Amerikansk inspireret dansk musik med potentiale
Det var det danske indie-håb Choir of Young Believers, der havde fået æren af at åbne Pavilion-scenen på årets Roskilde Festival. Og det gjorde de faktisk ganske godt, omend de med lidt flere numre at vælge imellem helt sikkert kunne have gjort det endnu bedre.
Det var helt klart på de mere rockede numre at Choir of Young Believers kom til sin ret, og viste deres kæmpe store potentiale. Der var højt til loftet og det otte mand store band brillerede med flotte kor-passager, der perfekt matchede violin, cello og den righoldige perkussion.
I de mere stille passager var Choir of Young Believers desværre ikke en ligeså imponerende lytteoplevelse, og derfor havner karakteren også hvor den gør. Melodierne og vokalharmonierne mellem forsanger Jannis Noya Makrigiannis og hans kvindelige korpige og violinist fungerer ikke som det skal. Nogle steder lyder det en smule for falskt, og andre steder kommer man til at kede sig. Det skal dog siges, at et par af de stille numre faktisk fungerede fint.
Choir of Young Believers udgiver sin fuldlængde-debut til september, og hvis de holder fast i de mere voluminøse numre og de stille fungerer lidt bedre på cd, så er der noget rigtig godt i vente.