Diskant.dk var til stede, da den første Sono Festival løb af stabelen
For få dagen siden bragte Diskant nyheden om den nye Sono festival i Rødovre. Her følger en reportage fra festivalens prolog.
Festivalen bød på beskedne tre koncerter denne lørdag aften. Biograf og kulturhus Viften i Rødovre dannede rammerne om den lille festival og sikrede en professionel, men hyggelig stemning. Man kunne bestille en kop kaffe i cafeen, såvel som en fadøl eller et glas vin, og cafestemningen gav arrangementet et civiliseret og lidt fornemt skær. Musikken blev taget alvorligt og der var plads og ro til at fordybe sig. Festivalens formål er da også: ”… at præsentere den mere grænsesøgende og udfordrende rytmiske musik, men også at gøre dette i form af nye konstellationer og eksperimenter.”. Et initiativ, der stærkt bifaldes herfra – læs mere her.
Ekko
Aftenens første navn var det elektroniske projekt EKKO. Bagmanden Frithjof Toksvig sad anonymt i venstre side af scenen og styrede slagets gang. Hans baggrund som film og tv-komponist var tydelig i de maleriske og fortryllende sange, der udgik fra scenen. Med sig havde han som fast besætning trommer og bas, der gav dybde og dynamik til musikken. Et par numre inde i koncerten tilstødte en ung kvindelig cellist, der gav musikken et melankolsk løft med sin grædende cello. Numrene var varierende, storslåede og sjælfulde, men alle så veltrimmede, at de ofte grænsede til det kedelige.
Aftenens store overraskelse var Henrik Hall, der pludselig dukkede op på scenen. Med sin mundharmonika gav han musikken et distinkt strejf af den gamle love shop-lyd. Koncerten var en behagelig opvarmning til aftenens spændende musikprogram, men blev aldrig rigtig selv en stor oplevelse. Det var som om musikken hele tiden forblev en baggrund eller kulisse, som ventede på at nogen eller noget skulle træde i forgrunden. Man savnede en frontfigur, der turde tage publikum i hånden og lede dem igennem showet. Selv Henrik Hall virkede uoplagt og uinteresseret på scenen.
Wildbirds & Peacedrums
Det er vanskeligt at beskrive den lyd, der opstod, da Wildbirds & Peacedrums gik på scenen. ”Minimalistisk” melder sig, men er ingenlunde dækkende. De fleste af numrene blev alene båret af Andreas Werliins trommespil og Mariam Wallentins sangstemme. Det lyder umiddelbart ikke som noget, der kan holde et publikums interesse i ret lang tid, men denne aften tryllebandt deres musik sine tilhørere. Selvom regiet var simpelt, havde ægteparret Werliin og Mariam så mange virkemidler at gøre godt med, at koncerten aldrig blev kedelig. Faktisk gav den banale måde at spille musik en intensitet og originalitet, som man sjældent ser. Genremæssigt var der tale om en slags tidssvarende rootsmusik. Elementer af jazz, swing, soul, rock og pop gav miksturen smag, men det særegne i musikken lader sig ikke beskrive med simple tags. Musikken gav luft til fantasien og bar tankerne i mange retninger. Til tider kunne man fornemme lyden af negre, der rytmisk banker på jernbanens metalsvælger, mens man andre gange blev sendt langt mod nord i det skandinaviske højland.
Slaraffenklang (billedet)
Dette storensemble er en kollaboration af de to danske orkestre Slaraffenland og Efterklang. Kæmpebandet, der på scenen talte hele 13 musikere, leverede en hektisk, kaotisk og til tider forvirrende præstation, men samtidig en meget spændende og opslugende oplevelse. Musikerne på scenen svarede ganske vist i antal til et almindeligt bigband, men havde netop ingen ”faste pladser”. Faktisk var det en oplevelse i sig selv at se så mange musikere bevæge sig rundt på scenen både imellem, og i løbet af, numrene. Musikken var som altid hos de to orkestre helt i top. De var gode til at give hinanden plads i lydbilledet, hvilket gav balance og alsidighed. Mulighederne for at bevæge sig fra det enkle og rolige til det fyldige og udnyttedes effektfuld. Den lille sal i Rødovre fyldtes helt af klang og festlig stemning, og Slaraffenklang lod et taknemmeligt publikum bag sig. Afslutningsvis forkælede orkesteret publikum ved at slukke forstærkerne og bevæge sig ud blandt tilskuerne med instrumenterne, mens de lod den sidste sang falde til ro helt unplugged.
Den perfekte festlige afslutning på en aften med mange indtryk. Slaraffenklang var et godt billede på, at alternativ og grænsesøgende musik ikke nødvendigvis er kompliceret og svært tilgængelig. Med store reserver af talent og endnu større reserver af kreativitet og legesyge formåede det velvoksne orkester at give lytteren en aften i en meget spændende region af det danske musiklandskab.
