Axl og demokratiet i Kina
Egentlig hedder han William Bailey og er fra en lille by i Indiana. I slutningen af 80’erne var han frontfigur i tidens største rockband. Siden er fulgt en årrække i isolation. Nu er Axl Rose tilbage med et monster af et kinesisk demokrati den 23. november.
Rocken er fyldt med mytologiske skikkelser og historier om hengemte genier. En af de største myter er Brian Wilson fra The Beach Boys, der brugte næsten 40 år på hans mesterværk SMiLE.
Så lang tid har Axl Rose ikke brugt på hans evighedsprojekt Chinese Democracy, der rammer hele verden den 23. november. Fjorten år tog det, og undervejs voksede myten om en af de mest talentfulde og vanvittige skikkelser i rockverdenen og om et album der efter så mange år i støbeskeen formentlig havde været bedre tjent med at blive i myternes verden.
Historien om Axl Rose er historien om en suveræn frontfigur for Guns ’N’ Roses og en klassisk historie om en tur fra Indiana til den hårdtslående LA-rockscene og videre ud til verdensberømmelsen. Vi har dykket ned i den i forbindelse med udgivelsen af Chinese Democracy.
Hillbillly fra Indiana
Axl Rose blev født i 1962 i Lafayette i Indiana, og hans opvækst blev præget af lige dele religiøsitet, vold og seksuelt misbrug. Axl Rose søgte meget naturligt tilflugt i musikken og i drømmen om en dag at komme væk fra Lafayette. Han måtte væk, og det kom han.
Han fulgte efter barndomsvennen Izzy Stradlin til Los Angeles, og snart kom tatoveringen “Victory or death” til på hans arm. En kompromisløs og desperat indstilling, der skulle vise sig at være den helt rigtige på en hår(d)rock scene i LA, der var præget af touperet hår og lidt for meget make-up.
Sammen med vennen Izzy forsøgte Rose at stable et orkester på benene i Hollywood og i området omkring Sunset Strip med klassiske spillesteder som The Troubadour og Whiskey A Go-Go. Stradlin og Rose boede i tilfældige lejligheder høje på den billige ”Nightrain” vin og hårdt arbejdende på en musikalsk stil, der kunne slå bro mellem Ramones og Aerosmith.
I slutningen af 1985 begyndte det at tage form, da de mødte guitaristen Slash og bassisten Duff McKagan. Resultatet blev Guns ’N’ Roses, men selvom mødet var eksplosivt, måtte bandmedlemmerne stadig hustle sig igennem Sunset Strip og enkelte koncertjobs på scener, hvor der mødte 14 mennesker op og råbte efter dem.
Appetit på destruktion
Det var ikke glamourøst på nogen måde, men viljen og indstillingen var der, og ganske langsomt i løbet af 1986 begyndte de at slå sig igennem på scenen i LA med en kombination af covernumre og egne sange.
En af deres egne sange var ”Welcome To the Jungle”. En selvoplevet beretning om pludselig at befinde sig i storbyen med intet andet på lommen end tilfredsheden over at slippe væk fra Indiana.
Rygterne om det hårdtslående band med det helt rigtige beskidte image begyndte at ramme branchefolkene. I en tid hvor bands som Poison, Bon Jovi og Mötley Crüe dominerede den amerikanske rockscene, kom der pludselig en mere beskidt lyd med klar reference til Stones, Aerosmith og Led Zeppelin. Men spillet med en forfriskende punkattiude. Det var præcis, hvad tiden skreg på for en rockbranche i nedgang og uden nye spændende navne. Banen lå åben for et nyt navn, der havde både musikken og attituden. Banen lå åben for Guns N’ Roses.
Bandmedlemmerne fandt sammen i en lille lejlighed, der hurtigt fik navnet ”The Hell House”, og i 1986 fik de en pladekontrakt med Geffen Records, der kunne se potentialet. Bandet tog stoffer, flasker og instrumenter med sig i studiet for at indspille det album, der senere er blevet anerkendt som et af den hårde rocks absolutte mesterværker.
