Ørehang til Efterklang
En regnbyge betød at teltet var fuldstændigt tætpakket umiddelbart inden Efterklang skulle på scenen. Af sikkerhedsårsager tillod personalet ikke koncerten at starte, før der var ro i salen. Aftenen inden var en koncert på samme scene blevet stoppet pga. trængsel og uro. Det betød at stemningen var intens og at teltet var varmt. Ventetiden gav tid til yderligere refleksioner.
Efterklang er et navn, der stille og roligt har vokset sig større i den danske musikbevidsthed. Deres navn er blevet visket og tisket i krogene i nogen tid og anmeldere og prisuddelere har efterhånden taget godt imod ensemblet. Mit spørgsmål var, om publikum ville gøre det samme endnu en gang? – Teltet var tætpakket, men var det regnen eller var det bandet?
Det tog en halv time at få sluset folk nok ud af teltet til at det var forsvarligt, at starte – alene dette syntes at vidne om, at bandet har opnået en vis popularitet.
Efter et par minutter mere kom orkesteret ind. De var klædt i hvide dragter, der ikke var helt ens, men varierede over det samme tema. De bar slips og små tyrefægterkapper. I nogle numre blev de hjulpet af fire-fem mænd i røde kedeldragter. Disse blev i første omgang præsenteret, som ”de spillende roadies” og senere som Slaraffenland. På lydsiden åbnedes koncerten i smuk flerstemmig polyfoni.
Hvad er Efterklangs musik?
At beskrive en genre i denne sammenhæng er svær. På en måde er der tale om en slags dekonstruktion af genrer. De bærende elementer er klassisk, elektronica, jazz, rock og forskellige typer verdensmusik. Hvert instrument udgør sin egen original i et minisamfund af landsbytosser.
Tankerne ledes hen på bands som Sigur Rós eller Mum, men sammenligningen er ikke nok til en reel beskrivelse.
Livesoundtracket til en indre billedkollage
I øjeblikke følte man, at man rørte ved selve musikkens nerve. At sige noget konkret om Efterklangs musik ville være som at danse en andengradsligning. Jeg vil derfor beklage min trang til overdrevent billedsprog. Den eneste måde jeg kan beskrive denne koncert på, er ved at møde den på Efterklangs egne præmisser. Med bjerglandskaber, græsmarker, gletschere, solskinsdage, tordenvejr, børneleg, ostemadder og alle regnbuens farver.
Efterklang var sat til at spille på Astoria – den festivalscene, der har et indbygget dansegulv – og drog hurtigt det velvillige publikum med ind i den vuggende trance. Store papirflyvemaskiner blev kastet, og sæbebobler blev pustet, ud over publikum under det meste af koncerten. Tilhørerne klappede med i takt, sang på kommando og blev belønnet med smukke sange og medrivende melodier.
Det store minus, var scenens manglende intimitet og LOC’s irriterende basrytmer, der pumpede fra Orange scene. Det gjorde, at en ellers perfekt koncert til tider fremstod rodet og forvirrende. Jeg vil se en koncert på et rigtigt spillested, hvor roen og de stille passager rigtig kan få lov at træde i forgrunden. Efterklang kunne altså nemt trække publikum til og sagtens spille dem glade, men i min mening hører de ikke til på en festival af Roskildes karakter. De fortjener deres egen scene, hvor de er centrum og hvor man kan få lov at fordybe sig i deres amfiteater af et musikunivers.