Trætte rutinerede dinosaurer
Det var svært at vide hvad man skulle forvente til den anden Dinosaur Jr . koncert inden for et år ovenpå den fede oplevelse det var at se dem sidst de gæstede Vega (i juli 2007). Kunne bandet holde gejsten oppe og levere, eller var de igen blevet trætte af hinanden efter et år på turné.
Svaret blev desværre nærmere det sidstnævnte, dog uden at bandet leverede en dårlig koncert. De var bare fraværende og uden musikalsk kommunikation og det påvirker helhedsindtrykket. Indsatsen var stadig solid, og ingen kan tage fra J Mascis at han rangerer blandt de bedste guitarister, så alene derfor kunne man nyde koncerten. Søndag aften er måske ikke den optimale koncertaften, men Dinosaur Jr. lignede et band der ikke havde meget lyst til at stå på en scene, og ekstranumrene måtte de nærmest slæbe sig op til. På sin vis fik vi demonstreret at bandet har et højt bundniveau, og kan levere en fed koncert på rutinen – man ønsker sig bare lidt mere når man ved at der ER mere.
De massive guitarudladninger med det tordnende lydniveau viste det meste af koncerten Mascis’ eminente guitarspil, men især sammenspillet med bassisten Barlow manglede totalt og nogle soloer virkede som uinspirerede passager der skulle overstås. Det piller ikke ved at sangkataloget hos Dinosaur jr. bragte perler som ”Freak Scene” og ”The Wagon”. Den udsolgte sal virkede da også meget tilfredse med numre som disse, og stage-diving blev relanceret som var vi til en rigtig grungekoncert i halvfemserne. At en trio kan lyde så massiv skyldes selvfølgelig Mascis’ 3-Marshall-stacks-super-fuzz-guitar, men også Barlows fede akkorder der bliver aggressivt slået på bassen hjælper til at brystkassen bliver dejligt tæsket igennem til Dinosaur koncerterne. Et stort plus i bogen for dette.
Aftenen blev en rundtur i hjørner af bandets diskografi hvilket førte især mange gamle sange med sig, blandt andet numrene ”Forget The Swan”, ”Repulsion” og ”Gargoyle” fra den første 1985 udgivelse (hvor bandet og pladen hed Dinosaur – ‘jr.’ blev tilføjet efter pres fra et psykedelisk orkester med samme navn). Jeg savnede numre som ”Back To Your Heart” og ”Almost Ready” fra sidste års glimrende skive Beyond (her blev kun spillet ”Crumble” og ”Pick Me Up”) men okay, de blev selvfølgelig spillet sidste gang bandet optrådte i Vega. Det skal selvfølgelig ikke være grundlaget for at vurdere en koncert at sammenligne med dinosaurernes sidste besøg, men samme intense spilleglæde og friskhed oplevede man ikke denne aften. Selvom Mascis’ vokal måske bare generelt lyder fraværende og skal lyde sådan, så blev numrene leveret uden den nerve der alligevel ligger i sangene.
Det manglende sammenspil blev tydeligt i en af sangene mod slutningen hvor Barlow fortsatte med at spille, hvor sangene skulle stoppe. Han lignede en frustreret mand, hvilket leder tankerne hen på om de gode gamle spændinger i bandet igen er ved at blive så kraftige at vejene må skilles. Frustrationen kom især til udtryk i Barlows mudrede vokal, hvor han nærmest vrissede sine uhørlige linjer af sig.
Dinosaur jr’s. ellers fine balance og blanding af hårde super-distortede guitarriffs og lettere catchy pop sange var denne aften overtaget af de hårdere numre, som desværre siede noget af den charmerende lethed fra det samlede udtryk. Måske har bandet brug for en pause ovenpå en lang tur gennem re-union maskinen, fordi de kan være en stor oplevelse for guitarhungrende rocksjæle.
