Damien Jurado når han er bedst
På sit nye album fortsætter Damien Jurado den afdæmpede singer-songwriterstil. Og han gør det så godt, at Caught in the Trees må være at regne for et af hans bedste albums. Albummet er hans andet med det nye backingband (bestående af Jenna Conrad and Eric Fisher), der kommer lidt mere til sin ret denne gang. Melodierne er flotte og albummet står i sin helhed frem som det mest tilgængelige Damien Jurado har udgivet. Med en radiovenlig version af åbningsnummeret placeret som albummets afslutter, er der da også noget, der kunne tyde på, at Jurado mener, at det er hans tid til at få et gennembrud. Det er det også, men Jurado sætter lidt for meget af sin indie street cred på spil ved at lægge to versioner, der i øvrigt ligger meget tæt op af hinanden, på samme album.
På grund af det høje niveau albummet holder hele vejen igennem, så tilgiver man dog Jurado for sin leflen for mainstream. Stemmen er umiskendelig og det samme er teksterne, der ofte befinder sig meget langt væk fra den lykkelige kærlighed de fleste af os jagter. Tag fx ”Go First” og ”Sheets”, der begge består af korte deprimerende tekster, der bliver gentaget. Sidstnævnte gør, på grund af sin melankolske melodi, næsten ondt at lytte til. “Is he still coming around like an injured bird / Needing a nest / A place to rest his head? / Still you take him / Lord knows, I don’t want to compete / Still I sleep in the very sheets he’s been in,” lyder det på “Sheets”. Det er ikke alle sangene, der er så nedtrykkende, og på den rockede ”Best Dress” begraves stridsøksen, og man fornemmer, at det nok skal gå.
Damien Jurado er en af de største sangskriver i sin genre – og fuldt ud på højde med eksempelvis Bonnie ’Prince’ Billy – men han har desværre stadig ikke fået helt den anerkendelse han fortjener. Om det kommer med Caught in the Trees er nok tvivlsomt. Ikke desto mindre er Caught in the Trees et perfekt album at gå mørkere tider i møde med.