Men da Appetite for Destruction kom på gaden i 1987 blev den stort set ikke spillet overhovedet. Faktisk skulle der gå et helt år, før der for alvor begyndte at ske noget. Det skete med videoen til ”Sweet Child O’ Mine”, der kom i heavy rotation på MTV. Så tog det fart. Det hjalp også en hel del på salget, at samtlige bandmedlemmer var i stand til at skabe skandale omkring sig. De levede rockmyten ud, så selv Keith Richards måtte være misundelig.
Men bag ved klicheerne og attituden gemte sig nogle klassiske rocksange på et album med en unik lyd. Singlen ”Paradise City” bragte blot gruppen endnu tættere på en position som rockens frelsere. I 1988 var de bandet, alle talte om – og alle kendte en skandalehistorie om. I 1988 var Guns N’ Roses simpelthen bandet, der holdt den rockhistoriske depeche i hånden.
De var et band, der kendte sine klassikere og ikke var blege for at levere en coverversion af selv ”Heartbreak Hotel”. Men de stod ikke bare på skuldrene af giganter. Med deres nerve i sangskrivningen hev de sig selv op i de mytologiske lag.
Højdepunktet kom i 1989, da Guns N’ Roses åbnede for Rolling Stones, og hvor Axl Rose fik lejlighed til at synge ”Salt of The Earth” med Mick Jagger. Det var mytologi, men det var også begyndelsen til enden. Fra scenen bekendtgjorde Rose, at flere af bandmedlemmerne legede for meget med ”Mr. Brownstone” – bandets egen slang for heroin. På vej til koncerten i Los Angeles var guitarist Slash på vej mod en overdosis på en såkaldt ’speedball’, en blanding af heroin og kokain.
Det forsinkede album og suset fra Seattle
Både pladeselskab og fans var vilde efter at høre nyt fra bandet, og der gik rygter om at mange nye numre var på vej. I en tid før internettet begyndte forskellige demoer at florere, og da Terminator 2 filmen kom, var der mange der mest af alt var spændte på at høre Guns N’ Roses numret ”You Could Be Mine” i stedet for at se den senere guvernør redde hele verden. Videoen slutter i øvrigt af med, at Arnold som Terminator betragter bandet og konkluderer, at de er spild af ammunition.
Men på trods af for mange stoffer og alt for meget polemik i en sulten presse, tog bandet fat på deres mest ambitiøse projekt nogensinde. Undervejs i studiet hobede der sig så meget materiale op, at der var til en hel dobbelt-cd. I stedet for at udgive den som et klassisk dobbeltalbum, besluttede bandet at udgive materialet som to enkelte albums samme dag. Endnu en vanvittig idé fra Axl Rose, men da Use Your Illusion I & II kom i september 1991 konkurrerede de med hinanden om førstepladsen på den amerikanske Billboard liste.
Det var dog to meget ujævne skiver med en blanding af originale kompositioner, covernumre og sange som simpelthen ikke egnede sig til udgivelse. Sange hvor det var tydeligt, at jordforbindelsen endegyldigt var forsvundet. Fans har i årevis derefter fantaseret over, hvordan man kunne koge de to plader ned til én enkelt yderst slagkraftig enhed med nogle spændende b-sider. I stedet fik man alt for mange numre fra et band på vej ud af stratosfæren. På få år havde Guns N’ Roses kastet den rockhistoriske depeche fra sig og udviklet sig til en selvparodi.
Den deroute tog for alvor fart, da bandet efter udgivelsen af de to albums tog fat på en 2½ år lang turné, som endegyldigt tog livet af orkestret og de venskaber, der havde skabt succesen blot få år forinden i Hollywood.
Ved adskillige lejligheder forlod han scenen efter blot et par numre, fordi der var et eller andet, han ikke var tilfreds med. Og flere gange har han kastet sig ned til publikum for at få fingrene i en person med et kamera, eller en der havde kastet noget efter bandet.
