Velvoksen pop med lethed og dybde
Det er altid lidt vanskeligt at gribe denne type albums an som anmelder. For fem år siden ville jeg have forsvoret, at jeg ville holde af et album som dette, men måske er det min egen langtidsholdbarhed og de begyndende grå hår i tindingerne, der gør, at jeg må se stort på forkærligheden for skæve og skarpe guitarer og energiske rockudladninger.
Der er så mange klichéer der ligger lige for, når en popsangerinde vælger det lettilgængelige popudtryk med iørefaldende sange. Og det gør Alouise, hvis man holder sig til førstehåndsindtrykket. Men bag den pæne facade, der er baseret på velkomponerede sange og en country-feeling med slideguitarer og intimitet, gemmer sig en dybde, der nok udspringer af en ukompliceret og banal teksttilgang, men som trods sit ligefremme udtryk og sine holdninger, der ikke kræver tolkning af lytteren selv, alligevel rører ved lytteren med et personligt og indlevende snit.
Louise Nipper, som Alouise hedder i den virkelige virkelighed, har både holdninger, meninger og mod i sine tekster, og hun fremfører dem på en fin og behagelig måde, som både bør tiltale popelskere med hang til en vis grad af dybde – og dem, der blot hører musikken på overfladen.
Jeg kunne godt tænke mig lidt mere kant og lidt større armbevægelser, men Alouise rammer alligevel et godt hjørne af den danske popscene med Langtidsholdbar, der er hendes første dansksprogede album – og som følger op på to engelsksprogede af slagsen.
Som anmelder må man være ærlig og se bort fra sin egen forestilling om, hvad man burde bryde sig om. Og derfor må jeg overgive mig og erkende, at Alouise synger sig ind på den ganske minimale liste over regulær og lettilgængelig popmusik, som har styrke nok til at holde mig fanget og interesseret over en længere periode.