Opsamling med mangel på originalitet
Det engelske band, Anathema er, til trods for næsten tyve år i branchen, stadig forholdsvis ukendte i Danmark, hvilket bestemt er en skam. Bandet har for nyligt udgivet en opsamling af deres musiske arbejde gennem årene, hvilket kunne være et sted at starte sit kendskab til bandet, sådan som opsamlinger jo kan have til formål, men i dette tilfælde vil denne anmelder fraråde nye lyttere at starte her.
Som fan kan det ofte være en irritation, når et af favoritnavnene udgiver et opsamlingsalbum. Man kan blive bange for, de nu er ved vejs ende, eller også kan man blive utilfreds over at det efter ens mening, netop ikke er de bedste sange, der er blevet udvalgt. I Anathemas tilfælde er det dog nogle sange af høj kvalitet, der er blevet placeret på dette album, og Anathema har endda valgt at vise, de stadig har kreativiteten i deres hule hånd ved at lave sangene i helt nye versioner, nærmere betegnet den akustiske af slagsen. Når man tænker på hvor godt nogle bands tidligere har arrangeret deres numre til akustiske versioner, som fx både Nirvanas og Alice in Chains’ unplugged albums fra 1990ernes grungetid, er det ærgerligt at konstatere, at Anathemas sange ikke rigtigt kommer til deres ret i de nye versioner. Nu skal det lige nævnes, at der dog ikke er tale om grunge, men om en meget fin og sjælden lyd med strejf af både nyere progressiv rock, og enkelte steder metal, og 1970ernes syrerock. Ja, faktisk kunne man vove at påstå, Anathema har skabt sin helt egen lyd! Men som sagt, kommer denne ikke frem på Hindsight: Et af bandets bedste numre ”Fragile Dreams”, mister den kant, som udskiller sig fra Anathemas ellers lidt blødere lyd, hvis man ser bort fra deres ældre materiale, mens ”Where Are You?” bliver ledsaget af et sært munkeagtigt kor i baggrunden. Den smukke ”One Last Goodbye” er i forvejen et ganske neddæmpet nummer på originalversionen, så at lave den akustisk virker næsten irrelevant, for selvom sangen stadig er smuk, så er den mere interessant når den ikke er fuldstændigt tonet ned. Skal man arrangere et nummer om, er det nødt til at lyde helt modsat originalen, for at skabe kontrast, eller at tilføje sangen noget nyt, og det formår Anathema stort set ikke at gøre på nogen af numrene.
Skal man se på noget positivt ved de akustiske versioner, må det fremhæves at det uden tvivl er et plus, at sanger Vincent Cavanagh får sat mere fokus på sin behagelige, følsomme vokal, ligesom at den kvindelige vokal på ”A Natural Disaster” er mere intens end på originalen. Derudover er Anathema også habile sangskrivere med et godt bagkatalog, men netop derfor burde de have holdt sig til originalerne. Kender man Anathema, ved man allerede godt, de er dygtige musikere, og det behøver de derfor ikke at bevise en gang til ved at lave nye versioner af deres sange. I 2009 kommer der dog et nyt album, og det er dér, de skal imponere.
