Calexico er tilbage på rette spor
Efter det forfærdelige album Garden Ruin (2006), hvor Calexico gik ad, for dem, helt nye poppede veje, er de med Carried To Dust tilbage, hvor de hører hjemme. Det poppede er lagt på hylden, og de er tilbage i den støvede sydamerikanske ørken, hvorfra de leverer femten stemningsfulde og melodisk vellykkede numre.
Med sig på albummet har bandet bl.a. Pieta Brown, der medvirker på countryballaden ”Slowness”, og Sam Beam, der bidrager med sin blide vokal på ”House of Valparaiso”. Sangene hører til albummets bedste, og de medvirkende kunstnere får lov til at udfolde sig og sætte deres præg på sangene. Således også på albummets afsluttende nummer, hvor Tortoises Douglas McCombs lægger en spøgelsesagtig stemning ned over ”Contention City”. På vokalsiden bidrager den sædvanlige trompetist Jacob Valenzuela ved at synge sit eget nummer ”Inspiración”. Blandt albummets andre fremragende numre skal især ”The News About William” og ”Red Blooms” nævnes. ”The News About William” kunne lige så godt have været at finde på Feast of Wire og ”Red Blooms” viser, at Calexico faktisk formår at skrive pop, der ikke ryger ind af det ene øre og ud af det andet.
Carried To Dust indeholder mange af de samme musikere som mesterværket Feast of Wire (2003) og går man på jagt i Calexicos bagkatalog er det også netop dette album der dukker op som nærmeste referencepunkt. For på Carried To Dust formår Joey Burns og John Convertino atter at ramme plet med en god blanding af latin, folk, jazz, bossanova og masser af horn. Lyder det som en underlig blanding? Nej, ikke i hænderne på Calexico, der er tilbage med den brede palet.