Da Guns N’ Roses i 1992 begav sig ud på en turné sammen med Metallica endte det både komisk og voldeligt. James Hetfield fra Metallica fik undervejs så meget af Axl Rose, at han fra scenen begyndte at læse op fra den meget omfattende liste med krav til Axl’s omklædningsrum.
Det var rockstjernemanerer, når de er værst, og det gik helt galt, da Hetfield under et show blev forbrændt af fyrværkeri, hvorefter Axl forlod scenen få numre efter at Guns N’ Roses overtog scenen. Det fik salen til at eksplodere af raseri, og det hele endte med hærværk og ødelæggelser for millioner.
Guns N’ Roses kom i den periode to gange til Danmark, og opløsningen var tydelig at opleve. Fra et tæt rockorkester udviklede det sig til én stor og tom kliché.
Trommeslager Matt Sorum har senere fortalt, at da han kom ind i bandet i 1990 troede han, at han kom med i et ”bad-ass rock band”. I stedet begyndte Axl Rose at hive pianoer og hornsektioner på scenen til lange ballader á la Elton John.
Helt galt gik det i 1993, da gruppen udgav en cover-cd, der oven i købet indeholdt et såkaldt skjult nummer skrevet af massemorderen Charles Manson. På coveret optrådte Axl selv i basketstøvler af mærket Axl. Bunden var nået, og tiden var for længst løbet fra orkestret.
I mellemtiden havde Nirvana ændret hele rockens landskab skudt ud af en garage fra Seattle. Det var som om, selv Axl kunne se det. Ved de årlige MTV Awards i 1992 var Axl ved at komme op at slås med Kurt Cobain og Courtney Love, som havde gjort nar af hans opblæste rockstjernemanérer.
Genopstandelsen
Ved afslutningen af Use Your Illusion-turnéen var tiden definitivt løbet fra Guns N’ Roses. Det var samtidig også helt tydeligt, at de mange år med alt for meget alkohol og for mange hvide substanser i årene havde gnavet de sidste rester af venskab væk. Bandet gik langsomt i opløsning, og selvom der ikke blev annonceret et egentligt brud, forsvandt medlemmerne lige så stille fra orkestret.
Undervejs i denne stille opløsning havde Axl Rose truet de andre til at sælge ham rettighederne til navnet Guns N’ Roses. Til sidst var han alene tilbage, og ganske langsomt begyndte indspilningerne til evighedsprojektet Chinese Democracy.
Siden har rygterne om projektet svirret i rockbranchen, mens Rose har isoleret sig mere og mere i sit hus i Malibu.
Adskillige stjerneproducere har været omkring projektet, som løbende har skiftet karakter og produktion, efterhånden som tidens toner har ændret sig. Først havde numrene efter sigende et industrial præg. Siden kom Moby til, og da det heller ikke virkede, forsøgte Gasolins gamle magiker Roy Thomas Baker at sætte skik på det store materiale.
Men selv ikke manden bag produktionen af Queens ”Bohemian Rhapsody” fik mulighed for at følge evighedsprojektet til dørs. Rose tog selv fat om produktionen af de mange numre, som blev indspillet igen og igen. Ved indgangen til de nye årtusinde skete der for alvor noget. Udgivelsen af Chinese Democracy syntes på vej, men hver gang en ivrig musikpresse skrev om det forestående album, blev udgivelsen udskudt.
Men nu skulle den være god nok, og albummet udkommer den 23. november. At dømme efter foromtalen, er hele projektet imidlertid langt fra i klasse med Brian Wilsons evighedsprojekt – eller med nogle af de tidligere numre fra Guns N’ Roses.
Alligevel har Axl Rose med sin excentriske facon indskrevet sig i rockens annaler som en mytologisk skikkelse med et enkelt mesterværk bag sig. Det er som regel også nok. Kinesisk demokrati eller ej.
