Flogging Molly festede med Vega
De irsk-amerikanske keltiske punkrockere i Flogging Molly gæstede søndag aften København i Store Vega. Punkrockere er måske så meget sagt, når man ser de syv musikere på scenen, men med det tempo og den power Flogging Molly serverer deres musik, bevæger de sig lige på grænsen til denne genre. Kigger man lidt nærmere efter på scenen, vil man hurtigt opdage instrumenter som harmonika, violin, fløjte og banjo, og netop via disse instrumenter og de folkelige melodier, som man ikke kan lade være med at synge med på, har Flogging Molly i 10 år skabt et univers, hvor rock og folkemusik blandes på fremragende vis.
Denne søndag aften overraskede det mig positivt, at dette folk-rock-ensemble formåede næsten at fylde Store Vega. Stemningen var høj og en del af æren herfor skal tildeles de tre opvarmnings-bands: Amerikanske Time Again og Street Dogs samt walisiske Skindred. Jeg selv nåede kun at opleve Street Dogs, og deres udstråling på scenen var alt for pæn og poleret til, at deres forsøg på at levere hard core punk aldrig lykkedes helt. Forsangeren Mike McColgan hoppede dog flere gange under koncerten ud til publikum, og han fik også det efterhånden tændte Vega med på en god gang circlepit lige foran scenen. Hermed var alle klar til at tage imod dem, som denne anmeldelse skal handle om: Flogging Molly.
Den irske forsanger Dave King entrerede scenen iført jakkesæt, og omkring sig havde han sine seks musikere, der alle virkede tændte fra start til slut. Efter få numre røg Kings jakke af, og slipset blev løsnet, hvilket var forståeligt nok, med den aktivitet der var på scenen. Denne aktivitet levede publikum til fulde op til. Der blev hoppet, danset og klappet helt ned til bagerste række i Store Vega, og enkelte gange fløj der både sko og øl gennem luften.
Numrene “Requiem For a Dying Song”, “Rebels of the Sacred Heart”, “Seven Deadly Sins” og “Drunken Lullabies” var klart aftenens højdepunkter. Sidstnævnte indledtes med en hastig banjo-intro, som publikum straks genkendte og derfor samlet brød ud i hop på stedet og klappende hænder over hovedet. På denne måde åbnede mange af aftenens numre med banjo, violin eller harmonika, hvorefter guitar, bas og trommer hjalp numrene med at vokse til noget, der mest af alt mindede om energisk rockmusik på et sørøverskib.
Flogging Molly har aldrig fået det helt store kommercielle gennembrud, men alligevel har deres unikke kombination af musikgenrer gjort dem til et stort navn i USA, og som nævnt tidligere, blev jeg også i denne aften overrasket over det store fremmøde i Vega, og over publikums evne til at synge med på langt de fleste numre. Selv om det var søndag aften, og mandag morgen ventede forude, gik publikum opstemte og glade fra koncerten, og noget siger mig, at vi alle dukker op igen, næste gang Flogging Molly gæster Danmark.
