Hypede harmonier
Fleet Foxes spiller på en smuk tradition med et formfuldendt debutalbum. Det er harmoniske sange med referencer til især Beach Boys og Crosby, Stills, Nash and Young. Men en gang imellem kan selv det bedste blive en kende for harmonisk.
Seattle er traditionelt ikke kendt som noget arnested for harmoni. Snarere er Seattle og det berømte pladeselskab Sub Pub synonym med skramlet grunge og original indie direkte fra garagen.
Det billede er nu ved at ændre sig. Og et af de mest interessante og hypede bands i en ny generation er Fleet Foxes. De har også hørt Neil Young. Men resultatet er et markant anderledes blødt udtryk, der trækker på de bedste traditioner fra americana.
På albummets sover takker Fleet Foxes en lang række kanoniske kunstnere fra Bob Dylan til John Lennon. Og de fortæller en smuk historie om barndommens minder og musikkens tidløshed med udgangspunkt i et Beach Boys album. Den inspiration og de rødder er mildest talt hørbar på Fleet Foxes debutalbum.
Det er folkrock med stort arrangerede vokale harmonier. Det er i den grad organisk, og det vokser stille frem med hvert akustisk anslag. Her er virkelig stemning og groove i et både autentisk og originalt udtryk. Albummets andet nummer “White Winter Hymnal” sniger sig ind på lytteren som en sjældent mild sommeraften. Og den stemning hænger fast. Dette er et album, der skal høres fra start til slut i hele dens stemning.
Fleet Foxes har været voldsomt hypet. The Guardian kaldte f.eks. albummet ”en milepæl i amerikansk musik”. Der er også rigtig meget at hente hos Fleet Foxes. Men en milepæl er det ikke. Dertil er det simpelthen for harmonisk. Man savner både musikalsk og lyrisk nogle emotionelle brud med harmonien. En gang imellem kan selv det bedste blive for harmonisk.
