er ”Where the Boats Are Sailing Out”, der stadig holder samme niveau som for et år siden.
Den lille viseagtige ”Build Your Wings” med virkningsfuld mandolin er ligeledes blandt de finere numre, mens den harmonikabårne ”Red Ribbons” er blandt de lidt mere indesluttede, udfordrende og kryptiske skæringer.
”Pick Up Your Umbrella” er helt nede i de mest fortættede stemninger, mens Zimakoff synes at udfordre sig selv en anelse for meget på den lidt skingre ”It Don’t Take Away My Hurt”, hvor det dog er rart at fornemme en anden og lidt mere rå side af hendes vokale talenter.
Med ”Lullaby Amour” lukkes albummet af i den afdæmpede og stemningsfulde afdeling, og man sidder tilbage med et indtryk af, at Zimakoff debuterer på en måde, der på en gang er overbevisende, men alligevel med visse mangler.
Den stærke vokal kommer ikke helt til sin ret i den lidt for svævende produktion, men talentet og egenskaberne er ikke til at tage fejl af. Hverken når det kommer til den musikalske udførelse eller det rent sangskrivningsmæssige.
